EM Herrehåndbold i Jyske Bank Boxen: Et mesterskab, et fællesskab og en publikumssucces i international topklasse

Publiceret 03-02-2026

EM i herrehåndbold er afsluttet, og Danmark står som europamestre efter sejr over Tyskland i Jyske Bank Boxen. DanskHåndbold, Herning Kommune, MCH og Sport Event Denmark er enige: Det blev en sportslig succes, og der blev skrevet organisatorisk historie.

Med udsolgte arenaer til Danmarks kampe og i alt 15.000 tilskuere per kamp, samt mere end 200.000 gæster i fanzonen i MCH Messecenter Herning, har Danmark markeret sig som vært for en af de største og mest velfungerende slutrunder til dato.

Medaljen glitrer af guld, og bag resultaterne ligger et værtskab, der krævede præcision, samarbejde og mod.

Det har været en begivenhed båret af fælles vilje og professionalisme, hvor sportens kraft forenede både nation og internationale gæster i en helt særlig stemning.

Grønne ambitioner

EM i herrehåndbold blev et pejlemærke for, hvordan store sportsevents kan være platforme for grøn omstilling. For første gang nogensinde arbejdede de tre værtsnationer sammen om et fælles fokus på grøn omstilling. Med PurePromise blev bæredygtighed et konkret tema, der gennemsyrede hele mesterskabet. Fra affaldssortering og genbrugsløsninger til bæredygtig transport og lokale råvarer i fanzonen blev EM i Herning et udstillingsvindue for, hvordan sport og klimaansvar kan gå hånd i hånd.

- EHF EURO 2026 for mænd leverede uden tvivl ”Pure Greatness”. Vi var vidne til fantastiske kampe og en enestående stemning på alle mesterskabets arenaer. Jyske Bank Boxen i Herning dannede en perfekt ramme om finalen. Den passion, som alle viste for vores sport, var enestående. EHF takker oprigtigt arrangørerne i Danmark, Sverige og Norge for at have afviklet dette mesterskab, siger EHF- generalsekretær, Martin Hausleitner.

De løsninger og erfaringer, som blev udviklet under PurePromise, vil danne grundlag for fremtidige events i Danmark og resten af Norden. Det er ikke nok at skabe store øjeblikke på banen, man skal også kunne stå på mål for den indvirkning, man har uden for arenaen.

Den perfekte ramme

Adm. direktør i DanskHåndbold, Heino Knudsen, understreger betydningen af mesterskabet:

- I DanskHåndbold er vi afsindig glade for det EM, vi netop afviklet sammen med Sverige og Norge. Et kæmpe event, som vi er stolte over at kunne løfte sammen med gode og stærke partnere. Herning og Jyske Bank Boxen danner en perfekt ramme, som i samspil med et enestående publikum har skabt en euforisk stemning, som kan mærkes helt ud i stuerne. Vi håber derfor, at dette mesterskab vil give en masse positive følgevirkninger ude i foreningerne. Det er trods alt her alt benarbejdet i forhold til fremtidige landsholdsspillere bliver gjort. Til sidst skal vi også huske at rose alle de frivillige kræfter, som har lagt timer, engagement og sjæl i dette EM. De har en større andel i denne succes end ord i en pressemeddelelse kan retfærdiggøre.

EM i herrehåndbold har sat nye standarder. Ikke kun i forhold til publikumsinvolvering og atmosfære, men også i forhold til værtskabets kompleksitet. Internationale forbund stiller i stigende grad omfattende krav til afvikling af slutrunder. Det gælder både infrastruktur, teknologi, sikkerhed og aktivering af fans og frivillige.

Dorte West, borgmester i Herning Kommune, mener, at denne udvikling kalder på nytænkning frem for bekymring:

- Når kravene vokser, så må vi vokse med dem. Herning har vist, at en kommune af vores størrelse kan matche og endda overgå forventningerne. Vores erfaring og samarbejdsevne har været afgørende, ligesom vi igen har haft uvurdérlig hjælp af de mange, mange frivillige, som gør en kæmpe forskel. Resultatet har været en folkefest nærmest uden sidestykke. Jeg synes, vi har bevist, at det her på egnen er muligt at levere et værtskab på højeste niveau, hvor fællesskabsfølelsen og nærværet har været i højsædet fra start til slut.

