DanskHåndbold bag ny skov i Herning

Publiceret 14-01-2026

EM i herrehåndbold 2026 er afsættet for et samarbejde, der skal beskytte Hernings drikkevand og skabe ny skov lige nord for byen.

DanskHåndbold, Klimaskovfonden, Herning Kommune og Herning Vand tog onsdag eftermiddag første skridt mod anlæggelsen af 20 hektar ny skov ved Løvbakkerne i det nordlige Herning.

Ved EM i herrehåndbold, som starter torsdag i Herning, er de danske værter gået sammen med medværterne i Sverige og Norge om at skabe et fælles koncept for bæredygtighed.

Det første fælles fokusområde er ”vand”. Rent drikkevand er noget, de tre værtslande har til fælles. Men adgang til rent vand er langt fra garanteret i mange dele af verden.

- Håndbold, og håndboldslutrunder, samler mennesker på tværs af alder og landsdele. Det fællesskab vil vi bruge til at udbrede budskabet om, hvorfor skov er vigtig – for klimaet, for vandet og for livet omkring os – både under EM og de næste fem år. Vi vil oplyse, inspirere og skabe handlemuligheder sammen med Klimaskovfonden, så alle kan være med til at plante for fremtiden, lyder det fra administrerende direktør i DanskHåndbold, Heino Marnow Knudsen.

Samarbejde starter med drikkevandsbeskyttelse i Herning

DanskHåndbold vil sammen med Klimaskovfonden, Herning Kommune og Herning Vand plante skov, da drikkevandsbeskyttelse er én af flere positive effekter ved at omlægge areal til skov. Når der plantes skov, må der nemlig ikke længere sprøjtes og gødskes på arealerne.

Sammen med Herning Vand har DanskHåndbold og Herning Kommune udset sig et areal omkring en række af vandselskabets kildeboringer ved Løvbakkerne.  

- Det er en central del af Herning Vands strategi at sikre, at vores drikkevand beskyttes både på kort og langt sigt - og meget gerne i partnerskaber. Derfor giver det naturligvis rigtig god mening, at vi indgår i samarbejdet med DanskHåndbold, Klimaskovfonden og Herning Kommune om skovrejsning ved vores eksisterende boringer og kommende vandværk i Løvbakkerne. Skovrejsning er et effektivt og langsigtet værktøj til at beskytte grundvandet, samtidig med at det understøtter klimaindsatsen. Projektet afspejler vores ambition om at tage ansvar og skabe løsninger i tæt samarbejde med andre, siger Jakob Juhl, administrerende direktør ved Herning Vand

Parterne skal i løbet af de næste to år finde finansiering til skovrejsningen på arealerne i Herning.

Politisk velvilje

DanskHåndbold bliver selv den første bidragyder til skovrejsningsprojektet i Løvbakkerne. Med EM i herrehåndbold som anledning satte forbundet i løbet af efteråret skub i realiseringen af skov-projektet politisk – og mødte stor velvilje hos Herning Kommune.

Arealet i Herning blev godkendt til skovrejsning af byrådet i december og det blot få måneder efter, at Herning Kommune indgik et partnerskab med Klimaskovfonden om at blive KLIMA+ kommune.  Med partnerskabet forpligter kommunen sig til at finde arealer, hvor der kan rejses skov i kommunen.

- Når Herning Kommune stiller jord til rådighed, markerer vi ikke blot et vigtigt skridt i partnerskabet med Klimaskovfonden og DanskHåndbold – vi viser handling. Samarbejdet bliver omsat til noget helt konkret: Nye skove og natur, der styrker klimaindsatsen, beskytter vores drikkevand og skaber grønne åndehuller for borgerne, siger John Thomsen, (V), formand for Miljø-, Infrastruktur- og Naturudvalget i Herning Kommune.

Klimaskovfonden forpligter sig på den anden side af bordet til at finde bidragydere og samarbejdspartnere, der vil finansiere skovrejsningen. Her er DanskHåndbold altså første aktør, der byder sig til med et konkret projekt i kommunen.

Medfinansiering fra fans

Ambitionerne fra DanskHåndbolds side rækker ud over EM 2026 og Herning Kommune.

Sammen med Klimaskovfonden vil forbundet gøre skovrejsning til en folkesag. Til landskampe på hjemmebane de næste fem år vil forbundet inddrage fans og partnere i medfinansieringen af skoven, ikke kun i Herning, men på sigt potentielt i alle dele af Danmark.

I fanzonen til EM i håndbold kan fans møde Klimaskovfonden og bidrage til skovrejsningen.

- Når det stærke fællesskab om håndboldsporten hjælper med at brede budskabet ud om, at alle kan være med til at plante skov, så gør det en forskel. Skov er naturens egen metode til at optage CO2 til gavn for klimaet, og ny skov er samtidig med til at beskytte vores drikkevand og skabe nye muligheder for at udfolde sig i naturen. Derfor glæder vi os til samarbejdet med DanskHåndbold om at sætte handling bag ordene og få rejst rigtig mange håndboldbaner ny skov, siger Kirsten Brosbøl, forperson i Klimaskovfonden.

DanskHåndbold og Klimaskovfonden har indgået et samarbejde, der bygger på fælles værdier: Ansvarlighed, fællesskab og handling. Samarbejdet er et konkret eksempel på, at sport og klimaindsats kan gå hånd i hånd, for sammen skal parterne plante skov i Danmark, der optager CO2 og gør Danmark grønnere.

Baggrunden for samarbejdet er, at ansvarlighed for både DanskHåndbold og Klimaskovfonden ikke bare er ord, men en handling. Derfor understreger samarbejdet om at rejse skov, at sport kan være en drivkraft for forandring, og at håndboldens fællesskab også er et fællesskab for klima og natur.

 

Har du spørgsmål?

Louise Berg Hansen
Biolog
Natur og grønne områder

Tlf.: 96 28 81 44
Mobil: 21 54 44 14
Mail: ngolh@herning.dk

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv via Virk.dk (Virksomhed)

Har du spørgsmål?

Ole Hansen
Kommunikationschef

Tlf.: 96 28 26 40
Mobil: 40 22 32 28
@: ole.hansen@herning.dk

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv via Virk.dk (Virksomhed)

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?