Borgmester og minister i fælles løfte: Unge i Herning skal trives

Publiceret 25-09-2025

Unge mennesker i Herning, der er i risiko for at stå udenfor fællesskabet, skal gribes med en lokal og national indsats, der smelter sammen.

En stærk værdikæde blev mandag formiddag cementeret i Vildbjerg Sports- og Kulturcenter.

250 aktører fra hele Herning Kommune - med borgmester Dorte West og økonomiminister Stephanie Lose i spidsen - skrev under på et fælles løfte: De vil forbedre livsvilkårene for unge, der står uden for job og uddannelse.  

Aktører fra erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner, politi, psykiatri, frivillige foreninger og Herning Kommune var samlet for at dykke ned i initiativet ”Stærke værdikæder – fra barn til voksen”.  

Udover at underskrive et fælles løfte mødtes de med det formål at dele vigtig viden, som skal hjælpe med at støtte de unge mennesker, som risikerer at falde udenfor.

Otte fokusområder og én fælles retning

Initiativet ’Stærke værdikæder - fra barn til voksen’ har været under udvikling i næsten et år og bygger på en samskabende proces med aktører på tværs af det offentlige, frivillige foreninger og erhvervslivet samt samtaler med unge og forældre i målgruppen. Resultatet er otte fokusområder, der skal danne grundlag for stærkere værdikæder.

Borgmester Dorte West er positiv over indsatsen:

- Vi har lyttet bredt til både unge, forældre, erhvervsliv og civilsamfund. Nu begynder det reelle arbejde med at omsætte temaerne til handling, så flere kan finde fodfæste og opleve trivsel i hverdagen, siger Dorte West.

Projektet blev for alvor tryktestet ved mandagens stormøde, da forskellige fagligheder kunne blive klogere på projektet men også bidrage med viden og erfaringer i otte dialogmøder.

Det er med tanke på, at en fælles indsats kan styrke værdikæden yderligere.

- Det er helt essentielt for dette projekt, at vi finder løsninger i samarbejde med erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, foreningsliv, politi, psykiatrien, de frivillige kræfter og resten af civilsamfundet. Det er i alles interesse, at vi hjælper de unge, som har brug for en ekstra håndsrækning, siger Dorte West.

Ungeløfte og ungepanel

Et af stormødets stærkeste øjeblikke var, da et modigt ungepanel trådte på scenen og delte deres personlige historier og satte ord på, hvorfor indsatsen er så vigtigt.

De havde alle oplevet udfordringer, og en af de unge forklarede, at hun nu for første gang havde fået et job, hvor hun ikke havde haft en sygedag.

Udover det lokale initiativ blev der også lanceret at nationalt initiativ. Økonomiminister Stephanie Lose lancerede nemlig Herning Kommunes partnerskab i ’Ungeløftet’.

I sin tale sagde økonomiminister Stephanie Lose, at de kan gøre noget fra Christiansborg, men der er brug for samarbejde:

- Når man i virkeligheden skal have ting til at fungere i praksis, derude hvor man møder alle relevante mennesker i dagligdagen, er vi helt afhængige af sådan nogle som jer (…). At I faktisk løfter og gør en indsats, lød det fra ministeren.

Målgruppen for ’Ungeløftet’ og ’Stærke værdikæder’ er den samme, og derfor giver det mening at lade de to projekter smelte sammen.

Har du spørgsmål?

Dorte West
Torvet 5
7400 Herning

Tlf.: 96 28 23 22 (arb.)
Mail: borgmester@herning.dk

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?