EM samlede os

Begejstringen deles i Sport Event Denmark:

- Midt i en vinter, hvor verden kan føles urolig og kold, har EM i herrehåndbold været en varm og samlende kraft. MCH og Boxen har endnu engang bevist, at de er blandt Europas stærkeste rammer for håndbold – og de mange tusinde frivillige har vist, at begejstring og fællesskab er de stærkeste ressourcer, når store oplevelser skal bæres frem. Det her EM har været en fejring af både historisk EM-guld og af fællesskab og håndboldglæde i en tid, hvor der er brug for netop dét. Danmark gør det ikke for gentagelsens skyld, men fordi der hele tiden skal skabes nye dimensioner og nye oplevelser, siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

Det stærke samarbejde mellem DanskHåndbold, Herning Kommune, Sport Event Denmark og Jyske Bank Boxen har været afgørende for mesterskabets succes. Hos MCH glæder man sig over at have dannet rammen om en historisk sportsoplevelse. Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S, fremhæver betydningen af langvarige partnerskaber:

- Noget kan måles. Kampe, gæster og flotte resultater. Noget andet kan og skal mærkes. Fællesskabet og stemningen i Jyske Bank Boxen og Fanzonen, som har været et samlingspunkt for danske og udenlandske fans under hele mesterskabet. EM i herrehåndbold 2026 har vist, hvad der sker, når passionerede arrangører og samarbejdspartnere samles om én stor fælles opgave. Et stort tillykke til DanskHåndbolds ledelse og alle de dedikerede og dygtige medarbejdere og frivillige - og til vores fantastiske og sympatiske verdensklasse- landshold med det flotte historiske europamesterskab.

EM herrehåndbold 2026 i Herning har demonstreret, at Danmark både kan og bør være vært for store, internationale sportsbegivenheder. Oplevelsen har styrket Danmarks image som en pålidelig, effektiv og engageret værtsnation. Og måske vigtigst af alt: Den har samlet mennesker – på tværs af alder, geografi og kultur – om glæden ved sporten.

Når tilskuere fra hele Europa vender hjem med minder fra Jyske Bank Boxen, og når Danmark kan fejre et europamesterskab, så er det både en sportslig triumf og et vidnesbyrd om, hvad vi kan, når vi arbejder sammen.

Fakta om EM

EM blev afviklet fra 15. januar til 1. februar 2026, og kampene i Danmark fandt sted i Jyske Bank Boxen, Herning. Mesterskabet blev delt mellem tre værtsnationer: Sverige, Danmark og Norge. Danmark vandt guld, Tyskland sølv, og Kroatien bronze.

• I alt deltog 24 nationer i slutrunden
• DanskHåndbold blev assisteret af 1.200-1.400 frivillige
• DanskHåndbold afviklede kampene i Herning på vegne af EHF i samarbejde med Herning Kommune og Sport Event Denmark

Jyske Bank Boxen
• Arenaen lagde gulv til den indledende runde, mellemrunden, semifinaler og finalen
• Det var den ottende håndboldslutrunde i Jyske Bank Boxen siden åbningen i 2010
• Jyske Bank Boxen blev endnu en gang bekræftet som den arena i verden, hvor der er uddelt flest mesterskabsmedaljer de seneste 20 år
• Arenaen har plads til 15.000 tilskuere

Sportslig præstation
• Danmark blev europamestre for anden gang – og for første gang siden 2012
• De danske herrer vandt forud for EM fire verdensmesterskaber i træk (2019, 2021, 2023, 2025)
• Danmark er også regerende olympiske mestre efter OL-guld i 2024

Fanzonen
• Fanzonen fyldte mere end 15.000 kvadratmeter i hal M og hal G ved siden af Jyske Bank Boxen
• Over 200.000 fans lagde vejen forbi under mesterskabet
• Fanzonen havde aktiviteter, shows og debatter med håndboldlegender
• DanskHåndbold stod for aktivitetsområder med airtrack, håndboldbane og legeunivers

Bæredygtighed og ansvarlighed
• EM 2026 blev det første europamesterskab, hvor tre lande forenedes under ét fælles bæredygtighedskoncept: PurePromise
• Gennem konceptet blev der sat fokus på grøn omstilling og ansvarlig eventafvikling
• Fanzonen rummede blandt andet en stor bæredygtighedsstand med aktiviteter og oplysning.

Har du spørgsmål?

Dorte West
Torvet 5
7400 Herning

Tlf.: 96 28 23 22 (arb.)
Mail: borgmester@herning.dk

Har du spørgsmål?

Ole Hansen
Kommunikationschef

Tlf.: 96 28 26 42 
Mobil: 40 22 32 28
@: ole.hansen@herning.dk

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?