Aktivitetshuset Vildbjerg

Dette er tilsynsrapporten for Aktivitetshuset Vildbjerg.

Dato for tilsyn: 5. maj 2026

HR Kvalitet og Tilsyn fører tilsyn på vegne af Kommunalbestyrelsen, der har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses. Tilsynsbesøg skal medvirke til, at kommunalbestyrelsen kan foretage en løbende og systematisk opfølgning på indsatsen over for de sårbare ældre, mennesker med handicap mv. Tilsynet omfatter både indholdet af daghjemmene og den måde, opgaverne udføres på, jf. Retssikkerhedslovens § 16.

Endvidere skal der føres et generelt og driftsorienteret tilsyn med tilbud efter Serviceloven. Det driftsorienteret tilsyn omfatter tilsyn med daghjemmenes personale, bygninger og økonomi. jf. Servicelovens § 148a.

Formålet med tilsynet er bl.a. at føre tilsyn med, at borgerne får den hjælp, som de har ret til efter loven og efter de beslutninger, som kommunen har truffet. Derudover at påse at hjælpen er tilrettelagt og bliver udført på en faglig og økonomisk forsvarlig måde, som myndigheden inden for lovgivningens rammer har besluttet, der skal være i kommunen.

Desuden er det i vejledningen til magtanvendelsesbestemmelserne i Serviceloven beskrevet, at tilsynet skal påse, om indberetningerne af magtanvendelse giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser.

Konceptet tager også udgangspunkt i Herning Kommunes Kvalitetsstandard for Daghjem godkendt af Social- og Sundhedsudvalget af 15. juni 2022.

På baggrund af ovenstående har HR Kvalitet og Tilsyn udvalgt 3 Kvalitetsmål, som er dækkende for lovgivningens krav til tilsynet:

At daghjemmet sikrer, at der er en sammenhængende indsats tilrettelagt ud fra den enkeltes behov

At daghjemmet understøtter borgerens velvære og trivsel, herunder at vedligeholde færdigheder

At daghjemmet forebygger magtanvendelser

Kvalitetsmålene belyser lovgivningens krav til at påse, om borgerne får den hjælp, de har ret til, at hjælpen tilrettelægges på en forsvarlig måde, at personalets kvalifikationer svarer til den opgave, daghjemmet skal løse samt om de indberettede magtanvendelser giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser.

Den del af tilsynet, som omhandler bygninger og økonomi, varetages af andre afdelinger i Herning Kommune.

Kvalitetsmål 1: At tilbuddet sikrer, at borgeren har selvbestemmelsesret og borgeren udvikler mestringsstrategier

HR Kvalitet og Tilsyn konkluderer, at Aktivitetshuset Vildbjerg, på meget tilfredsstillende vis sikrer, at borgeren har selvbestemmelsesret og medindflydelse på deres beskæftigelse.

Personalet sikrer borgerens værdighed, tryghed og selvbestemmelse.

Aktivitetshuset Vildbjerg har fokus på at sikre at borgerne forstår de indsatsmål, der er udarbejdet i den enkelte borgers handleplan, ligesom personalet inddrager borgerne i at få udarbejdet konkrete delmål, som borgerne forstår og kan relatere sig til, samt har et ønske om at arbejde med.

Personalet inddrager borgerne og dermed borgernes interesser og ønsker i planlægningen, udførsel og evaluering af aktiviteterne i Aktivitetshuset Vildbjerg.

Aktivitetshuset Vildbjerg har i samarbejde med alle borgerne udarbejdet personlige mapper med forskellige støttesystemer, så den enkelte borger selv kan fortælle med fx billeder, hvad vedkommende gerne vil deltage i, udføre af aktiviteter, og den personlige mappe kan danne grundlag for en løbende drøftelse mellem personalet og den enkelte borger om, hvordan borgeren har det og syntes det går.

Ved tilsynet har 2 borgere fremvist, hvordan deres enkelte mapper ser ud, og hvordan disse bruges.

Der er et stort fokus på borgerinddragelse og medindflydelse.

Aktivitetshuset Vildbjerg har ligeledes fokus på at skabe praktikker for borgerne i det omgivende samfund. Dette medfører at der er mulighed at øge borgerens selvstændighed og udvikling.

HR Kvalitet og Tilsyn konkluderer, at Aktivitetshuset Vildbjerg på meget tilfredsstillende vis sikrer, at borgerne udvikler mestringsstrategier og relationer

Aktivitetshuset støtter borgerne i at leve et selvstændigt liv, i overensstemmelse med borgernes egne ønsker og behov.  Personalet har fokus på at understøtte borgerne i at udvikle ressourcer og mestringsstrategier i hverdagen, dette ved at være undersøgende på, hvad borgerne gerne vil arbejde med, hvordan borgerne har det og trives de.

