Herning Kommune står på et stærkt fundament. Men i en verden i hastig forandring er medlemmerne af kommunens byråd nu gået sammen om tre klare ambitioner, som på tværs af politiske skel skal være drivende for byrådsarbejdet de kommende år.
Forud er gået et intenst udviklingsarbejde, hvor de folkevalgte sammen har deltaget i workshops, været på inspirationstur og diskuteret sig frem til en fælles forståelse af kommunens vigtigste udfordringer.
- Med ambitionerne sætter vi som samlet byråd en fælles retning for Herning Kommune. Det sker på tværs af partier og udvalg og med et blik, der rækker ud over den her valgperiode, siger borgmester Dorte West, (V).
- At nå hertil har krævet vilje til at lytte, og vilje til at finde hinanden. Det er ikke alle byråd, der har den kultur og det gode samarbejde, vi har her i Herning Kommune. Vi har en stærk tradition for at kunne arbejde sammen - også, når vi er uenige. Og det har været helt afgørende for, at vi er nået hertil.
Vi skal løfte blikket
Borgmesteren hæfter sig ved, at det ikke længere er nok at gøre, som vi "plejer":
- Verden omkring os forandrer sig. Der er kamp om arbejdskraften. Flere unge søger mod de største byer. Flere oplever mistrivsel og ensomhed. Og forventningerne til velfærd er i bevægelse. Vi må erkende, at nogle af de svar og løsninger, vi har brugt hidtil, ikke rækker hele vejen frem. Derfor har vi været nødt til at løfte blikket, tænke lidt længere og turde stille os selv det helt grundlæggende spørgsmål: Hvad er det for en kommune, vi vil være - også om ti år?
Dorte West understreger, at Herning Kommune står på et stærkt fundament:
- Vi har et stærkt erhvervsliv, som skaber arbejdspladser og muligheder. Vi har institutioner for børn, unge og ældre i hele vores vidtstrakte kommune, hvor dygtige medarbejdere hver dag gør en forskel. Vi har i hele kommunen et stærkt forenings- og kulturliv, og der er gode muligheder for at være aktiv i vores smukke natur. Alt det kan vi godt være stolte af.
Ambition 1: Vi vil styrke og udvikle handlekraften
Den første ambition, byrådet har vedtaget, bærer titlen "Vi vil styrke og udvikle handlekraften".
- For mig går den her ambition helt ind til kernen af det, Herning er. Vi er et sted, hvor man ikke møder en ny idé med at sige: "Det kan nok ikke lade sig gøre." Vi starter med at spørge: "Hvad skal der til?", siger borgmesteren.
- Det er den tilgang, der har skabt Herning Kommune. Det er den, man mærker, når nogen får en idé - rækker ud, samler folk og går i gang. Nogle gange stort, andre gange helt lokalt. Jeg oplever det igen og igen, men det er ikke noget, vi må tage for givet. Vi vil gøre det endnu lettere at få opbakning. Endnu lettere at få et ja - eller i det mindste et ja til, at vi prøver at finde en vej, forklarer Dorte West.
- Handlekraften skal have en retning. Vi skal bruge den klogt og hensynsfuldt.
Ambition 2: Vi vil være verdensmestre i hverdagsliv
Herning Kommune er kendt for sine event-værtskaber. Det er også i fremtiden et vigtigt indsatsområde.
- Men det, der virkelig betyder noget - det er hverdagen. Det er, når man afleverer sine børn om morgenen, tager på arbejde, møder hinanden og lever sit liv. Det er dér, man mærker, om et sted, en by og en kommune for alvor fungerer, siger Dorte West.
- Det handler om, at hverdagen fungerer, at man føler sig tryg, at man hører til. Og det er jo i virkeligheden det, vi alle sammen måler et sted på. Derfor siger vi nu meget tydeligt, at vi ikke kun vil være gode til det ekstraordinære. Vi vil også være verdensmestre i det helt almindelige.
Ambition 3: Vi vil udvikle landets mest attraktive uddannelsessted
Den tredje ambition understreger vigtigheden af, at Herning bliver et sted, unge aktivt vælger til, når de vil tage en uddannelse. Ikke kun på grund af fagligheden, men også fordi Herning-egnen er et sted, hvor man har lyst til være.
- En uddannelse er jo meget mere end bøger og eksamener. Det er fællesskab. Det er trivsel. Det er hverdagsliv. Det er dér, man finder sin retning - og begynder at se sig selv som en del af noget større. Derfor skal vi skabe stærke studiemiljøer, gode rammer, og relevante uddannelser. Og vi skal binde det hele sammen - uddannelse, job og hverdagsliv - så det bliver tydeligt, at Herning ikke bare er et sted, man studerer, men et sted, man kan blive, siger Dorte West.
Medspil er helt afgørende
Dorte West er helt bevidst om, at det vil kræve meget at nå i mål med de tre ambitioner. Ikke mindst er medspil fra lokalsamfundet helt afgørende:
- Vi kan godt sidde herinde i byrådet og planlægge og have ambitioner for de næste ti år. Men hvis det kun er os, der gør det, så når vi ikke langt nok. Det her kan vi ikke alene. Derfor er ambitionerne også en invitation - til borgere, virksomheder, foreninger, uddannelsesinstitutioner, medarbejdere og alle, der har lyst til at være med til at forme Herning Kommune. Alt det begynder nu, og det er faktisk den del, jeg glæder mig allermest til, siger Dorte West.
Byrådet har i fællesskab skrevet en kronik, som har været bragt i Herning Folkeblad. Læs den her.

