Den professionelle tvivl
Det er ikke altid muligt at få be- eller afkræftet en mistanke om overgreb mod børn. Derfor vil man ofte være i tvivl om, hvad der i virkeligheden er sket. Det kan føre til usikkerhed, tvivl og i værste fald handlingslammelse. Det er derfor vigtigt, at man i disse tilfælde drøfter situationen med sine nærmeste kolleger og leder. Man kan også kontakte Fremskudt Team eller Sundhedsplejen, hvis man har behov for faglig sparring.
Når man søger faglig sparring, er det vigtigt, at man er opmærksom på tavshedspligten. Ved sparring på egen arbejdsplads kan man drøfte børn med leder og med de kollegaer, der har opgaver i forhold til barnet (f.eks. stuepersonalet i dagtilbuddet, lærerteamet i skolen). Hvis der er tale om sparring med tværfaglige samarbejdspartnere, drøfter man barnets forhold anonymt eller med samtykke fra forældrene.
Børns tegn og reaktioner
Børns tegn og reaktioner på overgreb er komplekse og flertydige. Det er derfor ikke muligt at udarbejde en facitliste, der rummer alle tegn og reaktioner, som kan bruges som tjekliste, når man har en mistanke om overgreb.
Punkterne nedenfor beskriver derfor mulige tegn og reaktioner på overgreb mod børn og unge, som kan bidrage til at skærpe opmærksomheden omkring disse.
Beskrivelsen af mulige tegn og reaktioner hos barnet skal altid læses som opmærksomhedspunkter, og de skal sættes i forhold til den viden, man i øvrigt har om det konkrete barn og dets familie.
- Hvor gammelt er barnet?
- Hvor modent er barnet?
- Hvordan er barnets livsvilkår, og i hvilken kontekst kommer barnets mistrivsel eller bekymrede adfærd til udtryk?
- Hvad er konkret observeret, og hvad har barnet eventuelt selv givet udtryk for?
Det er meget få tegn og reaktioner, som er helt specifikke for de tre overgrebsformer. Og børn kan opleve overgreb uden at udvise tegn og reaktioner, eller reaktionerne kan vise sig måneder eller år efter de traumatiske hændelser.
Fysiske tegn
- Mærker efter slag
- Brandmærker
- Mærker efter kvælningsforsøg
- Knoglebrud
- Shaken baby-syndrom
- Hyppige skadestuebesøg
- Psykosomatiske smerter
- Søvnvanskeligheder
- Overreaktion på pludselige bevægelser og lyde
- Fysisk og adfærdsmæssige udviklingsforsinkelse
- Rødme, kløe, rifter ved kønsdele
- Sår/revner i mund og mundvige og sår/skader i mundhulen
- Underlivslidelser
- Manglende kontrol over afføring og vandladning
- Mave- og fordøjelsesproblemer
- Søvnvanskeligheder
- Vanskeligheder med kropslig kontakt, berøring, manglende blufærdighed
- Mangelfuld eller overdreven personlig hygiejne
- Påfaldende kropslugt, eksempelvis af sæd
- Tidlig seksuel aktivitet
- Tidlig graviditet og abort
- Forsøg på at tilbageholde fysisk udvikling
- Vanskeligheder med at synke, samt bestemte fødevarer kan vække ubehag
Psykiske tegn
- Tristhed/tavshed
- Indadvendthed/isolation
- Øget oplevelse af utryghed
- Mistillid til andre
- Dissociation, og barnet kan være virkelighedsfjernt
- Lav selvfølelse/selvværd
- Hjælpeløshed, magtesløshed
- Depressionssymptomer
- Angstsymptomer
- Vanskeligheder ved at løsrive sig fra forældre/eller barnet løsriver sig for hurtigt
- PTSD-symptomer
- Svingende humør
- Selvdestruktiv adfærd, herunder spiseforstyrrelser og stofmisbrug
- Let vakt frustration eller tristhed
- Mareridt
- Skyldfølelse
- Skamfølelse
- Forvirring omkring identitet
- Oplevet mangel på sammenhæng i barnets fortællinger
Adfærdsmæssige tegn
- Ændring i adfærd
- Udadreagerende og/eller aggressiv adfærd
- Koncentrations-/indlæringsvanskeligheder
- Regredierende adfærd og tab af kompetencer
- Seksualiseret adfærd, herunder usædvanlig optagethed eller interesse og viden om seksualitet
- Vanskeligheder ved at aflæse grænser i det sociale felt
- Dominerende i leg eller situationer med andre børn, selvom de andre børn udtrykker ubehag
- Overdreven/tvangspræget onani
- Lege, som viser seksuel aktivitet, der ligger ud over det forventelige af et barn på det givne alderstrin eller mentale stadie
- Overtilpasset adfærd – ”lille voksen”
- Hyperaktiv/urolig
- Let vakt frustration eller tristhed
- Selvdestruktiv adfærd, spiseforstyrrelser, misbrug
- Frygt/modvilje mod bestemte personer/steder
- Udvikling af specielt kropssprog, kropsholdning, gangart, påklædning
- Selvmordstanker
- Undgår situationer, hvor blå mærker kan ses
- Udfordringer med impulshæmning
- Øget risikoadfærd
- Undgåelse eller tilbagetrækning
- Ændringer i kontaktbehov – enten afviser fysisk berøring og omsorg eller bliver mere opsøgende i fysisk kontakt
Hvordan kan man tale med barnet om overgreb?
Hvis man som fagperson bliver betroet en ’hemmelighed’ fra et barn, kan man være usikker på, hvad man må snakke med barnet om. Man kan være af den opfattelse, at man ikke må snakke med barnet inden det er videoafhørt af politiet. Men jo, det må man godt! Det er en væsentlig del af opsporingsprocessen at tale med barnet.
