Kvalitetsmål 1: At plejecentret sikrer, at der er en sammenhængende indsats tilrettelagt ud fra den enkeltes behov
HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at HS Bofællesskabet på meget tilfredsstillende vis sikrer, at borgerne får en sammenhængende indsats tilrettelagt ud fra borgernes behov.
HS Bofællesskabet inddrager borgerne i forhold til at planlægge deres hverdag, dette ved løbende at drøfte med borgerne, hvad borgerne har brug for hjælp til. Der hvor borgerne har svært ved at kommunikere, sker der daglige observationer, således personalet kan hjælpe borgerne bedst muligt. Der er stor opmærksomhed på borgernes selvbestemmelsesret i dagligdagen.
Ved HS Bofællesskabet er der mulighed for at personalet afholder faglig sparring dagligt, som også indbefatter muligheder for supervision til personalet. Personalet bruger metoderne KRAP samt Marte Meo.
Ved HS Bofællesskabet har personalet fokus på at sikre, at borgerne får den rette kost og væske. Derudover er der drøftelser med borgerne omkring til- og fravalg af kost. Personalet har mulighed for sparring med ergoterapeuter med speciale i Dysfagi, som viser sig som vanskeligheder med at synke, spise og drikke. Personalet har ligeledes et samarbejde med køkkenpersonalet i forhold til kostsammensætningen til den enkelte borger. Personalet oplyser, at alle borgerne ved indflytning bliver vejet, så vidt det er muligt.
HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at HS Bofællesskabet på meget tilfredsstillende vis dækker borgernes behov for ernæring og væske.
De to borgere, som HR Kvalitet og Tilsyn talte med, er tilfredse med den hjælp og støtte de får af personalet i hverdagen. De er meget glade for at bo på HS Bofællesskabet og for det faste personale, samt den mad de får. Borgerne udtaler: ”Der er meget god mad her”, ”Jeg går ture med personalet, det er dejligt.”
Kvalitetsmål 2: At plejecentret understøtter borgerens velvære og trivsel
HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at HS Bofællesskabet understøtter borgernes velvære og trivsel på meget tilfredsstillende vis.
HS Bofællesskabets sikrer, at borgerne har en stor selvbestemmelsesret. Personalet laver en plan over aktiviteter så der sikres forudsigelighed for borgerne. Blandt aktiviteter og terapi kan nævnes: Fysioterapi to gange ugentligt, boblebad, Snozelrum, Nadaklub, musikterapi, banko, herreklub, dameklub, eftermiddags gåture, kreative aktiviteter mm. Personalet laver en oversigt så det er muligt at se hvilke aktiviteter der er planlagt. Personalet oplyser ligeledes borgerne om, hvilke aktiviteter de kan deltage i.
Personalet er ligeledes opmærksomme på at sikre struktur og forudsigelighed i borgernes hverdag, og taler altid med borgerne om aktiviteterne ud fra borgernes egne interesser.
HS Bofællesskabet sikrer derved, at der er meningsfulde aktiviteter i hverdagen.
Der hvor borgerne ikke selv er i stand til at opretholde kontakten med de pårørende, støtter personalet borgene i at opretholde kontakten, bl.a. ved at hjælpe med at sende sms, ringe op, facetime mv med de pårørende. Personalet har meget fokus på at inddrage de pårørende og se de pårørende som en ressource i forhold til borgerne.
De to borgere, som HR Kvalitet og Tilsyn talte med, oplyser at de er glade for at bo på Bofællesskabet. Borgerne er glade for aktiviteterne og at der sker noget i hverdagen.
Kvalitetsmål 3: At plejecentret forebygger brugen af magtanvendelser
HR Kvalitet og Tilsyn konkluderer, at HS Bofællesskabet på tilfredsstillende vis forebygger magtanvendelser.
HS Bofællesskabet har stort fokus på den forebyggende praksis. Personalet oplyser, de aktivt bruger Marte Meo samt KRAP. Personalet oplyser videre, at de er glade for at bruge Marte Meo. Denne metode giver arbejdsglæde og personalet oplyser det er rart at kunne se og analysere sig selv – dette så deres praksis kan blive bedre gang for gang.
Ved HS Bofællesskabet er der løbende drøftelser i personalegruppen om, hvorvidt en situation er en magtanvendelse. Personalet ved, at de skal gå til Centerlederen hvis personalet er usikre på om en handling er en magtanvendelse eller de skal have hjælp til at få indberettet/ansøgt om en magtanvendelse.
Personalet oplyser, at de er i tvivl om hvorvidt de nyansatte, især ufaglærte, bliver introduceret til magtanvendelsesreglerne. De nyansatte er med det erfarne personale rundt ved borgerne og her får de nyansatte og det erfarne personale drøftelser om, hvad der kunne være en magtanvendelse eller et indgreb i selvbestemmelsesretten.
Det anbefales, at der udarbejdes intromateriale til nyt personale, således man får et overordnet blik på, hvad reglerne indbefatter, således man ved hvad der er en magtanvendelse. Det anbefales ligeledes, at der for nye medarbejdere, laves en procedure for introduktion til magtanvendelsesreglerne og andre indgreb i selvbestemmelsesretten.
Konklusion
På baggrund af ovenstående vurderer HR Kvalitet og Tilsyn samlet set, at HS Bofællesskabet på tilfredsstillende vis opfylder de 3 kvalitetsmål. Dette da HS Bofællesskabet sikrer, at borgerne får den nødvendige og tilstrækkelig hjælp/støtte på områder, hvor den personlige funktionsevne er utilstrækkelig. Og der sker en sammenhængende indsats ud fra den enkelte borgers behov.
Personalet har fokus på, at borgerne får hjælp til at opretholde den personlig hygiejne, sikrer borgernes behov for ernæring og trivsel, samt understøtter borgernes velvære og trivsel. Borgerne bliver inddraget i dagligdagen, og der er fokus på at støtte borgerne i kontakten med pårørende mv. samt deltagelse i aktiviteter ved HS Bofællesskabet.
HS Bofællesskabet har ligeledes fokus på at arbejde med at forebygge og undgå magtanvendelser i stor udstrækning, og har fokus på borgernes selvbestemmelsesret.
Da der ikke sker en struktureret introduktion til lovgivningen om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten til de nyansatte, giver HR Kvalitet og Tilsyn en anbefaling.
Tilsynets anbefalinger:
Gives på baggrund af at plejecentret ikke lever op til anerkendte faglige standarder, fremgår ikke direkte af lov eller politikker.
Hvis HR Kvalitet og Tilsyn skulle have vurderet kvalitetsmål 3 som meget tilfredsstillende, så skal ledelsen sikre og kunne dokumentere, at nyt personale introduceres til magtanvendelsesreglerne, så medarbejderne er opdateret på både reglerne og hvorledes plejecentret arbejder forebyggende på at undgå magt. Til slut skal ledelsen også kunne dokumentere, at personalet også har fokus på den skjulte magt der kan foregå. Det er ledelsen, der har det overordnede ansvar for, at procedure samt kendskab til magtanvendelsesregler bliver effektueret.
Tilsynet giver ikke anledning til yderligere anmærkninger.
Efter tilsynet ved HS Bofællesskabet har HR Kvalitet og Tilsyn modtaget e-mail fra Centerleder Lene Sumborg d. 22.04.2024. Lene Sumborg skriver følgende: ”Nu er undervisningen i Magtanvendelseslovgivningen struktureret, så alle nyansatte i HS Bofællesskabet får introduktion til dette. Det foregår inden for den 1. måned og ligger fast i introduktionsprogrammet”.