Folketingsvalg 2026

Her finder du al praktisk information om folketingsvalget 24. marts i Herning Kommune.

For dig som skal stemme

Afstemningen foregår 24. marts fra kl. 8.00 til kl. 20.00 på 26 afstemningssteder.

På valgdagen gør vi opmærksom på, at der i timerne mellem kl. 15.00-19.00, er mest travlt. Du kan derfor med fordel stemme uden for denne periode. Der er ofte også travlt fra morgenen.

Vi opfordrer til, at du viser hensyn og holder afstand, da det ikke er alle, der bryder sig om at færdes i større forsamlinger.

Nedenfor har vi samlet en række svar på ofte stillede spørgsmål.

Du kan stemme til Folketingsvalget, hvis du opfylder reglerne for stemmeret som står i Folketingsvalgloven.

Reglerne for dette er uddybet på Folketingets hjemmeside

Er du stemmeberettiget, vil du senest fem dage før valgdagen modtage et valgkort. På valgkortet står dit navn og adresse, samt hvor du skal henvende dig for at stemme på valgdagen.

Du skal på valgdagen medbringe dit valgkort til afstemningsstedet. Her vil du få scannet dit valgkort, hvorefter du får udleveret en stemmeseddel. 

Har du glemt valgkortet, kan du vise legitimation - eksempelvis sundhedskort, kørekort eller pas.

Hvis du ikke har modtaget dit valgkort torsdag den 19. marts 2026, skal du kontakte Borgerservice på telefon 96 28 24 00.

Afstemningen på valgdagen tirsdag den 24. marts 2026 begynder klokken 8.00 og slutter kl. 20.00.

Er du ikke selv i stand til at bevæge dig rundt på valgstedet, så kan du køre lige til stemmeurnen, hvis du skal stemme i Herning Kongrescenter. 

Brug indkørslen fra Kampmannsgade, og kør hen foran porten. Så bliver du lukket ind i hal 2, hvor du kan stemme uden at stige ud af bilen. Muligheden gælder i tidsrummet 08.00-17.00. Du må også gerne parkere i kørehallen og gå ind i valglokalet.

Din ansøgning om at stemme på et andet afstemningssted end det du er tilknyttet, skal være indgivet til Herning Kommune senest den 16. marts 2026 kl. 15.00.

Du kan ansøge telefonisk ved at ringe til borgerservice på tlf. nr. 96 28 24 25 eller sende en mail (uden CPR) til bos-valg@herning.dk, hvor du skriver dine kontaktoplysninger.

Folkeregistret vil herefter bede dig udfylde et skema, som de sender til dig digitalt.

Herning Kommune tilbyder desuden gratis kørsel til og fra valgstedet til borgere, der er for svagelige til selv at befordre sig.

Tilmeld dig gratis kørsel på Rådhuset på telefon 96 28 40 01 og 96 28 40 02 senest mandag den 23. marts kl. 15.00. Du skal oplyse, hvornår du gerne vil hentes på valgdagen. 

Vi gør opmærksom på, at det ikke er muligt at bestille liggende transport. Her skal du i stedet benytte dig af muligheden for at brevstemme i hjemmet.

Hvis du ønsker at stemme på afstemningsdagen, men er i isolation grundet en sygdom, kan du følge Sundhedsstyrelsens anbefaling nedenfor:

"Anvend et CE-mærket mundbind og hold 2 meters afstand til andre, hvis du undtagelsesvis er nødt til at gå ud (…) Sørg for at gå ud på et tidspunkt, hvor du undgår at være i nærheden af andre."

Hvis du gerne vil stemme, men ikke ønsker at møde op i valglokalet på grund af frygt for smitte, har du mulighed for at stemme efter reglerne om såkaldte vognstemmer.

Dvs. at du kan stemme fra en bil parkeret ved afstemningsstedet. Det samme gælder, hvis du af øvrige helbredsmæssige årsager ikke ønsker at stemme i valglokalet.

Det kan for eksempel være, hvis du er svagsynet, mangler førlighed eller trapper og lignende besværliggør din adgang til valglokalet.

I disse situationer kan du blive udenfor valgstedet og i stedet ringe til valginformationen på telefon 96282380, som vil sørge for at sende to valgtilforordnede ud til dig med en stemmeseddel og en transportabel stemmeurne.