Der er fokus på at få talt med borgerne om morgenen og i løbet af dagen, hvordan deres dag har været også med henblik på få tilpasset aktiviteterne til borgerens niveau.

De to borgere, som HR Kvalitet og Tilsyn talte med, oplyste, at de er tilfredse med at være på Aktivitetshuset, og taler med personalet om deres liv og fremtid og får støtte til at arbejde med de ønsker de har.

De to borger HR Kvalitet og Tilsyn talte med, føler at de får den hjælp fra personalet, som de har behov for. Borgerne oplever, at personalet inddrager dem i udarbejdelsen af deres mål og aktiviteter, og de oplever at få støtte til at arbejde med det der er svært for dem, samtidig med at de får mulighed for at arbejde med deres ønsker for hverdagen. De er begge glade for at være i Aktivitetshuset.

Kvalitetsmål 2: At tilbuddets pædagogiske metoder og handleplan medvirker til at sikre borgerens trivsel og ønskede udvikling.

HR Kvalitet og Tilsyn konkluderer, at Aktivitetshuset Vildbjerg på meget tilfredsstillende vis anvender pædagogiske metoder og handleplaner, som medvirker til at sikre borgernes trivsel og ønskede udvikling.

HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at Aktivitetshuset Vildbjerg har et klart formål med indsatsen for den enkelte borger og personalet arbejder hele tiden med at understøtte borgeren i at opnå de mål, der er sat for den enkelte borgers udvikling.

Personalet har i samarbejde med borgerne evalueret målene hver 14. dag, samtidig med at borgerne er med til at formulere deres egne delmål. Personalet har fokus på hele tiden at være undersøgende på, hvordan den enkelte borger skal understøttes for at trives i Aktivitetshuset. Der er meget fokus på at udvikle og finde de støttesystemer, der er behov for ved den enkelte borger. Fx i samarbejdet med borgere med sproglige udfordringer, anvendes der meget billeder, således borgeren kan identificere sig selv med aktiviteterne, og billederne kan også være en måde, hvorpå borgerne kan bede om hjælp og vise, hvad de skal have hjælp til.

HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at tilbuddets pædagogiske metoder medvirker til at sikre den enkelte borgers trivsel og ønskede udvikling. 

Aktivitetshuset Vildbjerg anvender bla. KRAP, LA2 og neuropædagogik som metode, og personalet har løbende faglige drøftelser ud fra balancemodellen/ETIKOS - etiske landskab, så personalet hele tiden er opmærksomme på den tilgang de har til den enkelte borger. 

De 2 borgere HR Kvalitet og Tilsyn talte med, syntes at de er med til at bestemme selv hvilke mål der skal arbejdes med samt hvilke aktiviteter og opgaver de skal lave.

Kvalitetsmål 3: At tilbuddet håndterer og forebygger magtanvendelser

HR Kvalitet og Tilsyn konkluderer, at Aktivitetshuset Vildbjerg på meget tilfredsstillende vis forebygger magtanvendelser.

Personalet har en procedure for om en evt. magtanvendelse skal indberettes eller søges om. Hvis personalet er i tvivl om noget er en magtanvendelse, vil de altid sparre med ledelsen, så dette giver et indtryk af, at ledelsen har udstukket klare rammer i forhold til situationer, som kan være magtanvendelse eller andet indgreb i borgerens selvbestemmelsesret.

Personalet arbejder forebyggende med fokus på at undgå magtanvendelser

Konklusion:

På baggrund af ovenstående vurderes det, at Aktivitetshuset Vildbjerg på meget tilfredsstillende vis sikrer, at borgernes selv- og medbestemmelsesret er sikret, samt understøtter borgernes udvikling og læring, således borgeren kan indgå og deltage i beskæftigelse og samfundsliv.

Tilbuddet støtter desuden borgerne i at leve et selvstændigt liv i overensstemmelse med egne ønsker og behov, samt understøtter borgernes ressourcer og dermed trivsel.

Tilbuddets pædagogiske metoder medvirker desuden til at understøtte borgernes trivsel og udvikling, og der arbejdes med klare mål for indsatsen.

Tilbuddet har endvidere fokus på reglerne om magtanvendelse og arbejder forebyggende.

Tilsynet giver ikke anledning til anmærkninger.

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?