Børn, der har været udsat for overgreb, kan føle skyld og skam, de kan være bange for konsekvenserne af at fortælle om overgrebet eller være præget af loyalitet eller ambivalente følelser for den, der har begået overgrebet. Der kan derfor være brug for, at de voksne tager initiativ til at tale med barnet, hvis der opstår mistanke om, at barnet har været udsat for overgreb.
Det er vigtigt at rumme barnets udsagn, hvis barnet selv tager initiativ til at fortælle om et overgreb. Det vil sige at lytte til barnets udsagn uden at give udtryk for de følelser, man kan blive ramt af, og uden at placere ansvar eller skyld for det, der er sket.
Når man taler med barnet, er det vigtigt, at man ikke ’afhører’ barnet eller optager, hvad barnet fortæller. Det er i stedet vigtigt at man stiller nysgerrige, undrende og åbne spørgsmål.
Hvis barnet fx fortæller at ”far/mor/bonusfar har rørt ved min tissemand”, er man nødt til at spørge barnet ind til, hvad der er sket. Dette for at klarlægge, om der fx er tale om en uskyldig badesituation eller om der er reel grund til bekymring for, at barnet har været udsat for overgreb.
Det er vigtigt, at man bruger åbne spørgsmål som eksempelvis:
- Hvad sker der? Hvem gør det?
- Hvordan gør han/hun det?
- Hvor har du set/hørt det?
- Kan du vise mig, hvad der skete?
- Kan du sige lidt mere om det?
Disse spørgsmål har til formål at be- eller afkræfte, om der er grund til at være bekymret for barnet, og om der er grundlag for handling. Ledende spørgsmål kan skabe tvivl om, hvad der reelt var barnets oplevelse, og så tvivl om barnets troværdighed
Efter en samtale om overgreb med et barn er det vigtigt at runde samtalen af, bekræfte barnet i, at det har handlet rigtigt, og at det kan forvente hjælp fra den voksne. Derudover er det vigtigt, at man skriver samtalen ned så hurtigt og præcist som muligt. Gerne i ’direkte tale’ og med brug af barnets egne ord.
Grooming
Som fagperson er det vigtigt at kende til begrebet grooming, så man har mulighed for at få øje på eventuelle grooming processer og reagere på dem. Grooming kan særligt finde sted over de sociale medier, hvor børn og unge i stigende grad færdes.
Grooming er betegnelsen for en proces, hvor den voksne opbygger en relation til barnet ved at anvende manipulation, løgne, smiger og ros og påføre barnet ansvar og skyldfølelse. Derved nedbrydes barnets grænser gradvist, og det ender med at medvirke, tilsyneladende frivilligt, i seksuelle aktiviteter. Relationen kan fastholdes over tid ved at bruge trusler og tvang. Netop fordi relationen bygger på tillid, tryghed og oplevelsen af at have fundet en allieret/en beskytter, vil det være vanskeligt for barnet at fortælle hemmeligheden.
Alle børn og unge kan være i risiko for at blive manipuleret i en groomingproces, men sårbare børn, herunder børn med handicap, er i særlig risiko for dette, fordi de kan have vanskeligt ved at mærke og give udtryk for egne grænser, og fordi de kan savne kontakt og opmærksomhed.
Særligt udsatte grupper af børn
Udover at være opmærksom på tegn og reaktioner på overgreb er det væsentligt at kende til faktorer, der gør børn særligt sårbare i relation til vold og seksuelle overgreb.
Forskningen viser, at tre grupper af børn er i særlig risiko for at blive udsat for vold
og seksuelle overgreb. Det drejer sig om:
- Børn med funktionsnedsættelser
- Anbragte børn
- Socialt udsatte børn
Børn med funktionsnedsættelser har i markant højere grad end jævnaldrende uden funktionsnedsættelser oplevet vold eller seksuelle overgreb. Det gælder både børn med funktionsnedsættelser, som bor hjemme, og som er anbragt uden for hjemmet [1]. Barnets handicap kan udgøre en særlig faglig udfordring, når det gælder opsporing af vold eller seksuelle overgreb. Det skyldes, at det kan være vanskeligt for barnet at kommunikere med omverdenen, og som fagperson kan man derfor være i tvivl om, hvorvidt en bekymrende adfærd skyldes barnets handicap eller overgreb. Du kan læse mere om denne gruppe børn og unge i Socialstyrelsens ’Håndbog om vold og seksuelle overgreb mod børn med handicap’.
Undersøgelser viser også, at anbragte børn og unge oftere er udsat for vold og seksuelle overgreb end andre børn og unge. Volden og overgrebene finder sted både forud for og under anbringelsen, i anbringelsen og uden for anbringelsen [2].
Slutteligt viser undersøgelser, at socialt udsatte unge oftere oplever fysisk vold i og uden for hjemmet end andre unge. Social udsathed dækker eksempelvis over, at de unge har dårligere trivsel og lavere fagligt niveau i skolen end jævnaldrende, og at de unges forældre har et lavere uddannelsesniveau og svagere arbejdsmarkedstilknytning end jævnaldrendes forældre[ 3].
[1] Socialstyrelsen (2020): Kommunale beredskaber til forebyggelse, opsporing og håndtering af overgreb mod børn og unge – en guide til kommuner.
[2] Laustsen, Mette m.fl. (2015): Anbragte 15-åriges hverdagsliv og udfordringer - del II. VIVE.
[3] Oldrup, Helene m.fl. (2011): Vold mod børn og unge. SFI.