Herning Kommune afprøver skolezoner ved flere skoler, hvor der opleves meget trafik ved skolernes aflæsningsområder. Herudover arbejder vi med udpegning af anbefalede gang- og cykelruter, der skal medvirke til at flere børn og unge bliver selvtransporterende.
Mange skoler oplever travl og til tider kaotisk trafik omkring skolen i morgentimerne. Det kan skabe utryghed for både børn og voksne og medfører ofte, at flere forældre vælger at køre deres børn til skole, hvilket øger trafikpresset yderligere.
For at skabe tryggere og mere sikre skoleveje samarbejder Vej og Trafik med skoler, forældre og skolebestyrelser om at etablere skolezoner ved nogle skoler.
Skolezone
En skolezone er et afgrænset område, hvor biltrafikken begrænses for at give bedre forhold for børn og unge, der går eller cykler til skole. Målet er at skabe gode og sikre rammer, så flere børn og unge får mulighed for at vælge aktive transportformer. Det gavner både den enkelte elev, fællesskabet og miljøet.
Dialog
Som led i skolezonearbejdet gennemføres undersøgelser og dialogforløb med lokale aktører, for at få indsigt i de trafikale udfordringer omkring skolerne. På baggrund heraf udarbejdes anbefalinger til indretning af skolezoner og andre tiltag, der kan styrke trafiksikkerheden og forbedre forholdene for gående og cyklister. Derudover kan skolerne arbejde med deres egen trafikpolitik, som kan understøtte sikre transportvaner og medvirke til at skabe en fælles forståelse af, hvordan elever, forældre og medarbejdere bidrager til en tryg skolevej.
Borgere samt erhvervsdrivende vil altid blive kontaktet direkte, hvis et forslag kan få betydning for deres nærområde eller ejendom.
Mulige tiltag og dialog
Eksempler
Tiltagene kan omfatte både fysiske ændringer, trafikregulering og adfærdsskabende initiativer, der tilsammen bidrager til en tryggere skolevej.
Trafikregulering, eksempelvis vejspærringer eller indkørselsforbud på udvalgte veje omkring skolen i bestemte tidsrum, typisk i morgentrafikken.
Parkerings- og standsningsregulering, herunder standsnings- og parkeringsforbud, eventuelt tidsbegrænset.
Tydelig afmærkning og skiltning, så skolezonen er synlig og let at forstå for alle trafikanter.
Information og dialog, der øger forældres og trafikanters forståelse for formålet med skolezonen og fordelene ved at vælge aktive transportformer.
Adfærdsskabende initiativer, såsom kampagner, konkurrencer og nudging, der motiverer flere børn og forældre til at gå eller cykle til skole.
Derudover kan arbejdet omfatte generelle trafiksikkerhedsforbedringer, eksempelvis ændringer i parkeringsforhold, beskæring af beplantning for at forbedre oversigtsforholdene eller andre tiltag, der styrker sikkerheden for gående og cyklister i området omkring skolen.
Borgere samt erhvervsdrivende vil blive kontaktet direkte, hvis et forslag kan få betydning for deres nærområde eller ejendom.
Her arbejder vi aktuelt med skolezoner
Sunds Skole - Skolezoner
Til at udvikle skolezoner omkring Sunds Skole ved afdelingerne Nøddevej og Skalmejevej, er der nedsat en projektgruppe bestående af medarbejdere og skolebestyrelsesrepræsentanter fra skolen samt medarbejdere fra Herning Kommunes afdelingen for Vej, Trafik og Byggemodning.
Som en del af arbejdet har projektgruppen inddraget konsulentvirksomhederne Luxenburger Trafik & Vejteknik, Trafik i Børnehøjde og Plangruppen, som har bidraget med trafikrapporter og en skolevejsundersøgelse. Derudover har projektgruppen gennemført undersøgelser og afholdt workshops for at få et grundigt indblik i de trafikale udfordringer omkring skolens afdelinger på Nøddevej og Skalmejevej.
På baggrund af dette arbejde er der udarbejdet en række anbefalinger til, hvordan skolezonerne kan indrettes, og hvordan forholdene for gående og cyklister kan forbedres.
Arbejdet er nu nået til den fase, hvor anbefalingerne omsættes til konkrete forslag og projekter. Det er vigtigt, at løsningerne udvikles i tæt dialog med de berørte borgere, da lokale erfaringer og input er værdifulde for det videre arbejde. Borgere og erhvervsdrivende vil derfor blive kontaktet direkte, hvis et forslag kan få betydning for deres nærområde eller ejendom.
Tidsplan:
Jan. - aug. 2026
Workshop - Trafiktællinger - Skolevejsundersøgelse - Udarbejdelse af trafikrapporter
Sep. - okt. 2026
Generel info om projektet informeres ud via Herning.dk mv. - Trafikpolitik udarbejdes - Skolevejsundersøgelse - Skoletrafikkampagner
Okt. - Dec. 2026
Vej og Trafik udarbejder skolezoneprojektforslag - Borgere og erhvervsdrivende der bliver berørt kontaktes.
Jan. - Feb. 2027
Borgerinfo på Sunds Skole vedr. projektet
Marts - Maj 2027
Fysiske tiltag sættes i gang som forsøg eller som permanente løsninger - Trafiktællinger - Skoletrafikkampagner - Trafik- og skoleevent ved afdelingerne.
Sep. 2027
Skolevejsundersøgelse
Tidsplanen opdateres løbende - sidst opdateret 16.9. 2026.
Vi bruger cookies til at huske dit cookievalg. Enkelte elementer til fx at vise indhold fra sociale medier kan sætte tredjeparts cookies, ligesom funktionalitet til statistik også kan sætte cookies. Vi bestræber os på at sitet virker uden brug af cookies.