For nogle borgere kan afstanden til sundhedsvæsenet være både geografisk og mental. Samtidig hænger sundhed og trivsel ofte sammen med andre dele af hverdagen. For eksempel sociale relationer, transport og muligheden for at finde vej til de rette tilbud.
Det er disse udfordringer, indsatsen Mit Liv skal være med til at løse. I Herning-boligområderne Gullestrup, Holtbjerg og Brændgård får beboerne nu adgang til et lokalt team med en medarbejder fra Herning Kommune, Regionshospitalet Gødstrup og det lokale boligsociale team. Teamet tager udgangspunkt i den enkelte beboers behov og ønsker og finder sammen med borgeren frem til den relevante hjælp.
- Vi er som kommune til for borgerne. Med Mit Liv rykker vi nu helt tæt på netop borgerne i en række udvalgte boligområder, og jeg er sikker på, der gemmer sig et stort potentiale i den måde at arbejde på. Herning Kommune har altid været kendt for vores vilje til at gå nye veje, og én af byrådets fælles ambitioner er, at vi skal blive endnu bedre til at skabe de bedste rammer for borgernes hverdag blandt andet ved at samarbejde med aktører også uden for kommunen. Projektet her passer rigtig godt ind i den tankegang, siger Anne Marie Søe Nørgaard (V), formand for Herning Kommunes Social- og Sundhedsudvalg.
Erfaringerne skal bruges i fremtiden
De almene boligområder rummer et vigtigt potentiale i arbejdet med lighed i sundhed. Her findes lokale fællesskaber, nære fysiske rammer og tillidsfulde relationer, som kan være med til at bygge bro mellem beboernes hverdag og sundhedsvæsenets tilbud, som med fordel kan rykke helt ud i boligområderne. Det er netop den type koblinger, samarbejdet skal være med til at udvikle.
Med indsatsen styrkes det boligsociale samarbejde, og hospitalet knyttes på allerede eksisterende samarbejder. Det gælder både det somatiske område og psykiatrien.
- Skal hospitalerne bidrage til sundhedsreformens ambition om større social og geografisk lighed i sundhed, er det afgørende, at vi opbygger viden om disse borgere og erfaring med, hvordan hospitalerne kan bringes i spil på nye måder. Også uden for hospitalets traditionelle rammer og tættere på borgernes hverdagsliv, siger Rikke Degn, sygeplejefaglig direktør på Regionshospitalet Gødstrup.
- Der ligger et stort potentiale i at bruge de almene boligområder som en platform for at mindske ulighed i sundhed. Vi har allerede de lokale fællesskaber, relationerne og en stærk boligsocial infrastruktur. Kobler vi det med sundhedsvæsenets kompetencer, kan vi nå mennesker, som vi ikke når i dag. Med indsatsen i Herning afprøver vi en model, som kan skaleres til almene boligområder i hele landet, siger Bent Madsen, administrerende direktør i Landsbyggefonden.
Bygger videre på stærke lokale relationer
Indsatsen er forankret i den boligsociale helhedsplan Plads Til Forskel og bygger dermed videre på de relationer og det kendskab til beboerne, der allerede findes lokalt.
- Vi ser frem til samarbejdet og til sammen at finde nye veje. For os handler Mit Liv først og fremmest om, at vores beboere får bedre muligheder for at leve et sundt og godt liv. Med indsatsen rykker hjælpen tættere på beboernes hverdag og tager udgangspunkt i det, der betyder noget for den enkelte. Vi håber, at det kan gøre en mærkbar forskel – både for beboernes sundhed og trivsel og for oplevelsen af at have større indflydelse på eget liv, fortæller Carina Sohnemann, boligsocial leder hos Plads Til Forskel.
Bag Mit Liv står Herning Kommune, Region Midtjylland, Regionshospitalet Gødstrup, Plads Til Forskel, boligorganisationerne FællesBo, Fruehøjgaard og DAB-Lejerbo Herning, Social- og Boligstyrelsen, Landsbyggefonden og Den Sociale Investeringsfond.
- At styrke sundheden i udsatte boligområder kræver, at mange forskellige aktører arbejder sammen. Derfor er vi glade for den brede kreds af parter bag Mit Liv, som sammen kan være med til at mindske uligheden i sundhed, siger Ulla Tørnæs, bestyrelsesformand i Den Sociale Investeringsfond.
Kort om Mit Liv: Indsatsen løber over tre og et halvt år og er tilrettelagt som en social effektinvestering. Den samlede projektsum er på 5,6 millioner kroner, som finansieres af Den Sociale Investeringsfond (DSI) og Landsbyggefonden. DSIs investering tilbagebetales af blandt andre kommunen, regionen og Landsbyggefonden, hvis indsatsen skaber de aftalte resultater. Målgruppen er beboere, der modtager førtidspension og/eller er fyldt 60 år, og som ikke har hjemmeboende børn under 18 år. Der måles på livstilfredshed, kontrol over eget liv og akutte kontakter med sygehuset.
Hver deltager vil indgå i et forløb, der indebærer opstartssamtale/interview, aktiv deltagelse i anbefalet tiltag, opfølgende samtale(r) og afsluttende interview.
Læs mere om indsatsen her.