Har du en hjælper, kan vedkommende også henvende sig til en valgstyrer eller tilforordnet vælger i valglokalet. Den pågældende vil herefter tage dit valgkort med ind i valglokalet og hente en stemmeseddel til dig, som du kan udfylde udenfor, eventuelt i din bil eller lignende. En transportabel stemmeurne vil herefter blive bragt ud til dig og du kan lægge din stemmeseddel i urnen.

Valgstyrerne og de tilforordnede vælgere vil altid sikre, at du kan få lov til at stemme, uden at andre kan se, hvad du har stemt.

Hvis du på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke kan transporteres på valgdagen, har du mulighed for at søge om at brevstemme i hjemmet. Du kan brevstemme i hjemmet i perioden fra den 26. februar 2026 til fredag den 20. marts 2026.

Sidste frist for at ansøge om at stemme i eget hjem er torsdag den 12. marts kl. 18.00

Du skal kontakte Borgerservice på telefon 96 28 24 00, hvis du ønsker at søge om at brevstemme i eget hjem.

Hvis du på grund af handicap eller nedsat førlighed ønsker at stemme et andet sted i Herning Kommune end det, du er tilknyttet, skal du søge om det.

Hvis Kongrescentret eller Hammerum ikke er dit tildelte afstemningssted - og hvis du gerne vil bruge et hæve-sænke-bord, når du stemmer, så kan du søge om at blive overført til et de 2 valgsteder, hvor der er hæve-sænke-bord.

Din ansøgning om at stemme på et andet afstemningssted end det du er tilknyttet, skal være indgivet til Herning Kommune senest den 16. marts 2026 kl. 12.00.

Du kan ansøge telefonisk ved at ringe til borgerservice på tlf.: 96 28 24 25 eller sende en mail (uden CPR) til bos-valg@herning.dk, hvor du skriver dine kontaktoplysninger.

Folkeregistret vil herefter bede dig udfylde et skema, som de sender til dig digitalt.

Der vil være ikke-håndholdt lup, LED lampe og filtpen i mindst en af stemmeboksene på hvert afstemningssted. Yderligere vil der være et hæve-sænke-bord og CCTV tilgængelig på valgstedet i Hammerum og i Herning Kongrescenter.

I brevstemmeperioden vil det være muligt at brevstemme ved et hæve- og sænkebord og benytte en CCTV-skærm/LED lampe samt ikke-håndholdt lup i Borgerservice. På bibliotekerne vil der være ikke-håndholdt lup, Filtpen og LED lampe.

Hvis du har et fysisk eller psykisk handicap eller af andre grunde har brug for hjælp til at stemme på valgdagen, kan du få hjælp hertil eller benytte de hjælpemidler, der er stillet til rådighed på valgstedet.

På hvert stemmested vil der være ikke-håndholdt-lup, Filtpen og LED lampe, og der vil ydermere være hæve-sænke-bord og CCTV i Kongrescentret og i Hammerum.

Hvis du har brug for hjælp til at få forklaret stemmesedlen eller til at sætte dit kryds, kan du få hjælp til dette af to valgstyrere eller tilforordnede vælgere.

Du kan også vælge at få hjælp af en person, du selv har valgt, i stedet for den ene valgstyrer eller tilforordnede vælger.

Du må gerne medbringe dit eget skriveredskab til at sætte dit kryds, hvis du har det bedst med det. Der må dog ikke være tale om glimmertusch eller anden pen med særpræg. Farven bør være sort, blå, grøn eller rød. 

I Herning Kommune har vi knap 3000 gratis parkeringspladser til personbiler og motorcykler, heraf er de 108 handicappladser.

Se et kort over parkeringsmuligheder

For dig som vil brevstemme

Er du forhindret i at stemme på dagen, eller vil du bare stemme i god tid? Så kan du brevstemme.

Her kan du brevstemme

Du kan brevstemme flere steder i kommunen. Er du på plejehjem, sygehus eller i fængsel, hjælper personalet dig med at brevstemme.

Husk altid sundhedskort, kørekort eller pas, hvis du skal brevstemme.

I Borgerservice på Torvet i Herning kan du brevstemme fra torsdag d. 26. februar til og med fredag d. 20. marts 2026.

  • Du kan brevstemme inden for den normale åbningstid.
  • Du kan bestille tid, hvis du gerne vil undgå ventetid.
  • Du er naturligvis også velkommen til at komme uden en tid.

Bestil tid til at brevstemme her.

Hvis du har svært ved at bestille en tid, kan vi hjælpe dig på telefon 9628 2828, inden for Herning kommunes åbningstid.

