Skærpet opmærksomhed ved identifikation af borgere
Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet har orienteret om en sikkerhedshændelse, hvor uvedkommende har fået adgang til et stort antal CPR-numre via en virksomheds adgang til CPR-data.
Det er vigtigt at understrege, at CPR-registret ikke er kompromitteret, at der ikke er ændret oplysninger i registret, og at kommunens it-systemer fortsat kan anvendes som normalt.
Hvad betyder det for din kontakt med kommunen?
For at beskytte borgernes oplysninger har Herning Kommune midlertidigt skærpet procedurerne for identifikation af borgere. Det betyder, at medarbejdere kan stille ekstra kontrolspørgsmål ved telefoniske henvendelser eller i andre situationer, hvor der udleveres personoplysninger eller oplysninger om konkrete sager.
CPR-nummer må indtil videre ikke anvendes som eneste grundlag for identifikation af en borger.
Det betyder blandt andet, at:
- Dit CPR-nummer ikke altid vil være tilstrækkeligt til at identificere dig.
- Du kan blive bedt om at besvare supplerende kontrolspørgsmål.
- Behandlingen af din henvendelse kan tage lidt længere tid end normalt.
De ekstra tiltag er for at passe dine oplysninger.
Derfor stiller vi flere spørgsmål
De fleste borgere vil ikke opleve nogen direkte konsekvenser af hændelsen. Men da uvedkommende potentielt kan være kommet i besiddelse af CPR-oplysninger, er det vigtigt, at kommunen er ekstra grundig med identifikation af borgere, inden der udleveres oplysninger om personlige forhold eller konkrete sager.
Vi håber på forståelse for, at der i en periode kan blive stillet lidt flere spørgsmål end normalt, når du kontakter kommunen.
Der vil blive orienteret igen, hvis myndighederne udsender nye anbefalinger.
Hvad kan du selv gøre?
Som altid skal du være opmærksom på:
- Henvendelser, hvor andre forsøger at udgive sig for at være en myndighed, bank eller virksomhed.
- Være forsigtig med at udlevere personlige oplysninger, og gør det aldrig hvis du er i tvivl om modtagerens identitet.
- Reagerer, hvis du oplever mistænkelig aktivitet eller forsøg på misbrug af dine oplysninger.
- Tal gerne med din familie om emnet, så alle er opmærksomme på det.
Hvis du har spørgsmål eller er bekymret
Hvis du ønsker mere information om hændelsen, eller hvis du mener, at dine oplysninger kan være blevet misbrugt, kan du få hjælp og vejledning hos:
- SikkerDigital.dk
- Cyberhotline for Digital Sikkerhed på telefon 33 37 00 37
Du kan også læse mere om hændelsen her:

