Året 2020 blev et år hvor Herning Kommune fik lavet rigtig mange forbedringer for cyklisterne. Godt 7 kilometer nye cykelstier blev det til, samt udskiftning af belægning på knap 16,5 kilometer stier. Inden for belysning har der også været travlt, her er der samlet sket opgradering af knap 9 kilometer cykelstrækninger. Sidste del af en sammenhængende 2 minus 1 vej blev lavet færdig - knap 0,8 kilometer blev det til.
Cykelbarometre
I Herning By fik vi opsat 3 cykeltællere på henholdsvis Dalgasgade, Sjæl- landsgade og Silkeborgvej. Af tællerne fremgår det hvor mange cyklister der cykler forbi på dagen og i det indeværende år. Udover de praktiske data vi bruger i vores arbejde, så skaber cykelbarometrenes tilstedeværelse en motivationsfaktor, der kan få flere til at vælge cyklen.
Kampagner og events
2020 bar præg af udskydelser af kampagner på grund af Covid-19 situationen, men heldigvis ikke aflysninger. Så det lykkes at gennemføre de sædvanlige cykelkampagner og i den sammenhæng finde nogle lokale vindere.
VCTA - Vi Cykler Til Arbejde kampagnen blev afholdt i september 2020 med deltagelse af 452 cyklister fra både offentlige og private virksomheder i Herning Kommune.
ABC - Alle Børn Cykler blev som tidligere år afholdt i starten af september og havde deltagelse af ikke mindre end 2928 skoleelever i Herning Kommune.
Vi kan cykle! blev afholdt i september og her deltog 8 institutioner fra Herning Kommune, hvor der året før var 7 med. Vores generelle indtryk er at institutionerne bliver mere og mere kendt med den årlige tilbagevendende kampagne.
I forbindelse med tilmeldingen blev der udloddet en lodtrækningspræmie. Børnehuset Lindely vandt præmien og fik derfor besøg af en cykelinstruktør fra Dansk Skolecykling. Fokus var på cykelleg på institutionens eget område. Børnene knoklede hårdt på cyklerne, så det var velfortjent, at de modtog hver deres medalje med teksten "Du kan cykle - TILLYKKE"
Transportvaneundersøgelser
I 2020 blev der gennemført to slags transportvane- og tryghedsundersøgelser. Én for skoleelever og lærer på alle skolerne samt én for forældre og børn i udvalgte daginstitutioner i kommunen. 3322 elever fra 17 skoler deltog. 624 forskellige familier med i alt 756 børn fra de 13 indbudte institutioner deltog. Rapporterne, der kommer ud af disse undersøgelser, er vigtige, når vi arbejder med trafikplanlægning og fremme af flere selvtransporterende børn.