Begrundelse for offentlig høring af afgrænsningsnotat
Herning Kommunes Byplan- og bosætningsudvalg har på mødet den 27. april 2026 godkendt, at der igangsættes ny planlægning for et Cronhammar Museum i Birk Centerpark.
Realisering af Cronhammar Museet forudsætter udarbejdelse af en ny lokalplan, der skal udlægge areal til formålet og fastlægge de planmæssige bestemmelser for bebyggelse, anvendelse, adgangsforhold og parkering.
På baggrund af lokalplanens og projektets beliggenhed kan der være risiko for påvirkning af beskyttede bilag IV-arter, herunder flagermus, og derfor har forvaltningen udarbejdet et afgrænsningsnotat for en samlet miljørapport omfattende både miljøvurdering af planen og miljøkonsekvensvurdering af projektet.
I henhold til miljøvurderingsloven gælder der forskellige regler for offentlighedens inddragelse afhængigt af, om der er tale om miljøvurdering af planer eller projekter. For projekter omfattet af lovens regler om miljøkonsekvensvurdering (VVM) følger det af § 35 stk. 3, nr. 2, at offentligheden og berørte myndigheder skal have mulighed for at afgive udtalelse i forbindelse med fastlæggelsen af miljørapportens indhold (afgrænsningen).
Formålet med høringen er at sikre, at relevante myndigheder og offentligheden får mulighed for at bidrage til fastlæggelsen af, hvilke miljøforhold der skal indgå i den videre miljøvurdering, samt at skabe gennemsigtighed i processen.
Den offentlige høringsfase er fastsat til 14 dage og vil være fremlagt i perioden fra den 16. juni 2026 til og med den 30. juni 2026.
Høringssvar skal være modtaget senest tirsdag den 30. juni 2026 og indsendes skriftligt pr. e-mail til bek@herning.dk eller alternativt pr. post til Herning Kommune, Planafdelingen, Torvet 5, 7400 Herning.
Se afgrænsningsnotat for Miljørapport og miljøkonsekvensrapport Cronhammar Museet i Birk
