Sørvad Plejecenter

Dette er tilsynsrapporten for Sørvad Plejecenter.

Dato for tilsyn: 19. marts 2024

HR Kvalitet og Tilsyn fører tilsyn på vegne af Kommunalbestyrelsen, der har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses.

Tilsynet omfatter både indholdet af plejecentrene og den måde, opgaverne udføres på, jf. Retssikkerhedslovens § 16.

Endvidere skal der føres et generelt og driftsorienteret tilsyn med tilbud efter Serviceloven. Det driftsorienteret tilsyn omfatter tilsyn med plejecentrenes personale, bygninger og økonomi. jf. Servicelovens § 148a.

Desuden er der pligt til at føre tilsyn med løsningen af de opgaver, som myndigheden har truffet afgørelse om i henhold til §§ 83, 83 a og 86 i lov om social service, og i henhold til kommunalbestyrelsens vedtagne kvalitetsstandarder, jf. Lov om Social Service § 151.

Dette betyder, at formålet med tilsynet bla. er at påse, at borgerne får den hjælp, som de har ret til efter loven og efter de beslutninger, som kommunen har truffet. Derudover at hjælpen er tilrettelagt og bliver udført på en faglig og økonomisk forsvarlig måde, som myndigheden inden for lovgivningens rammer har besluttet, der skal være i kommunen.

Endvidere fremgår det af vejledningen til magtanvendelsesbestemmelserne punkt 124, at tilsynet skal påse, om indberetningerne af magtanvendelse giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser.

På baggrund af Retssikkerhedslovens § 16, Servicelovens § 148a og § 151 samt kapitlet om magtanvendelser, og med udgangspunkt i Herning Kommunes Kvalitetsstandard for ydelser i plejeboliger, har HR Kvalitet og Tilsyn udvalgt 3 Kvalitetsmål, som er dækkende for lovgivningens krav til tilsynet:

  • At plejecentret sikrer, at der er en sammenhængende indsats tilrettelagt ud fra den enkeltes behov.
  • At plejecentret understøtter borgerens velvære og trivsel.
  • At plejecentret forebygger magtanvendelser.

Kvalitetsmålene belyser lovgivningens krav til at påse, om borgerne får den hjælp de har ret til, at hjælpen tilrettelægges på en forsvarlig måde, at personalets kvalifikationer svarer til den opgave, plejecentret skal løse samt om de indberettede magtanvendelser giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser.

Den del af tilsynet, som omhandler bygninger og økonomi, varetages af andre forvaltninger i Herning Kommune.

For friplejeboliger gælder endvidere, at de skal leve op til friplejeboligcertificeringen.

Kvalitetsmål 1: At plejecentret sikrer, at der er en sammenhængende indsats tilrettelagt ud fra den enkeltes behov

HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at Sørvad Plejecenter på tilfredsstillende vis sikrer, at borgerne får en sammenhængende indsats tilrettelagt ud fra borgernes behov.

Personalet afholder indflytningssamtaler med den enkelte borger senest en måned efter indflytning. Her får man drøftet borgerens ønsker til hjælpen og støtten, døgnrytme, ønsker til mad mv. Herudover orienterer personalet borgeren og de pårørende om den hjælp og støtte, borgeren kan få på plejecentret.

Det er også under indflytningssamtalerne, at personalet forsøger at sikre, at de får borgerens livshistorie, da den er vigtig i arbejdet med borgeren. Ligesom det er vigtigt at høre de pårørende, da de pårørende kender borgeren bedst.

Plejecentret har en tjekliste personalet anvender, for at sikre at personalet når igennem alle emner.

Personalet har fokus på at sikre, at borgerens funktionsniveau bibeholdes så længe som muligt, og at borgeren klarer det borgeren selv kan, så længe som muligt.

