Nyt forsøg skal få unge til at drikke mere vand

Publiceret 23-02-2026

Kan vi få flere børn og unge til at vælge vand i hverdagen? Det vil Herning og fire andre kommuner nu teste, og derfor er der nu sat vandposter op på steder, hvor børn og unge færdes mest – for eksempel på skoler, institutioner og ved idrætsfaciliteter.

Tre ud af fire børn og unge i Danmark drikker flere søde drikke end anbefalet, og mange steder mangler der nem adgang til vand i løbet af dagen.

Det skal et nationalt sundhedstiltag gøre noget ved, og Herning Kommune er med i forsøget.

Seks steder i kommunen er der nu sat vandposter op i forbindelse med forsøget. Det drejer sig om Sunds Skole, Vestervangskolen, Kibæk Krydsfelt, Timring Sportscenter, Multicenter Sunds og FGU Herning (FGU MidtVest).

- I Herning ved vi, at det er i hverdagen, vi skaber sunde vaner og trivsel for børn og unge. Med de nye vandposter på steder som Sunds Skole, Vestervangskolen og i Timring Sportscenter sikrer vi, at der er let adgang til koldt drikkevand dér, hvor børnene er – i skole, til sport og i fritidsfællesskaber. Det er et praktisk og konkret skridt, der styrker sundheden i hverdagen for mange familier i vores kommune, siger Ulrik Hyldgaard, formand for Børne- og Familieudvalget i Herning Kommune.

En enkel løsning med stor lokal betydning

Bag initiativet står Center for Sundt Liv og Trivsels Partnerskab for vand, som i samarbejde med blandt andre Herning Kommune vil undersøge, hvordan bedre adgang til koldt drikkevand kan styrke børn og unges sundhed og trivsel.

- For at styrke børn og unges sundhed og trivsel er det vigtigt at se på de rammer, vi stiller til rådighed i hverdagen. Når vand er lettilgængeligt, bliver det en naturlig del af dagen. Vandposterne er et enkelt, men vigtigt greb, der understøtter sunde vaner og bidrager til bedre trivsel blandt børn og unge, siger Annegrete Juul, direktør i Center for Sundt Liv og Trivsel.

Herning Kommune fungerer sammen med de øvrige kommuner som forsøgskommune. Erfaringerne fra projektet skal bruges til at opbygge viden om, hvordan lignende sundhedstiltag kan udbredes til flere kommuner i fremtiden.

Indsatsen og brugen af de seks vandposter vil løbende blive testet og evalueret, så erfaringerne kan bruges af andre kommuner.

Har du spørgsmål?

Ulrik Hyldgaard
Formand for Børne- og Familieudvalget i Herning Kommune

Tlf.: 21 57 22 64

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?