Bostøtten Polaris

Dette er tilsynsrapporten for Bostøtten Polaris.

Dato for tilsyn: 6. november 2025

HR Kvalitet og Tilsyn fører tilsyn på vegne af Kommunalbestyrelsen, der har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses.

Tilsynet omfatter både indholdet af tilbuddene og den måde, opgaverne udføres på, jf. Retssikkerhedslovens § 16

Endvidere skal der føres et generelt og driftsorienteret tilsyn med tilbud efter Serviceloven. Det driftsorienteret tilsyn omfatter tilsyn med tilbuddenes personale, bygninger og økonomi. jf. Servicelovens § 148a

Dette betyder, at formålet med tilsynet bla. er at påse, at borgerne får den hjælp, som de har ret til efter loven og efter de beslutninger, som kommunen har truffet, og hjælpen er tilrettelagt og bliver udført på en faglig og økonomisk forsvarlig måde.

Endvidere er det i vejledningen til magtanvendelsesbestemmelserne punkt 124 i Serviceloven beskrevet, at tilsynet skal påse, om indberetningerne af magtanvendelse giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser.

På baggrund af Retssikkerhedslovens § 16 og Servicelovens § 148a, samt kapitlet om magtanvendelser, har Tilsynsenheden udvalgt 3 temaer, som er dækkende for lovgivningens krav til tilsynet.

Temaerne belyser lovgivningens krav til at påse, om borgerne får den hjælp de har ret til, at hjælpen tilrettelægges på en forsvarlig måde, at personalets kvalifikationer svarer til den opgave tilbuddet skal løse samt om de indberettede magtanvendelser giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser.

Temaerne er:

  • Selvbestemmelse og mestring
  • Metoder og handleplaner
  • Magtanvendelser

Kvalitetsmål 1: At tilbuddet sikrer at borgeren har selvbestemmelsesret og borgeren udvikler mestringsstrategier

HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at Polaris på meget tilfredsstillende vis sikrer, at borgerne har selvbestemmelsesret og medindflydelse på den støtte de modtager. Ligeledes sikrer Polaris på meget tilfredsstillende vis, at borgerne udvikler mestringsstrategier, samt lever så selvstændigt et liv som muligt.

Der arbejdes ud fra metoden Recovery Star, hvor personalet tager højde for, hvad den enkelte borger ønsker at blive bedre til og hvad der interesserer/motiverer den enkelte borger.

Borgerne inddrages aktivt i udarbejdelsen af mål og delmål for indsatsen/støtten og der tages udgangspunkt i den enkeltes behov og ønsker for udvikling. Personalet sikrer, at indsatsen/støtten tilpasses borgerens aktuelle funktionsniveau og behov, ligesom der er løbende mulighed for at justere i indsatsen afhængig af behovet.

Der laves fælles aftaler med henblik på at sikre en fælles tilgang og tryghed for borgeren. I forbindelse med hvert besøg, vurdere personalet den enkelte borgers aktuelle trivsel, og tilpasser støtten herefter.

Der er et stort fokus på at arbejde med, at sikre, at borgeren bliver selvhjulpen ift. ADL opgaver, mestring og socialfærdighedstræning.

Der arbejdes altid løbende på at nedbringe behovet for støtte, og der er fokus på at skabe trygge overgange for borgeren, i forbindelse med overgangen til fx anden støtte eller et mere selvstændigt liv.

Kvalitetsmål 2: At tilbuddets pædagogiske metoder og handleplan medvirker til at sikre borgerens trivsel og ønskede udvikling

HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at Polaris på meget tilfredsstillende vis anvender relevante pædagogiske metoder og individuelle delmål og indsatsmål, der understøtter borgernes trivsel og ønskede udvikling.

Polaris anvender blandt andet metoderne Recovery Star, LA2 og fælles aftaler som pædagogiske tilgange. Derudover arbejder personalet meget med social færdighedstræning og åben dialog, hvilket bidrager til en systematisk og helhedsorienteret indsats.

Polaris arbejder med bestillingen og udarbejdelsen af indsats- og delmål ud fra et samarbejde med borgeren, hvor blandt andet udarbejdelsen af Recovery Star indgår. Her angiver borgeren, hvad borgeren specifikt ønsker at arbejde med af udviklingspunkter og personalet laver løbende evaluering og tilpasning af målene med den enkelte borger.

HR Kvalitet og Tilsyn konkluderer, at de anvendte metoder og den individuelle tilgang i forhold til de enkelte borgere medvirker til at fremme borgernes tryghed og trivsel samt understøtte den ønskede udvikling hos den enkelte borger.

Kvalitetsmål 3: At tilbuddet håndterer og forebygger magtanvendelser

HR Kvalitet og Tilsyn vurderer, at Polaris på meget tilfredsstillende vis arbejder med at forebygge og håndtere magtanvendelser.

Ledelsen sikrer, at alle medarbejdere introduceres/kender til reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten.

Personalet er opmærksomme på, at de skal kontakte ledelsen ved tvivl om, hvorvidt en handling udgør en magtanvendelse, eller hvis der er behov for støtte til indberetning eller ansøgning.

Personalegruppen drøfter løbende magtanvendelsesreglerne og andre indgreb i selvbestemmelsesretten, og om en eventuel hændelse hører under dette.

Personalet har et stort fokus på løbende at drøfte risiko for, at der kan forekomme skjult magt/indgreb i borgerens selvbestemmelsesret. Derfor har personalet løbende supervisioner og faglige drøftelser ud fra balancemodellen/det etiske landskab, så personalet hele tiden er opmærksomme på den tilgang de har til den enkelte borger.

Personalet har det seneste år indberettet i alt 1 magtanvendelse i døgnbostøtten, hvor det vurderes at både procedure for indberetning samt gældende lovgivning har været overholdt.  

Konklusion

På baggrund af ovenstående vurderer HR Kvalitet og Tilsyn, at Polaris på meget tilfredsstillende vis sikrer, at borgernes selv- og medbestemmelsesret er sikret, samt understøtter borgernes udvikling og trivsel, således borgerne kan indgå og deltage i beskæftigelse og samfundsliv med deres individuelle ressourcer.

Tilbuddet støtter desuden borgerne i at leve et selvstændigt liv i overensstemmelse med egne ønsker og behov, samt understøtter borgernes ressourcer og dermed trivsel.

Der arbejdes med metoderne LA2 ift. at sikre, at indsatsen/støtten tilpasses den enkelte borgers aktuelle funktionsniveau og behov, ligesom der er løbende mulighed for at justere i indsatsen afhængig af behovet. Der laves fælles aftaler med henblik på at sikre en fælles tilgang og tryghed for borgeren. I forbindelse med hvert besøg, vurdere personalet den enkelte borgers aktuelle trivsel, og tilpasser støtten herefter. Der er et stort fokus på at arbejde med, at sikre, borgeren bliver selvhjulpen ift. ADL opgaver, mestring og socialfærdighedstræning.

Tilbuddets pædagogiske metoder medvirker således til at understøtte borgernes trivsel og udvikling, og der arbejdes med klare mål for indsatsen. Der arbejdes med recovery star sammen med den enkelte borger, for at sikre at det borgeren selv ønsker at arbejde med inddrages i delmålene og indsatsen.

Tilbuddet har desuden fokus på reglerne om magtanvendelse og sikrer, at der sker introduktion til medarbejderne om reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten.

Tilsynet giver ikke anledning til yderligere anmærkninger.

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?