Plejecenter Birketoft

Dette er tilsynsrapporten for Plejecenter Birketoft.

Dato for tilsyn: 7. februar 2024

HR Kvalitet og Tilsyn fører tilsyn på vegne af Kommunalbestyrelsen, der har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses.

Tilsynet omfatter både indholdet af plejecentrene og den måde, opgaverne udføres på, jf. Retssikkerhedslovens § 16.

Endvidere skal der føres et generelt og driftsorienteret tilsyn med tilbud efter Serviceloven. Det driftsorienteret tilsyn omfatter tilsyn med plejecentrenes personale, bygninger og økonomi. jf. Servicelovens § 148a.

Desuden er der pligt til at føre tilsyn med løsningen af de opgaver, som myndigheden har truffet afgørelse om i henhold til §§ 83, 83 a og 86 i lov om social service, og i henhold til kommunalbestyrelsens vedtagne kvalitetsstandarder, jf. Lov om Social Service § 151.

Dette betyder, at formålet med tilsynet bla. er at påse, at borgerne får den hjælp, som de har ret til efter loven og efter de beslutninger, som kommunen har truffet. Derudover at hjælpen er tilrettelagt og bliver udført på en faglig og økonomisk forsvarlig måde, som myndigheden inden for lovgivningens rammer har besluttet, der skal være i kommunen.

Endvidere fremgår det af vejledningen til magtanvendelsesbestemmelserne punkt 124, at tilsynet skal påse, om indberetningerne af magtanvendelse giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser.

På baggrund af Retssikkerhedslovens § 16, Servicelovens § 148a og § 151 samt kapitlet om magtanvendelser, og med udgangspunkt i Herning Kommunes Kvalitetsstandard for ydelser i plejeboliger, har HR Kvalitet og Tilsyn udvalgt 3 Kvalitetsmål, som er dækkende for lovgivningens krav til tilsynet:

  • At plejecentret sikrer, at der er en sammenhængende indsats tilrettelagt ud fra den enkeltes behov.
  • At plejecentret understøtter borgerens velvære og trivsel.
  • At plejecentret forebygger magtanvendelser.

Kvalitetsmålene belyser lovgivningens krav til at påse, om borgerne får den hjælp de har ret til, at hjælpen tilrettelægges på en forsvarlig måde, at personalets kvalifikationer svarer til den opgave, plejecentret skal løse samt om de indberettede magtanvendelser giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser.

Den del af tilsynet, som omhandler bygninger og økonomi, varetages af andre forvaltninger i Herning Kommune.

For friplejeboliger gælder endvidere, at de skal leve op til friplejeboligcertificeringen.

Kvalitetsmål 1: At plejecentret sikrer, at der er en sammenhængende indsats tilrettelagt ud fra den enkeltes behov

HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at Birketoft Plejecenter på meget tilfredsstillende vis sikrer, at borgerne får en sammenhængende indsats tilrettelagt ud fra borgernes behov.

Personalet er meget opmærksomme på at inddrage borgerne i forhold til planlægning af støttebehov. Der afholdes indflytningssamtale med borger og pårørende 2-3 uger efter endt indflytning. Her er der en tjekliste der gennemgås, så plejecentret sikrer sig, at de har fået alle oplysninger samt at borgerne også har fået alle oplysninger. Til indflytningssamtalen, kan der også inviteres læge med samt fysio- eller ergoterapeuter, hvis dette skønnes nødvendigt. De pårørende anmodes også om at udarbejde borgerens livshistorie, da det er vigtigt for plejecentret at få viden om det levede liv hos borgeren. Bla i fht. hvilke aktiviteter borgeren gerne vil deltage i, kosten, døgnrytme mv.

Derudover er plejecentret optaget af at sikre sig, at få så meget viden om borgerens funktionsniveau og støttebehov, forinden indflytning. Dette gøres ved at opdatere sig i Cura, men også at kontakte fx hjemmehjælpen, rehabiliteringssteder, aflastningspladser mv. Oftest beder plejecentret også hjemmehjælpen om at opdatere borgerens funktionsniveau i Cura.

Personalet sikrer borgerinddragelse ved løbende at drøfte behov og trivsel med borgerne. Personalet har stor opmærksomhed på borgernes selvbestemmelsesret.

Birketoft Plejecenter vejer borgerne ved indflytning, såfremt borgeren ønsker dette. Personalet har i deres daglige observationer af borgerne stort fokus på, om der er behov for ekstra tiltag. Dette hvis en borger taber sig/tager på, har svært ved at tygge, synke mv. Disse observationer foregår i det daglige, når personalet sidder med til alle måltider og kaffesituationer.

