Du skal indskrive dit barn som elev i folkeskolen digitalt.
På privatskole
Hvis dit barn skal gå på en privatskole, skal du selv henvende dig til den enkelte skole. Hver skole har sine egne regler for indskrivning og optagelse, men i de fleste tilfælde er det en god idé at skrive dit barn op i god tid.
Bliver dit barn tilbudt en plads på en privatskole, kan du vælge at kontakte den kommunale distriktsskole, som barnet ellers skulle have gået på, og fortælle, at I ikke skal bruge pladsen.
I nogle kommuner skal man underrette den distriktsskole barnet er blevet indskrevet på. På den måde kan kommunen holde styr på, om den lever op til sit ansvar for, at ethvert undervisningspligtigt barn i kommunen bliver indskrevet i folkeskolen eller modtager undervisning.
Tidlig start
Hvis skole, dagtilbud og forældre sammen vurderer, at barnet er modent og kan følge en skoleundervisning, kan skolelederen i samrådet med barnets forældre beslutte, at barnet kan begynde i skole tidligere end normalt. Barnet kan tidligst begynde i skole i det kalenderår, hvor barnet fylder 5 år inden den 1. oktober.
Hvis forældre ønsker tidlig skolestart, kan de kontakte kommunens skoleforvaltning og få at vide, hvordan de skal forholde sig. De kan også henvende sig til den lokale folkeskole.
Sen start
Hvis I som forældre - i samråd med skolen og fx barnets daginstitution - vurderer, at jeres barn ikke er modent til at starte i skole som 6-årig, kan I anmode om, at der sker 1 års udsættelse af skolestart. Det er kommunalbestyrelsen, der skal godkende, at skolestarten bliver udsat. Beslutningen om at udsætte undervisningspligten skal træffes i kalenderåret, hvor barnet fylder 6 år og senest før skoleårets start den 1. august.