Kvalitetsmål 1: At plejecentret sikrer, at der er en sammenhængende indsats tilrettelagt ud fra den enkeltes behov
HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at Engholm Plejecenter på tilfredsstillende vis sikrer, at borgerne får en sammenhængende indsats tilrettelagt ud fra borgernes behov.
Personalet afholder indflytningssamtaler med den enkelte borger gerne 14 dage efter indflytning. Her får man drøftet borgerens ønsker til hjælp og støtte, døgnrytme, ønsker til mad mv. Herudover orienterer personalet borgerne og de pårørende om den hjælp og støtte borgeren kan få på plejecentret. Engholm Plejecenter inviterer andet relevant fagpersonale med til samtalen. Det kan eks. være en fysioterapeut, ergoterapeut, demenskonsulent mm
Når en borger flytter ind, er der udarbejdet en intromappe, med forskellige oplysninger til borgeren og de pårørende.
Det er også på indflytningssamtalerne, at personalet forsøger at sikre, at de får borgerens livshistorie, da den er vigtig i arbejdet med borgerne. Ligesom det er vigtigt at høre de pårørende, da de pårørende kender borgeren bedst. Nogle gange kan eleverne få opgaven med at udarbejde livshistorien i fællesskab med den enkelte borger.
Personalet vurderer løbende, om borgerens funktionsniveau ændrer sig, og besøgsplanen og dokumentet helbredstilstande tilrettes med det samme, så dokumenterne i Cura hele tiden er opdaterede. Personalet har teammøder hver uge, hvor den enkelte borgers tilstand og funktionsniveau drøftes, ligesom personalet afholder borgerkonferencer hver 14. dag. Her er der mulighed for at drøfte borgere, hvor der fx sker en ændring i adfærden, og derved ”komme bagom” årsagen til den ændrede adfærd. Målet for personalet er at få lagt en hel fast strukturplan for, hvordan borgeren skal hjælpes og støttes i hverdagen på en ensartet måde.
Personalet oplyser, at alle borgerne ved indflytning bliver vejet og ernæringsscreenet. Og personalet har fokus på at sikre, at borgerne får den rette kost og væske, ligesom der er samarbejde med terapeuter og køkkenpersonalet for at sikre, at den enkelte borger får den rette kost og væske. Derudover foretager personalet løbende vurderinger af, om der er behov for at iværksætte forskellige tiltag, ligesom borgernes ønsker til kost og væske inddrages.
HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at Engholm Plejecenter på meget tilfredsstillende vis, dækker borgernes behov for ernæring og væske.
De tre borgere, som HR Kvalitet og Tilsyn talte med, er alle tilfredse med den hjælp og støtte de får af personalet i hverdagen. De er meget glade for at bo på plejecentret og for det faste personale.
Borgerne synes de kan bede om den hjælp de har brug for, og føler at de bliver talt pænt til af personalet og behandlet godt.
Borgerne har ikke noget at udsætte på plejecentret, medarbejderne og den hjælp og støtte de får i hverdagen.
Dog oplyser nogle af borgerne ved tilsynsbesøget, at borgerne nogle kan komme til at vente længe, når de trykker på kald efter personalet. Nogle gange kommer personalet og siger, hvis de kommer senere, andre gange kommer de først efter noget tid, men de undskylder altid overfor borgerne.
Det kan være utrygt for borgerne at vente på at personalet kommer, når de trykker kald, idet personalet ikke ved, hvorfor den enkelte borger har trykket kald, og borgeren ikke ved om personalet kommer om 5, 10 minutter eller senere end det.
Den ene borger er klar over, at personalet kan være inde ved en anden borger, der har mere brug for hjælpen, hvis borgeren fx bare skal bede om et glas vand. Men hvis borgeren skal på toilettet, kan det være længe at vente 10-15 minutter, og ikke vide hvornår personalet kommer.
Hvis HR Kvalitet og Tilsyn skulle have vurderet målet som meget tilfredsstillende, skulle plejecentret sikre, at borgerne ikke oplever unødig lang ventetid på at få den rette hjælp, når de kalder efter personalet. Dette da det kan være utrygt for borgerne at vente, da de ikke ved, hvor længe der går, før personalet kommer, ligesom personalet heller ikke ved om borgeren har brug for akut hjælp når borgeren kalder.
På baggrund af ovenstående gives der en anbefaling i slutningen af tilsynsrapporten.
Drøftelse med ledelsen efter tilsynet:
Ledelsen og HR Kvalitet og Tilsyn drøfter muligheden for et kaldesystem, hvor personalet evt. kan trykke sig ind og tale med den borger der har kaldt, for at sige personalet kommer om lidt/følge op på, hvorfor borgeren har kaldt.
Det er ikke anvendeligt hos alle borgere, men for nogle, kan det være med til at skabe tryghed.
Kvalitetsmål 2: At plejecentret understøtter borgerens velvære og trivsel
HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at Engholm Plejecenter understøtter borgernes velvære og trivsel på meget tilfredsstillende vis.