Plejecentret har ligeledes et stort fokus på borgernes selvbestemmelsesret. Hvis en borger ikke ønsker at blive vejet, så lytter personalet til borgeren. Plejecentret har et godt samarbejde med plejecentrets køkken. Køkkenet inddrages f.eks., hvis en borger er småt spisende, er syg, har dysfagi eller andet. Køkkenet kommer med forslag til kost, der henvender sig til den enkelte borgers givne problemstilling. Derudover er der altid mulighed for at medarbejderne kan hente noget ekstra beriget kost, is eller andet, hvis borgerne måtte ønske dette.

De tre borgere, som HR Kvalitet og Tilsyn talte med, er alle tilfredse med den hjælp og støtte, de får af personalet i hverdagen. Borgerne oplyser, at de er glade for den særligt tilrettelagte støtte og for den omsorg de får fra personalet. De er meget glade for at bo på plejecentret og for det faste personale, og føler sig altid hørt i deres ønsker og har stor selvbestemmelsesret.

Kvalitetsmål 2: At plejecentret understøtter borgerens velvære og trivsel

HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at Birketoft Plejecenter understøtter borgernes velvære og trivsel på meget tilfredsstillende vis.

Personalet oplyser borgerne om de forskellige muligheder for aktiviteter, der er på plejecentret dagligt via dialog mellem personalet og borgerne. Derudover er der en aktivitetskalender, der også kan komme ind i borgernes lejlighed, hvis de ønsker dette. Der er også en menuplan, hvor borgerne kan se menuen for hver måned.

Der er bla. mulighed for gudstjeneste, banko, skubbehold, mandagshygge, gymnastik. Derudover kommer der besøg fra både en børnehave og vuggestue. Der er babysalmesang, hvor mødre grupper kommer med deres babyer og synger med borgerne. Der er mulighed for busture ud i det blå og cykelture. Hver sommer arrangeres der en hel dag ved Vesterhavet. Det er de frivillige, der arrangerer dette og personalet der er med for at hjælpe borgerne. De frivillige står for al forplejning.

Plejecentret sikrer derved, at der er meningsfyldte aktiviteter i hverdagen.

Personalet er ligeledes opmærksomme på at sikre struktur og forudsigelighed i borgernes hverdag, og taler altid med borgerne om aktiviteterne ud fra den enkelte borgers egen interesse. 

Der hvor borgerne ikke selv er i stand til at opretholde kontakten med de pårørende, støtter personalet borgene i at opretholde kontakten.

De tre borgere, som HR Kvalitet og Tilsyn talte med, oplyser at de er glade for at bo på plejecentret. Personalet er søde og hjælpsomme og borgerne er glade for aktiviteterne og at der udbydes flere forskellige aktiviteter på plejecentret.

Kvalitetsmål 3: At plejecentret forebygger brugen af magtanvendelser

HR Kvalitet og Tilsyn konkluderer, at Birketoft Plejecenter på meget tilfredsstillende vis forebygger magtanvendelser. Medarbejdergruppen har fokus på, hvornår en handling er en magtanvendelse eller et indgreb i selvbestemmelsesretten.

Birketoft Plejecenter fik ved tilsyn 2023 en anbefaling om, at plejecentret skulle sikre, at alle medarbejdere introduceres til magtanvendelsesreglerne, så medarbejderne er opdateret på både reglerne og hvorledes plejecentret arbejder forebyggende på at undgå magt. Det har plejecentret arbejdet med, så alle medarbejdere og nyansatte introduceres til reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten. Alle medarbejdere får udleveret en personalehåndbog, hvori materialet om magtanvendelse også indgår. På personalemøder, assistentmøder mv, er der ligeledes et fast punkt om magtanvendelser, og alle medarbejdere ved, at de skal gå til plejecentrets ressourcepersoner, hvis medarbejderne er i tvivl om noget.

Der er altid mulighed for sparring og drøftelser.

Personalet arbejder forebyggende med at finde metoder til at få lov at hjælpe borgerne, således der ikke skal anvendes en magtanvendelse.

Personalet kan fortælle, hvordan de indberetter akutte magtanvendelser, ansøger om tilladelser og indberetter månedligt på givne tilladelser.

Konklusion

På baggrund af ovenstående vurderer HR Kvalitet og Tilsyn samlet set, at Birketoft Plejecenter på meget tilfredsstillende vis opfylder de 3 kvalitetsmål. Dette da plejecentret sikrer, at borgerne får den nødvendige og tilstrækkelig hjælp/støtte på områder, hvor den personlige funktionsevne er utilstrækkelig. Og der sker en sammenhængende indsats ud fra den enkelte borgers behov.

Personalet har fokus på, at borgerne får hjælp til at opretholde den personlig hygiejne, sikrer borgernes behov for ernæring og trivsel, samt understøtter borgernes velvære og trivsel. Borgerne bliver inddraget i dagligdagen, og der er fokus på at støtte borgerne i kontakten med pårørende mv. samt deltagelse i aktiviteter på plejecentret.

Plejecentret har ligeledes fokus på at arbejde med at forebygge og undgå magtanvendelser i stor udstrækning, og har fokus på borgernes selvbestemmelsesret.

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?