I denne vejledning finder du oplysninger om hvilke muligheder og retningslinjer, der findes, ved etablering af nedgravede containere i Herning Kommune.
Herning Kommunes Genbrug og Affald, skal altid konsulteres i forbindelse med placering af nedgravede containere – uanset hvilken type det drejer sig om. Dette er for at sikre, at tilkørselsforhold, kapacitet og placering mv. er i overensstemmelse med til en hver tid gældende ”Regulativ for Husholdningsaffald i Herning Kommune”.
Herning Kommune tømmer ikke nedgravede containere, der ikke lever op til retningslinjerne i denne vejledning.
Ved alle nye projekter eller hvis der laves ændringer til eksisterende affaldsstationer, skal bygherre være opmærksom på, at det er de seneste krav fra Herning Kommune der skal overholdes, herunder også affaldssortering og tømningsfrekvens.
Der skal altid søges byggetilladelse når der etableres nedgravede containere. Ansøgning fortages gennem www.bygogmiljoe.dk
Har du spørgsmål til selve byggeansøgningen kan du kontakte Byggeri og Ejendomsdata, Herning Kommune på tlf. 96288015.
Alle nedgravede containere til private borgere, skal tilmeldes den kommunale tømningsordning i henhold til ”Regulativet for Husholdningsaffald i Herning Kommune”. Det betyder, at tømning af beholderne foranstaltes af Genbrug og Affald, Herning Kommune. Opkrævning af gebyr for tømning og bortskaffelse af affald foretages af Genbrug og Affald, Herning Kommune i henhold til gældende takstblad.
Der gælder følgende overordnede principper for nedgravede containere:
- Containeren skal være tilpasset den pågældende affaldsfraktion.
- Den skal være egnet til opbevaring og tømning af den pågældende affaldsfraktion.
- Containeren skal fungere hensigtsmæssigt ved brug og tømning.
- Det er altid ejers ansvar, at principperne og retningslinjerne i dette dokument overholdes.
Genbrug og Affald, Herning Kommune skal orienteres om valg af container inden indkøb. Genbrug og Affald, Herning Kommune skal orienteres og eventuelt besigtige containerne inden ibrugtagning. Dette tilbydes som en service overfor ejer, men det er alene ejers ansvar, at containerne kan fungere hensigtsmæssigt.
Hvis containerne bliver etableret uden vores vejledning og de ikke fungerer hensigts-mæssigt, påhviler det udelukkende ejer at afholde eventuelle udgifter til at foretage eventuelle ændringer så containerne kan tømmes igen.
NB: Bemærk, at denne vejledning ikke gælder nedgravede containere til glas. Hvis dette ønskes, skal der rettes henvendelse til Genbrug og Affald, hvorefter vi kan vejlede i hvordan der eventuelt kan søges tilskud til etablering, vilkår ved etablering af glascontainer samt andre relevante oplysninger vedr. dette.
Glas containere kan i øvrigt kun tømmes hvis de er monteret med 1 eller 2-krogssystem.