Personalet oplyser, at alle borgerne ved indflytning bliver vejet og ernæringsscreenet. Og personalet har fokus på at sikre, at borgerne får den rette kost og væske, ligesom der er samarbejde med terapeuter og køkkenpersonalet for at sikre, at den enkelte borger får den rette kost og væske. Derudover foretager personalet løbende vurderinger af, om der er behov for at iværksætte forskellige tiltag, ligesom borgernes ønsker til kost og væske inddrages. Fx observerer personalet i spisesituationerne, for at se om en borger hurtigere udtrættes, har dysfagi, andre problematikker. Hvis det er tilfældet, bliver en ergoterapeut og køkkenet inddraget.

HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at Sørvad Plejecenter på meget tilfredsstillende vis, dækker borgernes behov for ernæring og væske.

De tre borgere, som HR Kvalitet og Tilsyn talte med, er alle tilfredse med den hjælp og støtte de får af personalet i hverdagen. De er meget glade for at bo på plejecentret og for det faste personale.

Borgerne synes, de kan bede om den hjælp de har brug for, og føler at de bliver talt pænt til af personalet og behandlet godt. Borgerne kunne dog godt tænke sig, at der var mere personale på arbejde, og personalet havde mere tid til at snakke med borgerne, uden det behøvede at omhandle pleje og støtte.

Dog oplyser nogle af borgerne ved tilsynsbesøget, at borgerne nogle kan komme til at vente længe, når de trykker på kald efter personalet. Nogle gange kommer personalet og siger, hvis de kommer senere, andre gange kommer de først efter noget tid. Det kan f.eks. medføre at   en borger trykker ekstra på kalderen, hvis borgeren syntes der går for længe. Her kan borgeren dog fortsat vente, før personale kan komme.

Det kan være utrygt for borgerne at vente på at personalet kommer, når de trykker kald, idet personalet ikke ved, hvorfor den enkelte borger har trykket kald, og borgeren ikke ved om personalet kommer om 5, 10 minutter eller senere end det.

Borgerne giver dog udtryk for, at de er klar over, at personalet hjælper andre borgere, hvis personalet ikke kommer, når borgerne trykker på kald.

Hvis HR Kvalitet og Tilsyn skulle have vurderet målet som meget tilfredsstillende, skulle plejecentret sikre, at borgerne ikke oplever unødig lang ventetid på at få den rette hjælp, når de kalder efter personalet. Dette da borgerne giver udtryk for at det er utrygt for borgerne at vente, da de ikke ved, hvor længe der går, før personalet kommer, ligesom personalet heller ikke ved om borgeren har brug for akut hjælp, når borgeren kalder.

På baggrund af ovenstående gives der en anbefaling i slutningen af Tilsynsrapporten.

Drøftelse med plejecentret efter tilsynet:

HR Kvalitet og Tilsyn drøfter muligheden for et kaldesystem med personalet, hvor personalet evt. kan trykke sig ind og tale med den borger der har kaldt, for at sige personalet kommer om lidt/følge op på, hvorfor borgeren har kaldt.

Det er HR og Kvalitets vurdering, at det ville være godt for både borgerne og personalet, hvis der var et sådant kaldesystem, for at sikre at borgerne ikke føler sig utrygge, fordi borgerne ikke ved, om personalet har hørt kaldet, og hvornår personalet kommer.

Kvalitetsmål 2: At plejecentret understøtter borgerens velvære og trivsel

HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at Sørvad Plejecenter understøtter borgernes velvære og trivsel på meget tilfredsstillende vis.

Personalet oplyser borgerne om de forskellige muligheder for aktiviteter, der er på plejecentret dagligt via dialog mellem personalet og borgerne. Derudover er der en aktivitetskalender på afdelingerne, hvor alle borgerne kan de aktiviteter der er i løbet af en måned.

Personalet er endvidere opmærksomme på at hjælpe de borgere, der ikke selv kan komme afsted, til den pågældende aktivitet.

Der er bla. mulighed for gåture med vennekredsen, gudstjenester, dameklub, wellness, stolegymnastik, mandetur. Der kommer også en besøgshund, ligesom pårørende ofte også inviteres ind til at deltage i de aktiviteter, der foregår.

Plejecentret sikrer derved, at der er meningsfyldte aktiviteter i hverdagen.

Personalet er ligeledes opmærksomme på at sikre struktur og forudsigelighed i borgernes hverdag, og taler altid med borgerne om aktiviteterne ud fra den enkelte borgers egen interesse. 

