Herning Kommune hjælper, når bogstaverne driller

Publiceret 04-02-2025

Nyt, ambitiøst projekt målrettet unge og voksne med skrive- og læseudfordringer skydes nu i gang.

Herning Kommune går i den kommende tid forrest i kampen for at sikre alle borgere de nødvendige læse- og skrivefærdigheder.

Kommunen har i forvejen en velfungerende indsats i folkeskolerne. Men nu skrues der yderligere op, så også unge og voksne, der har udfordringer med at læse og skrive, kan få hjælp.  

- Vi kan faktisk bryste os af at være én af landets første læse- og skrivevenlige kommuner, hvor alle kan få hjælp til læse- og skriveudfordringer. Det er jeg rigtig stolt af. Det er noget helt særligt at kunne gå forrest i kampen for, at alle borgere - uanset alder - kan få hjælp, hvis bogstaverne driller. Vi ved jo fra landsdækkende undersøgelser, at hver femte dansker har udfordringer med læsning, siger Anne Mette Bang Rasmussen, (V), formand for Herning Kommunes Børne- og Familieudvalg.

En række lokale aktører er gået sammen for at løfte indsatsen. Tanken er, at initiativerne i de kommende år skal sprede sig ud i hele kommunen på tværs af byer, uddannelser, foreninger, erhvervsliv og kulturinstitutioner.

Teknologien kan hjælpe

Den forstærkede indsats går på flere ben.

Biblioteket samarbejder for eksempel med unge ordblinde og UngHerning. Målet er at imødekomme de unges ideer og behov og skabe konkrete tilbud og fællesskaber for unge med læse- og skrivevanskeligheder.

Et andet eksempel er Ordlab.dk. Her vil alle borgere, som oplever læse- og skriveudfordringer, kunne få hjælp til at finde frem til de mange digitale værktøjer, der kan hjælpe i dagligdagen. En række nøglepersoner vil blive uddannet til at hjælpe borgerne med at bruge de digitale værktøjer og hjælpe-apps, som er tilgængelige via borgernes smartphones.

- Den teknologiske udvikling betyder, at vi i dag har hjælpemidler til at lette læsning og skrivning på mobilen. Desværre er der ikke mange, der kender til mulighederne. Det vil vi gøre noget ved. I foråret 2025 uddanner vi 60 nøglepersoner rundt omkring i kommunen. Målet er, at alle unge og voksne, som oplever et behov for hjælp, har et sted at gå hen, siger Karen Engelund, pædagogisk udviklingskonsulent i Herning Kommune.

De nye tilbud er tilgængelige for alle, der er læse- og skriveudfordrede. Det kan være, du selv har brug for hjælp. Det kan også være, du er pårørende til én, der har. Eller måske du er leder og ved, at tilbuddene kunne være til gavn for nogle af dine medarbejdere. 

Har du spørgsmål?

Anne Mette Bang Rasmussen
Vardevej 107
6933 Kibæk

Tlf.: 60 67 99 97
Mail: byrar@herning.dk

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?