Rosenlund Plejecenter

Dette er tilsynsrapporten for Rosenlund Plejecenter.

Dato for tilsyn: 15. april 2024

HR Kvalitet og Tilsyn fører tilsyn på vegne af Kommunalbestyrelsen, der har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses.

Tilsynet omfatter både indholdet af plejecentrene og den måde, opgaverne udføres på, jf. Retssikkerhedslovens § 16.

Endvidere skal der føres et generelt og driftsorienteret tilsyn med tilbud efter Serviceloven. Det driftsorienteret tilsyn omfatter tilsyn med plejecentrenes personale, bygninger og økonomi. jf. Servicelovens § 148a.

Desuden er der pligt til at føre tilsyn med løsningen af de opgaver, som myndigheden har truffet afgørelse om i henhold til §§ 83, 83 a og 86 i lov om social service, og i henhold til kommunalbestyrelsens vedtagne kvalitetsstandarder, jf. Lov om Social Service § 151.

Dette betyder, at formålet med tilsynet bla. er at påse, at borgerne får den hjælp, som de har ret til efter loven og efter de beslutninger, som kommunen har truffet. Derudover at hjælpen er tilrettelagt og bliver udført på en faglig og økonomisk forsvarlig måde, som myndigheden inden for lovgivningens rammer har besluttet, der skal være i kommunen.

Endvidere fremgår det af vejledningen til magtanvendelsesbestemmelserne punkt 124, at tilsynet skal påse, om indberetningerne af magtanvendelse giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser.

På baggrund af Retssikkerhedslovens § 16, Servicelovens § 148a og § 151 samt kapitlet om magtanvendelser, og med udgangspunkt i Herning Kommunes Kvalitetsstandard for ydelser i plejeboliger, har HR Kvalitet og Tilsyn udvalgt 3 Kvalitetsmål, som er dækkende for lovgivningens krav til tilsynet:

  • At plejecentret sikrer, at der er en sammenhængende indsats tilrettelagt ud fra den enkeltes behov
  • At plejecentret understøtter borgerens velvære og trivsel
  • At plejecentret forebygger magtanvendelser

Kvalitetsmålene belyser lovgivningens krav til at påse, om borgerne får den hjælp de har ret til, at hjælpen tilrettelægges på en forsvarlig måde, at personalets kvalifikationer svarer til den opgave, plejecentret skal løse samt om de indberettede magtanvendelser giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser.

Den del af tilsynet, som omhandler bygninger og økonomi, varetages af andre forvaltninger i Herning Kommune.

For friplejeboliger gælder endvidere, at de skal leve op til friplejeboligcertificeringen.

Kvalitetsmål 1: At plejecentret sikrer, at der er en sammenhængende indsats tilrettelagt ud fra den enkeltes behov

HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at Rosenlund Plejecenter på tilfredsstillende vis sikrer, at borgerne får en sammenhængende indsats tilrettelagt ud fra borgernes behov.

Personalet afholder indflytningssamtaler med borgerne. Der er en tjekliste med emner, som der drøftes. Emnerne er blandt andet borgerens ønsker til hjælp og støtte, døgnrytme, mad mv. Herudover orienterer personalet borgeren og de pårørende om den hjælp og støtte borgeren kan få på plejecentret.

Ved indflytningssamtalen forsøger personalet at sikre, at de får borgerens livshistorie, vaner og rutiner, da disse oplysninger er vigtige i arbejdet med borgeren. Ved indflytningssamtalen deltager der ofte også en ergoterapeut eller fysioterapeut, ligesom der også kan deltage en sygeplejerske.

Personalet oplyser, at alle borgere ved indflytning bliver vejet og ernæringsscreenet. Personalet har fokus på at sikre, at borgerne får den rette kost og væske. Derudover foretager personalet løbende vurderinger af, om der er behov for at iværksætte forskellige tiltag, ligesom borgernes ønsker til kost og væske inddrages. Personalet har fokus på borgernes selvbestemmelsesret i hverdagen.

HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at Rosenlund Plejecenter på meget tilfredsstillende vis, dækker borgernes behov for ernæring og væske.

De tre borgere, som HR Kvalitet og Tilsyn talte med, er alle tilfredse med den hjælp og støtte de får af personalet i hverdagen. De er meget glade for at bo på plejecentret og for det faste personale. Borgerne synes de kan bede om den hjælp de har brug for. Borgerne føler at de bliver talt pænt til af personalet og behandlet godt. Borgerne har ikke noget at udsætte på plejecentret, medarbejderne og den hjælp og støtte de får i hverdagen.

Dog oplyser en af borgerne ved tilsynsbesøget, at han nogle gange kan komme til at vente længe, når der trykkes på kald efter personalet.  Det kan være utrygt for borgerne at vente på, at personalet kommer, når borgeren trykker kald, idet borgeren ikke ved om personalet kommer om 5- 10 minutter eller senere.

Hvis HR Kvalitet og Tilsyn skulle have vurderet målet som meget tilfredsstillende, skulle plejecentret sikre, at borgerne ikke oplever unødig lang ventetid på at få den rette hjælp, når de kalder efter personalet. Dette da det kan være utrygt for borgerne at vente, da de ikke ved, hvor længe der går, før personalet kommer, ligesom personalet heller ikke ved, om borgeren har brug for akut hjælp, når borgeren kalder. På baggrund af ovenstående gives der en anbefaling i slutningen af tilsynsrapporten.