Borgerservice har ekstraordinært åbent for brevstemmer lørdag 7. marts og lørdag d. 14. marts fra klokken 10.00-12.00, samt fredag d. 20. marts fra klokken 9.00 – 16.00, både med og uden tidsbestilling.

Brevstem på biblioteket

Se hvornår bibliotekerne har åbent for brevstemmer.

Hjælpemidler når du skal stemme

I brevstemmeperioden vil det være muligt at brevstemme ved et hæve-sænke-bord og benytte en CCTV-skærm/LED lampe i Borgerservice.
Der vil være LED lampe, ikke-håndholdt-lup og sort filtpen på alle brevstemmesteder.

Regler for valgplakater

En valgplakat i vejlovgivningens forstand er en valgagitatorisk meddelelse på en vejrbestandig plade, der ikke er større end 0,8 m2.

Valgplakaten skal være forsynet med navn, adresse, telefonnummer og e-mail på den person eller det parti, der har iværksat ophængningen.

Reglerne betyder, at det ikke kræver en forudgående tilladelse at ophænge almindelige valgplakater jf. ovenfor. Partiet eller kandidaten skal blot overholde de nedenstående regler for ophængningen. Opsætning af valgplakater på private fællesveje på landet kræver dog altid tilladelse fra vejejer.

Dog kræves der tilladelse fra vejmyndigheden såfremt der er et konkret ønske om at ophænge valgplakater større end 0,8 m2, bannere og variable valgplakater herunder skærme med levende tekst og billeder.

Valgplakater må ophænges i forbindelse med Folketingsvalg, Kommunal- og Regionalvalg, valg til Europaparlamentet, folkeafstemninger og andre valg, der afholdes på offentligretligt grundlag.

Valgplakater i forbindelse med Folketingsvalg, Kommunale og Regionale valg, Europaparlamentsvalg, folkeafstemninger og andre valg, der bliver afholdt på offentligretligt grundlag (eksempelvis Menighedsrådsvalg), må sættes op på offentlige veje og private fællesveje i perioden fra klokken 12.00 den fjerde lørdag før valgdagen til 8 dage efter valget. Ved Folketingsvalg må ophængning af valgplakater dog først ske, når statsministeren udskriver valg.

Ved Folketingsvalget i 2026 må valgplakater ophænges fra 28. februar kl. 12.00 indtil 1. april kl. 23.59.

Valgplakater på statsveje og kommuneveje må ophænges på vejbelysningsmaster, vejtræer, hegn, elforsyningsmaster og på indretninger fæstnet i jorden, der har til formål at fremvise valgplakater.

Valgplakater på private fællesveje i byer og bymæssige områder må alene ophænges på master til vejbelysningen og master til brug for elforsyningen.

  • På eller over motorveje, motortrafikveje og disse vejes rampeanlæg,
  • i midterrabatter, rundkørsler, midterøer og lignende på strækninger, hvor den tilladte hastighed er over 60 km/t.,
  • i midterrabatter, rundkørsler, midterøer og lignende på strækninger, hvor den tilladte hastighed midlertidigt er nedsat til 60 km/t. eller derunder,
  • på samme indretning som autoriseret afmærkning, herunder færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende vejudstyr,
  • på højspændingsmaster, transformerstationer, kabelskabe og lignende,
  • nærmere end 0,5 meter fra kørebanekant eller 0,3 meter fra cykelstikant målt fra nærmeste kant af valgplakaten,
  • lavere end 2,3 meter direkte over fortov eller cykelsti målt fra nederste kant af valgplakaten,
  • højere end 1,5 meter under laveste strømførende ledning målt fra øverste kant af valgplakaten,
  • på en sådan måde, at valgplakaten kan medføre skader på eller ændringer af vejtræer eller master til vejbelysning, hegn og indretninger til forsyningsvirksomhed.

Endvidere fremgår det af vejlovens § 84, styk 3 og privatvejslovens § 66 a, styk 4, at valgplakaterne ikke må ophænges på en sådan måde, at de dækker for den autoriserede afmærkning, forstyrrer oversigtsforholdene på vejen eller i øvrigt er til fare for trafiksikkerheden.

Valgplakaterne og de midler, der er brugt til at hænge dem op med (strips, snore og lignende), skal være taget ned igen senest 8 dage efter valg- og afstemningsdagen ved døgnets afslutning.

Valgplakater, som er ophængt i strid med reglerne, skal nedtages inden for 24 timer, efter at vejmyndigheden har udstedt påbud om nedtagning.