Der hvor borgerne ikke selv er i stand til at opretholde kontakten med de pårørende, støtter personalet borgene i at opretholde kontakten.

De tre borgere, som HR Kvalitet og Tilsyn talte med, oplyser at de er glade for at bo på plejecentret. Personalet er søde og hjælpsomme og borgerne er glade for aktiviteterne og at der udbydes flere forskellige aktiviteter på plejecentret.

Kvalitetsmål 3: At plejecentret forebygger brugen af magtanvendelser

HR Kvalitet og Tilsyn konkluderer, at Sørvad Plejecenter på meget tilfredsstillende vis forebygger magtanvendelser. Medarbejdergruppen har fokus på, hvornår en handling er en magtanvendelse eller et indgreb i selvbestemmelsesretten. Det drøftes løbende i personalegruppen, hvis personalet er i tvivl om, hvorvidt en handling har været en magtanvendelse eller ej.

Der arbejdes med forskellige pædagogiske tiltag som Marte Meo og Nada samt inddragelse af relevante samarbejdspartner, fx en demenskonsulent. Personalet giver borgerne pauser og venter med at yde støtte og pleje til borgeren er klar.

Personalet oplyser, at de hjælper hinanden med at afdække, om en hændelse har været en magtanvendelse, hvilke hændelser der skal indberettes og hvilke foranstaltninger, der kan søges tilladelse om ifølge reglerne om magtanvendelse. Personalet giver udtryk for, at de altid søger sparring ved ledelsen og ressourcepersonen i situationer, hvor de er i tvivl om en handling er en magtanvendelse eller andet indgreb i selvbestemmelsesretten.

Der sker introduktion til nye medarbejdere. Introduktionen er en introduktion i hele personalehåndbogen, samt materialet omkring magtanvendelser og andre indgreb i selvbestemmelsesretten.

Personalet kan fortælle, hvorledes man indberetter akutte magtanvendelser, ansøger om tilladelser og indberetter månedligt på givne tilladelser.

Konklusion:

På baggrund af ovenstående vurderer HR Kvalitet og Tilsyn samlet set, at Sørvad Plejecenter på tilfredsstillende vis opfylder de 3 kvalitetsmål.

Plejecentret sikrer, at borgerne får den nødvendige og tilstrækkelig hjælp/støtte på områder, hvor den personlige funktionsevne er utilstrækkelig. Og der sker en sammenhængende indsats ud fra den enkelte borgers behov.

Personalet har fokus på, at borgerne får hjælp til at opretholde den personlig hygiejne, personalet sikrer borgernes behov for ernæring og trivsel, ligesom personalet understøtter borgernes velvære og trivsel. Borgerne bliver inddraget i dagligdagen, og der er fokus på at støtte borgerne i kontakten med pårørende mv. ligesom personalet støtter borgerne i deltagelse i aktiviteter på Plejecentret.

Plejecentret har ligeledes fokus på at arbejde med at forebygge og undgå magtanvendelser i stor udstrækning, og har fokus på borgernes selvbestemmelsesret.

Den samlede vurdering er imidlertid påvirket af, at to ud af tre borgere, som HR Kvalitet og Tilsyn talte med, udtrykker utilfredshed med, at når borgerne trykker kald for hjælp fra personalet, går der længe før personalet kommer. De giver udtryk for, at dette skaber en utryghed hos dem.

Tilsynets anbefalinger:

Gives på baggrund af at plejecentret ikke lever op til anerkendte faglige standarder, fremgår ikke direkte af lov eller politikker.

Lederen af Sørvad Plejecenter skal sikre, at personalet har fokus på, at borgerne ikke skal vente i lang tid på at få hjælp, når borgerne trykker kald for hjælp hos personalet.

HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at der ikke er grund til bekymring for, hvorvidt borgerne får den rette hjælp og støtte i hverdagen, idet de borgere, som HR Kvalitet og Tilsyn talte med, samtidig også udtrykker, at de er glade for at bo på Sørvad Plejecenter, og de oplever at de får den hjælp og støtte de skal have.

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?