Drøftelse med ledelsen:

Ved afslutning af tilsynet drøftede ledelsen og HR Kvalitet og Tilsyn muligheden for et kaldesystem, hvor personalet evt. kan trykke sig ind og tale med den borger, der har kaldt, for at sige at personalet kommer om lidt/følge op på, hvorfor borgeren har kaldt.

Det er ikke anvendeligt hos alle borgere, men for nogle, kan det være med til at skabe tryghed. Plejecentret har enkelte 2-vejs kaldere og vurderer, hos hvilke borgere det er hensigtsmæssigt at anvende 2-vejs systemet.

Ledelsen er optaget af, hvordan problematikken kan løses til gavn for borgerne.

Kvalitetsmål 2: At plejecentret understøtter borgerens velvære og trivsel

HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at Rosenlund Plejecenter understøtter borgernes velvære og trivsel på meget tilfredsstillende vis.

Personalet oplyser borgerne om de forskellige muligheder for aktiviteter, der er på plejecentret dagligt via dialog mellem personalet og borgerne. Derudover er der en aktivitetskalender samt en plan for menuen.

Aktivitetskalenderen giver mulighed for gudstjeneste, banko, kroket på plænen, gymnastik, gåture mm.  Plejecentret sikrer derved, at der er meningsfyldte aktiviteter for borgerne i hverdagen.

Personalet er ligeledes opmærksomme på at sikre struktur og forudsigelighed i borgernes hverdag, og personalet taler altid med borgerne om aktiviteterne ud fra den enkelte borgers egen interesse. 

I tilfælde hvor borgerne ikke selv er i stand til at opretholde kontakten med de pårørende, støtter personalet borgene i at opretholde kontakten.

De tre borgere, som HR Kvalitet og Tilsyn talte med, oplyser at de er glade for at bo på plejecentret. Personalet er søde og hjælpsomme og borgerne er glade for aktiviteterne og at der udbydes flere forskellige aktiviteter på plejecentret.

Kvalitetsmål 3: At plejecentret forebygger brugen af magtanvendelser

HR Kvalitet og Tilsyn konkluderer, at Rosenlund Plejecenter på meget tilfredsstillende vis forebygger magtanvendelser. Medarbejdergruppen har fokus på, hvornår en handling er en magtanvendelse eller et indgreb i selvbestemmelsesretten. Det drøftes løbende i personalegruppen, hvis personalet er i tvivl om, hvorvidt en handling har været en magtanvendelse eller ej. Ligesom personalet ved de kan henvende sig til ressourcepersonen eller ledelsen for at drøfte, hvis en episode kunne være en magtanvendelse. Der er altid mulighed for sparring og drøftelser.

Personalet arbejder forebyggende med at finde metoder til at få lov at hjælpe borgerne, således der ikke skal anvendes en magtanvendelse.

Der sker introduktion til nye medarbejdere. Fastansatte og vikarer introduceres til selvbestemmelsesret, akutte magtanvendelser samt magtanvendelser, der skal søges om.

Konklusion:

På baggrund af ovenstående vurderer HR Kvalitet og Tilsyn samlet set, at Rosenlund Plejecenter på tilfredsstillende vis opfylder de 3 kvalitetsmål.

Plejecentret sikrer, at borgerne får den nødvendige og tilstrækkelig hjælp/støtte på områder, hvor den personlige funktionsevne er utilstrækkelig. Og der sker en sammenhængende indsats ud fra den enkelte borgers behov.

Personalet har fokus på, at borgerne får hjælp til at opretholde den personlig hygiejne, personalet sikrer borgernes behov for ernæring og trivsel, samt understøtter borgernes velvære og trivsel. Borgerne bliver inddraget i dagligdagen, og der er fokus på at støtte borgerne i kontakten med pårørende mv. samt støtte borgernes deltagelse i aktiviteter på Plejecentret.

Plejecentret har ligeledes fokus på at arbejde med at forebygge og undgå magtanvendelser i stor udstrækning, og har fokus på borgernes selvbestemmelsesret.

Den samlede vurdering er imidlertid påvirket af, at en af de tre borgere, som HR Kvalitet og Tilsyn talte med, udtrykker utilfredshed med, at når borgerne trykker kald for hjælp fra personalet, går der længe før personalet kommer. Dette skaber en utryghed hos borgerne.

Tilsynets anbefalinger:

Gives på baggrund af at plejecentret ikke lever op til anerkendte faglige standarder, fremgår ikke direkte af lov eller politikker

Lederen af Rosenlund Plejecenter skal sikre, at personalet har fokus på, at borgerne ikke skal vente i lang tid på at få hjælp, når borgerne trykker kald for hjælp hos personalet.

HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at der ikke er grund til bekymring for, hvorvidt borgerne får den rette hjælp og støtte i hverdagen, idet de borgere, som HR Kvalitet og Tilsyn talte med, samtidig også udtrykker, at de er glade for at bo på Rosenlund Plejecenter, og borgerne oplever, at borgerne får den hjælp og støtte de skal have.

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?