Budgetforliget for 2027 i Herning Kommune har stort fokus på de tre ambitioner, byrådet i fællesskab vedtog kort før sommerferien.
Ambitionerne slår fast, at Herning Kommune skal være verdensmestre i hverdag, Danmarks mest attraktive uddannelsessted og fortsat prioritere og udvikle den handlekraft, der er så karakteristisk for Herning-egnen.
- Jeg glæder mig over, at vi i forliget afsætter i alt 30 millioner kroner til at forberede en af de nedlagte sengebygninger på den gamle sygehusgrund midt i Herning til iværksætteri. Vi sender et meget tydeligt signal om, at vi ønsker at stimulere handlekraft, driftighed og troen på fremtiden, siger borgmester Dorte West.
De tre byrådsambitioner er i fokus i hele forligsteksten.
- Ambitionerne, som er stærkt forbundne og hinandens forudsætninger, er forligets omdrejningspunkt, og vi tager en række konkrete initiativer, siger Dorte West.
Mange penge til det specialiserede socialområde
Budgetforliget har særligt fokus på det specialiserede socialområde. 28 millioner kroner ekstra afsættes årligt til området. 112 millioner kroner i alt over den fire-årige budgetperiode.
- Vi har de senere år set en tydelig tendens til, at det specialiserede socialområde er økonomisk presset. Det er der flere grunde til, og vi står langt fra alene i Herning Kommune med den udfordring. Nu tager vi konsekvensen og giver økonomien på området et stort, permanent løft, siger borgmesteren, der takker de øvrige partier i byrådet for samarbejdet omkring budgettet.
Hun noterer, at der ved de senere års budgetforlig har været fokus på blandt andet dagtilbud, folkeskolen og de ældre.
- I år tager vi så for alvor livtag med det specialiserede socialområde. Det er et stort beløb, vi prioriterer til området, men jeg glæder mig over, at kommunens økonomi er så robust, at vi kan afsætte de mange penge uden at skulle ud i store sparerunder på de øvrige velfærdsområder, siger Dorte West.
Der afsættes samtidig 22 millioner kroner til yderligere botilbudspladser på det specialiserede socialområde.
Fra budgetforliget kan også nævnes:
/ 54 millioner kroner til udvidelser og forbedringer af Lind og Snejbjerg skoler.
/ Fortsættelse af forsøget med gratis bybuskørsel i Herning for unge mellem 16 og 26 år og pensionister, og gratis lokalruter.
/ Yderligere seks millioner kroner til cykelhandlingsplanen.
/ Yderligere seks millioner kroner til kommunens satsning på Herning som uddannelsesby.
/ Yderligere seks millioner kroner til kommunens satsning på fællesskaberne i Herning Kommune.
