Følgende skilte kræver byggetilladelse (bemærk at digitale skilte altid kræver byggetilladelse, uanset størrelse og placering):
• Fritstående skilte med en højde > 1,5 meter
• Fritstående skilte med et areal > 1 m2
• Facadeskilte og bannere som har et areal på > 10 m2
• Facadeskilte, der opsættes vinkelret på bygningen, og som har et areal 0,5 m2
• Flagstænger med en højde > 8,5 meter
Almindelige byggepladsskilte (jf. skiltevejlednings afsnit 11.1) er imidlertid undtaget fra kravet om byggetilladelse på lige fod med de øvrige faste konstruktioner i tilknytning til byggepladser, som generelt ikke skal byggesagsbehandles.
Det forudsættes dog, at skiltene holdes på egen grund, ikke er skæmmende eller til gene for omgivelserne, ikke er til fare for blandt andet trafik- og brandsikkerhed og kan modstå de normalt forekommende statiske og dynamiske påvirkninger.
Det skal desuden bemærkes, at selvom et skilt ikke kræver byggetilladelse, så kan der være krav om indhentelse af andre tilladelser (eksempelvis fra vejmyndigheden eller politiet), ligesom du bør være opmærksom på, om skiltet er i strid med eventuelle tinglyste servitutter på ejendommen eller bestemmelser i en eventuel lokalplan.
Herning Kommune kan til enhver tid kræve et skilt fjernet, hvis det vurderes nødvendigt.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit skilt kræver byggetilladelse eller kan undtages, er du altid velkommen til at kontakte byggeri-teamet for en umiddelbar vurdering.