Personalet oplyser borgerne om de forskellige muligheder for aktiviteter, der er på plejecentret dagligt via dialog mellem personalet og borgerne. Derudover er der en stor aktivitetskalender ved døren, hvor alle borgere kan se aktiviteterne. 2 x årligt udgives der også et nyhedsbrev, hvor planlagte aktiviteter indskrives.
Der er bla. mulighed for gudstjenester samt busture ud i det blå, gåture, sang og musik, banko. Der er også løvfaldsfest, sommerfest, julefrokost mv.
Der er netop nedsat et udvalg, der skal drøfte muligheden for at lave et aktivitetsrum, hvor personale og borgere fx kan spille spil, lave kreative ting, lægge puslespil mv. Det skal være let at tilgå.
Derudover deltager de borgere, der ønsker det, i borddækning, med at sætte i opvaskemaskine, lægge tøj sammen mv. Det giver borgerne indhold i hverdagen.
Plejecentret sikrer derved, at der er meningsfyldte aktiviteter i hverdagen.
Personalet er ligeledes opmærksomme på at sikre struktur og forudsigelighed i borgernes hverdag, og taler altid med borgerne om aktiviteterne ud fra den enkelte borgers egen interesse.
Der hvor borgerne ikke selv er i stand til at opretholde kontakten med de pårørende, støtter personalet borgene i at opretholde kontakten.
De 3 borgere, som HR Kvalitet og Tilsyn talte med, oplyser at de er glade for at bo på plejecentret. Personalet er søde og hjælpsomme og borgerne er glade for aktiviteterne og at der udbydes flere forskellige aktiviteter på plejecentret.
Kvalitetsmål 3: At plejecentret forebygger brugen af magtanvendelser
HR Kvalitet og Tilsyn konkluderer, at Engholm Plejecenter på meget tilfredsstillende vis forebygger magtanvendelser. Der er over de sidste par år, kommet en øget fokus blandt medarbejdergruppen i forhold til, hvornår en handling er en magtanvendelse eller et indgreb i selvbestemmelsesretten. Og det drøftes på teammøder hver uge, hvis personalet er i tvivl om, hvorvidt en handling har været en magtanvendelse eller ej.
Personalet oplyser, at de på teammøder hjælper hinanden med at afdække, hvilken hændelse der er en magtanvendelse, hvilke hændelser der skal indberettes og hvilke foranstaltninger, der kan søges tilladelse om ifølge reglerne om magtanvendelse. Personalet giver udtryk for, at de altid søger sparring ved ledelsen og ressourcepersonen i situationer, hvor de er i tvivl om en handling er en magtanvendelse eller andet indgreb i selvbestemmelsesretten.
Personalet oplyser, centerlederen som led i introduktion af nye medarbejdere til arbejdet på Engholm Plejecenter, introducerer til magtanvendelsesområdet. Der er endvidere en intromappe til magtanvendelsesområdet, hvori håndbogen fra Socialstyrelsen indgår.
Personalet kan fortælle, hvorledes man indberetter akutte magtanvendelser, ansøger om tilladelser og indberetter månedligt på givne tilladelser.
Konklusion:
På baggrund af ovenstående vurderer HR Kvalitet og Tilsyn samlet set, at Engholm Plejecenter på tilfredsstillende vis opfylder de 3 kvalitetsmål.
Plejecentret sikrer, at borgerne får den nødvendige og tilstrækkelig hjælp/støtte på områder, hvor den personlige funktionsevne er utilstrækkelig. Og der sker en sammenhængende indsats ud fra den enkelte borgers behov.
Personalet har fokus på, at borgerne får hjælp til at opretholde den personlig hygiejne, personalet sikrer borgernes behov for ernæring og trivsel, samt understøtter borgernes velvære og trivsel. Borgerne bliver inddraget i dagligdagen, og der er fokus på at støtte borgerne i kontakten med pårørende mv. samt støtte borgerne i deltagelse i aktiviteter på Plejecentret.
Plejecentret har ligeledes fokus på at arbejde med at forebygge og undgå magtanvendelser i stor udstrækning, og har fokus på borgernes selvbestemmelsesret.
Den samlede vurdering er imidlertid påvirket af, at 2 borgere udtrykker utilfredshed med, at når borgerne trykker kald for hjælp fra personalet, går der længe før personalet kommer. Dette skaber en utryghed hos borgerne.
Tilsynets anbefalinger:
Gives på baggrund af at plejecentret ikke lever op til anerkendte faglige standarder, fremgår ikke direkte af lov eller politikker.
Engholm Plejecenter skal sikre, at personalet har fokus på, at borgerne ikke skal vente i lang tid på at få hjælp, når borgerne trykker kald for hjælp hos personalet.
HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at der ikke er grund til bekymring for, hvorvidt borgerne får den rette hjælp og støtte i hverdagen, idet de borgere, som HR Kvalitet og Tilsyn talte med, samtidig også udtrykker, at de er glade for at bo på Engholm Plejecenter, og de oplever at de får den hjælp og støtte de skal have.