Ovenstående citat kommer fra et barn om forældrenes diskussion i en tv-reklame, der den seneste måned har kørt på diverse tv-kanaler.
Reklamen er en del af en folkeoplysningskampagne, der skal gøre borgere i Herning Kommune opmærksomme på, at konflikter i et parforhold er helt normalt - og at der i her i kommunen findes gratis hjælp til at håndtere dem.
Forskning viser nemlig, at et konfliktfyldt parforhold ikke kun rammer de voksne, men også børnene. Og når mor og far mistrives, mistrives børnene også.
Det var essensen af et tværfagligt oplæg, hvor der, onsdag d.17. september, var samlet over 100 medarbejdere fra forskellige fagområder til at høre om indsatsen ”Vores Parforhold”; et tilbud NGO’en Styrk Familierne i samarbejde med Aarhus Universitet står bag.
Med til oplægget var bl.a. sundhedsplejersker, lærere, pædagoger, socialrådgivere, psykologer og mange flere, der fik indblik i både baggrunden for initiativet og de positive resultater, det allerede har skabt.
Det virker
Herning Kommune er en af fem kommuner, der er udvalgt til at afprøve ordningen Vores Parforhold, hvor forældre får konkrete redskaber til at håndtere uenigheder på en mere konstruktiv måde.
Målet er ikke at undgå konflikter helt, men at sikre, at de ikke slider parforholdet - og familien - i stykker.
Idéen er både at hjælpe de parforhold, hvor konflikterne er mange og ofte, men også at hjælpe til før problemerne vokser sig store.
Og resultaterne er ikke til at tage fejl af: Forskningen viser, at det virker! Forældrene oplever bedre dialog - både sammen og som skilte - mens børnene trives bedre, udvikler sig bedre fagligt og styrker deres sociale kompetencer.
Vores Parforhold er et tilbud, der har været tilgængelig siden februar i år.
Læs mere om initiativet her: Vores parforhold - Få gratis eksperthjælp til et bedre parforhold

