Udstillingen
Bag glaspartiet til venstre for Naturskolen findes Udstillingen. Her er der fire bord-bænke sæt (bordbænkesæt) og informationer om naturen i Herning Kommune.
Der er adgang alle dage kl. 8.00 - 21.00.
Der er adgang til et toilet, og en vindeltrappe fører op til en udstilling, 'Skovens hemmeligheder', med mange forskellige informationer om de dyr, der findes ved Løvbakke Naturcenter.
Legeplads og motionsbane
Bag Naturcenteret i fyrreskoven er der en naturlegeplads. Her er der gynger, rutsjebane, vippe, klatrevæg, pyramide-klatrevæg, armgang, edderkoppespind og balancebom.
Der er bordbænkesæt rundt på legepladsen og et lille overdækket madpakkehus med bålsted, hvor du selv skal medbringe brænde.
Affald lægges i containeren ved Naturskolen.
Følger du den asfalterede sti gennem naturlegepladsen ca. 200 m. videre, kommer du til et skilt med "motionsbane". Banen går gennem skoven og ender på naturlegepladsen. Ruten er markeret med røde stolper og piktogrammer. Banen er ca. 450 m lang og egner sig til personer fra 10 år.
Madpakkehuse og toiletter
Der findes 4 madpakkehuse i området.
Ved indgangspartiet finder du et fint madpakkehus med plads til 15-20 personer. Og i samme bygning findes der toiletter og et handicaptoilet.
I Udstillingen er der mulighed for at nyde sin medbragte mad med plads til ca. 15-20 personer. Også her er der et toilet.
Ved naturlegepladsen er der et madpakkehus med plads til ca. 12-15 personer.
Ved hovedindgangen til Dyrehaven er der et mindre madpakkehus med plads til cirka 6-8 personer. I samme bygning er handicapvenlige toiletter.
Offentlig grillhytte
Følger du den asfalterede sti fra Naturcentret venstre om, kommer du efter 300 meter til en plads med en offentlig grillhytte.
Hytten er overdækket med to bordbænkesæt i hver ende og et bålsted i midten. Du skal selv medbringe brænde, og affald skal tages med igen.
Handicapsti
Fra Naturcentrets P-plads kan du komme rundt i Løvbakkerne ad en asfalteret handicapsti.
Det er også muligt at komme på handicapstien fra P-pladsen ved hovedindgangen til Dyrehaven. Her er der tre P-pladser til handicapvogne.
Den asfalterede sti er 1,7 kilometer lang, og langs stien er der opsat bænke for hver 300 - 400 meter.
Hundeskov
Den indhegnede hundeskov ligger sydvest for Løvbakke Naturcenter. Der er fire selvlukkende låger, bænke i skoven samt stier på kryds og tværs. Størrelse: 6,7 ha.
Geocaching - Skattejagt i naturen
Geocaching er en aktivitet, hvor du ved hjælp af en GPS-modtager eller en smartphone kan finde "skatte". Den 3. maj 2000 er den første cache registreret i USA. I dag er de placeret over hele verden - også i Løvbakkerne.
For at kunne gå på cache-jagt, skal du oprette en profil på geocaching.com. Her offentliggøres koordinater og beskrivelser af stedet, hvor cachen er gemt.
Cachen er typisk en vejrbestandig beholder i varierende størrelser, som altid indeholder en logbog og ofte forskellige børnevenlige bytteting af ingen eller ringe værdi. Det kan være en hoppebold, en lup, et stykke legetøj eller lignende.
Du kan også være heldig at finde en geocoin eller en travel bug, som er særlige genstande, der er på rejse fra geocache til geocache. I Løvbakkerne er de fleste af cachebeholderne ammunitionskasser fra et militært overskudslager, så der er god plads til bytteting.
Der er også mulighed for handicapvenlig geocaching i Løvbakkerne. Handicap ruten er lavet, så cacherne kan findes og logges fra kørestol. Alle cacher er placeret langs asfalteret eller befæstet sti. Cacherne har forskellig udformning og er finurligt gemt oppe og nede.
Idéen er, at du skal finde en cache, skrive i logbogen og måske tage en af byttetingene og lægge en anden. Efterfølgende logges fundet på geocachens side på internettet.
Det er i øjeblikket placeret ca. 50 geocacher i området omkring Løvbakkerne, så der er rig mulighed for at gå på skattejagt.
Vær opmærksom på, at der ikke må lægges madvarer, slik, blomster eller andre ting, som kan tiltrække dyr eller mugne i cacherne.
Hvis du gerne vil vide mere, kan du kigge ind på hjemmesiden om geocaching.
Siden er på engelsk, men de små film har danske undertekster.
Natureventyr
Herning Kommune har indgået et samarbejde med appen Natureventyr. Det betyder, at børn og voksne nu syv steder i kommunen ganske gratis kan drage ud på eventyr langs børnevenlige ruter i naturen. Undervejs oplever I eventyr skrevet til områderne fyldt med sjov og udfordringer for børn og voksne.
Eventyrene er målrettet familier med børn i alderen 3-9 år, og de gør det nemt og sjovt for børnefamilier at gå på opdagelse i kommunens spændende naturområder. Via kort og GPS indbygget i appen går I fra kapitel til kapitel, og undervejs bliver børnene inddraget i fortællingen gennem spørgsmål og sjove udfordringer, der skal løses.
Download appen Natureventyr på din telefon og find det spændende Løvbakke eventyr Da Sif fik magiske superkræfter:
Her kommer I sammen med pigen Sif og trolden Trollo ud på en magisk rejse gennem skoven.
Området ved Løvbakke Naturcenter vil danne ramme om jeres tur, hvor målet er at blive optaget på Akademiet for Mægtig Magi. Undervejs må I både gøre brug af egernets klatreegenskaber, musens hurtighed og dåhjortens styrke.
Har du lyst til at finde flere natureventyr rundt i kommunen? Så finder du dem her på herningerkultur.dk.
Refleksløb
Tag din lommelygte med og gå på refleksløb i mørket! Ruten begynder ved Astronomistiens start på parkeringspladsen. Følg de små lysende reflekser, som sidder på træer, buske eller hegnspæle. Ruten tager cirka en time at gå. På vejen går du både på stier og gennem skov og krat.
Der er fem stop undervejs. Dem finder du i nærheden af de røde lysende reflekser. Ved de første fire stop finder du en boks. I disse bokse er der et lamineret ark med en opgave, du kan løse. Det femte stop er et særligt sted i skoven, hvor du skal lægge mærke til, hvordan træerne er plantet.
De fem stop er også en del af geocacherne i Løvbakkerne. Derfor er der alle fem steder en lille bog/papirrulle, hvor du kan skrive dato og navn.