Ørnhøj Friplejehjem

Dette er tilsynsrapporten for Ørnhøj Friplejehjem.

Dato for tilsyn: 2. april 2024

HR Kvalitet og Tilsyn fører tilsyn på vegne af Kommunalbestyrelsen, der har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses.

Tilsynet omfatter både indholdet af plejecentrene og den måde, opgaverne udføres på, jf. Retssikkerhedslovens § 16.

Endvidere skal der føres et generelt og driftsorienteret tilsyn med tilbud efter Serviceloven. Det driftsorienteret tilsyn omfatter tilsyn med plejecentrenes personale, bygninger og økonomi. jf. Servicelovens § 148a.

Desuden er der pligt til at føre tilsyn med løsningen af de opgaver, som myndigheden har truffet afgørelse om i henhold til §§ 83, 83 a og 86 i lov om social service, og i henhold til kommunalbestyrelsens vedtagne kvalitetsstandarder, jf. Lov om Social Service § 151.

Dette betyder, at formålet med tilsynet bla. er at påse, at borgerne får den hjælp, som de har ret til efter loven og efter de beslutninger, som kommunen har truffet. Derudover at hjælpen er tilrettelagt og bliver udført på en faglig og økonomisk forsvarlig måde, som myndigheden inden for lovgivningens rammer har besluttet, der skal være i kommunen.

Endvidere fremgår det af vejledningen til magtanvendelsesbestemmelserne punkt 124, at tilsynet skal påse, om indberetningerne af magtanvendelse giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser.

På baggrund af Retssikkerhedslovens § 16, Servicelovens § 148a og § 151 samt kapitlet om magtanvendelser, og med udgangspunkt i Herning Kommunes Kvalitetsstandard for ydelser i plejeboliger, har HR Kvalitet og Tilsyn udvalgt 3 Kvalitetsmål, som er dækkende for lovgivningens krav til tilsynet:

  • At plejecentret sikrer, at der er en sammenhængende indsats tilrettelagt ud fra den enkeltes behov
  • At plejecentret understøtter borgerens velvære og trivsel.
  • At plejecentret forebygger magtanvendelser

Kvalitetsmålene belyser lovgivningens krav til at påse, om borgerne får den hjælp de har ret til, at hjælpen tilrettelægges på en forsvarlig måde, at personalets kvalifikationer svarer til den opgave, plejecentret skal løse samt om de indberettede magtanvendelser giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser.

Den del af tilsynet, som omhandler bygninger og økonomi, varetages af andre forvaltninger i Herning Kommune.

For friplejeboliger gælder endvidere, at de skal leve op til friplejeboligcertificeringen.

Kvalitetsmål 1: At plejecentret sikrer, at der er en sammenhængende indsats tilrettelagt ud fra den enkeltes behov

HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at Ørnhøj Friplejehjem på tilfredsstillende vis sikrer, at borgerne får en sammenhængende indsats tilrettelagt ud fra borgernes behov.

Personalet afholder indflytningssamtale med den enkelte borger lige inden indflytning eller kort tid efter indflytning. Her bliver der blandt andet drøftet borgerens ønsker til hjælp og støtte, døgnrytme, mad, mv. Herudover orienterer personalet borgere og de pårørende om den hjælp og støtte, borgeren kan få på plejecentret.

Det er også under indflytningssamtalerne, at personalet forsøger at sikre, at de får oplysninger om borgerens livshistorie, vaner og rutiner, da disse oplysninger er vigtige i arbejdet med borgeren. Ved indflytningssamtalen deltager en fra ledelsen og det personale, der bliver tilknyttet som kontaktperson.

Personalet oplyser, at alle borgere ved indflytning bliver vejet og ernæringsscreenet. Og personalet har fokus på at sikre, at borgerne får den rette kost og væske. Derudover foretager personalet løbende vurderinger af, om der er behov for at iværksætte forskellige tiltag, ligesom borgernes ønsker til kost og væske inddrages. Blandt andet deltager der altid en medarbejder i alle måltider, hvor medarbejderen kan observere om borgerne har nogle særlige behov. Det kan fx være at en borger er småtspisende, og har brug for støtte til at sikre ernæring, nogle borgere, der har problemer med at tygge og synke maden og derfor skal have hjælp til at maden skæres ud osv. Personalet har fokus på borgernes selvbestemmelsesret i hverdagen.

HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at Ørnhøj Friplejehjem på meget tilfredsstillende vis, dækker borgernes behov for ernæring og væske.

De fire borgere, som HR Kvalitet og Tilsyn talte med, er alle tilfredse med den hjælp og støtte de får af personalet i hverdagen. De er meget glade for at bo på plejecentret og for det faste personale.

Borgerne synes, de kan bede om den hjælp, de har brug for. De føler at de bliver talt pænt til af personalet og behandlet godt.

Borgerne har ikke noget at udsætte på plejecentret, medarbejderne og den hjælp og støtte de får i hverdagen.

Dog oplyser nogle af borgerne ved tilsynsbesøget, at borgerne nogle gange kan komme til at vente længe, når der trykkes på kald efter personalet.  Borgerne oplyser, at personalet ikke kommer forbi og fortæller, hvornår de kan være der. En borger føler sig utryg, når personalet ikke kommer ved kald. Vedkommende er i tvivl om personalet har modtaget kaldet, og hvor længe vedkommende skal vente på personalet kommer. Borgeren er også i tvivl om, vedkommende skal trykke på kald flere gange. Borgeren ville ønske at personalet havde et 2-vejssystem, hvor personalet kunne svare når vedkommende kalder, så borgeren ved personalet har modtaget kaldet og at personalet kan sige noget om tidshorisonten.

Det kan være utrygt for borgerne at vente på, at personalet kommer, når de trykker kald, idet personalet ikke ved, hvorfor den enkelte borger har trykket kald, og borgeren ikke ved om personalet kommer om 5- 10 minutter eller senere.

Hvis HR Kvalitet og Tilsyn skulle have vurderet målet som meget tilfredsstillende, skulle friplejehjemmet sikre, at borgerne ikke oplever unødig lang ventetid på at få den rette hjælp, når de kalder efter personalet. Dette da det kan være utrygt for borgerne at vente, da de ikke ved, hvor længe der går, før personalet kommer, ligesom personalet heller ikke ved, om borgeren har brug for akut hjælp, når borgeren kalder.

På baggrund af ovenstående gives der en anbefaling i slutningen af tilsynsrapporten.

Drøftelse med ledelsen:

Ved afslutning af tilsynet drøftede ledelsen og HR Kvalitet og Tilsyn muligheden for et kaldesystem, hvor personalet evt. kan trykke sig ind og tale med den borger, der har kaldt, for at sige at personalet kommer om lidt/følge op på, hvorfor borgeren har kaldt.

Det ville ikke være anvendeligt hos alle borgere, men for nogle, kan det være med til at skabe tryghed.

Leder oplyser, at Personalet er delt op i grupper, så personalet burde kunne gå ind til en borger der trykker kald og sige ”vi kommer lige om 10 minutter”, det er muligt at gå fra den borger man er i gang med at hjælpe.

Kvalitetsmål 2: At plejecentret understøtter borgerens velvære og trivsel

HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at Ørnhøj Friplejehjem understøtter borgernes velvære og trivsel på meget tilfredsstillende vis.

Personalet oplyser borgerne om de forskellige muligheder for aktiviteter, der er på friplejehjemmet. Der er en oversigt over aktiviteter samt menuplanen i hver afdeling. Hver mandag orienteres alle borgerne om de aktiviteter, der foregår den pågældende uge. Ligesom personalet også påminder om aktiviteter og hjælper de borgere afsted til aktiviteterne, der ikke selv kan huske det, eller selv kan komme afsted til aktiviteten.

Friplejehjemmet har en stor vennekreds, der står for en del af aktiviteterne.

Der er bla. mulighed for gudstjeneste, banko, der læses op af avisen 3 x om ugen, der er busture, gåture, sang, gymnastik.