Vejmyndigheden kan nedtage valgplakater, som ikke er nedtaget inden for 24 timer, efter at vejmyndigheden har meddelt påbud om nedtagning eller er ophængt uden for det tilladte tidsrum.

Vejmyndigheden kan også nedtage valgplakater, som er ophængt i strid med reglerne i vejlovens § 84, styk 2-4, og privatvejslovens § 66 a, styk 3-5, og som ikke indeholder de krævede kontaktoplysninger på den fysiske eller juridiske person, som har iværksat ophængningen af valgplakaten.

Valgplakater, som udgør en umiddelbar og konkret fare for trafiksikkerheden, kan nedtages straks af vejmyndigheden eller politiet. Valgplakater, der er ophængt i strid med reglerne i vejlovens § 84, styk 4, eller privatvejslovens § 66 a, styk 3, vil som udgangspunkt udgøre en umiddelbar og konkret fare for trafiksikkerheden.

Vejmyndigheden skal herefter tage kontakt til ophængeren om at afhente den nedtagne valgplakat. Valgplakater, der ikke er afhentet senest 6 måneder efter valgdatoen, kan herefter destrueres.

Vejmyndighedens og politiets udgifter til nedtagning, opbevaring og reparation af beskadigede master, træer med mere betales som udgangspunkt af ophængeren.

Vejmyndighedens afgørelser og dispositioner vedrørende valgplakater kan ikke påklages til højere administrativ myndighed.

Ved Folketingsvalget i 2026 må valgplakater ophænges fra 28. februar kl. 12.00 indtil 1. april kl. 23.59.

Reglerne om ophængning af valgplakater på offentlige veje findes i vejlovens § 84 og § 85 og privatvejslovens §§ 66 a - 66 b for valgplakater på private fællesveje i byer og bymæssige områder.

Find dit afstemningssted

I Herning Kommune har vi 26 afstemningssteder til folketingsvalget 24. marts.

  • Arnborg

    Arnborg Hallen

    Sportsvej 18, Arnborg

  • Aulum

    Aulum Fritidscenter

    Markedspladsen 10, Aulum

  • Feldborg

    Feldborg Sognegård

    Bredgade 78, Feldborg

  • Gullestrup

    Gullestrup Sport og Kultur

    Trælundvej 3, Gullestrup

  • Haderup

    Haderup Kultur- og Idrætscenter

    Nygade 9, Haderup

  • Hammerum

    Hammerum-Gjellerup Hall'n - Maxihallen

    Frølundvej 41, Hammerum

  • Herning

    Kongrescentret

    Østergade 37, Herning

  • Hodsager

    Hodsager Multicenter

    Birkkjærvej 4, Hodsager

  • Ilskov

    Ilskov Forsamlingshus

    Ilskov Hovedgade 2, Ilskov

  • Kibæk

    Kibæk Krydsfelt Gl. Hal

    Velhustedvej 12, Kibæk

  • Kølkær

    Kølkær Selskabslokaler

    Nørlundvej 2, Kølkær

  • Lind

    ALPI Hallerne

    Kollundvej 33, Lind

  • Sdr. Felding

    Sdr. Felding Hallen

    Lupinvænget 2, Sdr. Felding

  • Simmelkær

    Simmelkærhus

    Troldbjergvej 12, Simmelkær

  • Sinding

    Sinding-Ørre Midtpunkt - Lille hal

    Skoletoften 7, Sinding

  • Skarrild

    Skarrild Kultur og Idrætscenter

    Skolevejen 6, Skarrild

  • Skibbild/Nøvling

    Skibbild/Nøvling Forsamlingshus

    Odinsvej 12, Skibbild

  • Snejbjerg

    Snejbjerg Hallerne

    Snejbjerg Hovedgade 74, Snejbjerg

  • Studsgård

    Studsgård Minihal

    Monhøjvej 36A, Studsgård

  • Sunds

    Multicenter Sunds

    Idrætsvej 2, Sunds

  • Sørvad

    Sørvad Kultur & Fritidscenter

    Vognstrupvej 11, Sørvad

  • Timring

    Timring Sportscenter

    Fuglsangsvej 15, Timring

  • Tjørring

    Nordvest Hallen

    Gilmosevej 18, Tjørring

  • Vildbjerg

    Vildbjerg Sports- og Kulturcenter - Multisalen

    Sports Allé 6, Vildbjerg

  • Vind

    Landsbycenter Vind

    Holstebrovej 20A, Vind

  • Ørnhøj

    Ørnhøj Minihal

    Halkjærvej 8, Ørnhøj