Friplejehjemmet sikrer derved, at der er meningsfyldte aktiviteter i hverdagen.

Personalet er ligeledes opmærksomme på at sikre struktur og forudsigelighed i borgernes hverdag, og taler altid med borgerne om aktiviteterne ud fra den enkelte borgers egen interesse. 

Der hvor borgerne ikke selv er i stand til at opretholde kontakten med de pårørende, støtter personalet borgene i at opretholde kontakten.

De fire borgere, som HR Kvalitet og Tilsyn talte med, oplyser at de er glade for at bo på Ørnhøj friplejehjem. Personalet er søde og hjælpsomme og borgerne er glade for aktiviteterne og at der udbydes flere forskellige aktiviteter på plejecentret.

Kvalitetsmål 3: At plejecentret forebygger brugen af magtanvendelser

HR Kvalitet og Tilsyn konkluderer, at Ørnhøj Friplejehjem på meget tilfredsstillende vis forebygger magtanvendelser. Medarbejdergruppen har fokus på, hvornår en handling er en magtanvendelse eller et indgreb i selvbestemmelsesretten. Det drøftes løbende i personalegruppen, hvis personalet er i tvivl om, hvorvidt en handling har været en magtanvendelse eller ej. Ligesom personalet kommer til deres leder for at drøfte, hvordan en handling skal indberettes og om der er foretaget en magtanvendelse. Der er altid mulighed for sparring og drøftelser.

Der sker introduktion til nye medarbejdere. Både fastansatte og vikarer introduceres til selvbestemmelsesret, akutte magtanvendelser samt magtanvendelser, der skal søges om.

Personalet kan fortælle, hvordan de indberetter akutte magtanvendelser, ansøger om tilladelser og indberetter månedligt på givne tilladelser.

For friplejeboliger: At Friplejeboligerne leverer den service der fremgår af certificeringen.

Tilbuddet lever op til certificeringen i forhold til personalesammensætning og beboere.

Konklusion

På baggrund af ovenstående vurderer HR Kvalitet og Tilsyn samlet set, at Ørnhøj Friplejehjem på tilfredsstillende vis opfylder de 3 kvalitetsmål.

Friplejehjemmet sikrer, at borgerne får den nødvendige og tilstrækkelig hjælp/støtte på områder, hvor den personlige funktionsevne er utilstrækkelig. Og der sker en sammenhængende indsats ud fra den enkelte borgers behov.

Personalet har fokus på, at borgerne får hjælp til at opretholde den personlig hygiejne, personalet sikrer borgernes behov for ernæring og trivsel, samt understøtter borgernes velvære og trivsel. Borgerne bliver inddraget i dagligdagen, og der er fokus på at støtte borgerne i kontakten med pårørende mv. samt støtte til borgernes deltagelse i aktiviteter på friplejehjemmet.

Ørnhøj Friplejehjem har ligeledes fokus på at arbejde med at forebygge og undgå magtanvendelser i stor udstrækning, og har fokus på borgernes selvbestemmelsesret.

Den samlede vurdering er imidlertid påvirket af, at nogle af de fire borgere, som HR Kvalitet og Tilsyn talte med, udtrykker utilfredshed med, at når borgerne trykker kald for hjælp fra personalet, går der længe før personalet kommer. Dette skaber en utryghed hos borgerne.

Tilsynets anbefalinger:

Gives på baggrund af at plejecentret ikke lever op til anerkendte faglige standarder, fremgår ikke direkte af lov eller politikker.

Lederen af Ørnhøj Friplejehjem skal sikre, at personalet har fokus på, at borgerne ikke skal vente i lang tid på at få hjælp, når borgerne trykker kald for hjælp hos personalet.

HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at der ikke er grund til bekymring for, hvorvidt borgerne får den rette hjælp og støtte i hverdagen, idet de borgere, som HR Kvalitet og Tilsyn talte med, samtidig også udtrykker, at de er glade for at bo på Ørnhøj Friplejehjem, og borgerne oplever, at borgerne får den hjælp og støtte de skal have.

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?