Ansættelse og forpligtigelser
Når du skal ansættes som selvvalgt hjælper efter Lov om Social Service, § 94, vil du blive indkaldt til samtale med en visitator. I den forbindelse vil du blive bedt om at medbringe en kopi af den private straffeattest samt evt. dokumentation for uddannelse, anciennitet og pensionsanciennitet.
Hvis den borger, der skal modtage hjælpen, har hjemmeboende børn under 15 år, vil du desuden blive bedt om at underskrive en blanket, hvor du giver tilladelse til, at Herning Kommune indhenter en børneattest.
Hvis borgeren har hjemmeboende børn under 15 år, er det en forudsætning for ansættelse, at du har en børneattest uden anmærkninger.
I forbindelse med samtalen bliver der taget stilling til, hvilke dage og tidspunkter ansættelsen dækker.
Som hjælper er du forpligtet til at arbejde efter Herning Kommunes retningslinjer. Det betyder bl.a., at du skal arbejde for at gøre borgeren mest mulig selvhjulpen, og det betyder også, at du har pligt til at give besked til Visitationsenheden i Sundhed og Ældre, når borgerens behov ændrer sig. Dette gælder både, hvis borgeren får behov for mere hjælp, og hvis borgeren bliver mere selvhjul-pen og derfor kan klare sig med mindre hjælp.
Du skal desuden give besked til Visitationsenheden, hvis borgeren i en periode er fraværende - f.eks. hvis vedkommende bliver indlagt eller rejser på ferie.
Løn- og ansættelsesvilkår
Som selvvalgt hjælper bliver du ansat af Herning Kommune, og du bliver ansat under SOSU-overenskomsten. Du modtager et ansættelsesbrev fra Herning Kommunes lønservice.
Hvis du udfører praktisk hjælp, aflønnes du som ikke-uddannet personale med grundløntrin 11.
Hvis du udfører personlig pleje og har en sundhedsfaglig eller pædagogisk uddannelse, aflønnes du med grundløntrin 18. Dertil kan komme anciennitetstillæg jf. overenskomsten.
I det omfang du skal arbejde om aftenen, om natten eller i weekender, vil der blive givet tillæg til grundlønnen.
Hvis du har optjent pensionsanciennitet, vil Herning Kommune indbetale pensionsbidrag til pensionsordningen. De nærmere retningslinjer fremgår af overenskomsten mellem FOA og KL. Ved henvendelse til lønkontoret i Herning Kommune kan du få oplyst, om - eller hvornår - du har optjent pensionsanciennitet.
Du kan have optjent pensionsanciennitet fra et tidligere ansættelsesforhold. Hvis det er tilfældet, skal du indsende dokumentation for dette.
Månedslønnet eller timelønnet
Hvis du er ansat 8 timer eller mere pr. uge, bliver du betragtet som månedslønnet. Det betyder bl.a., at du har ret til løn i forbindelse med sygdom/barsel. Som månedslønnet optjener du desuden pensionsanciennitet.
Hvis du er ansat på månedsløn, har Herning Kommune funktionsbeføjelse over dig. Hvis du ikke skal varetage dine sædvanlige funktioner hos borgeren, er du forpligtet til at blive overført til andet lignende arbejde. Dette gælder også i en evt. opsigelsesperiode.
Som månedslønnet kan du selv opsige din stilling med én måneds varsel til udgangen af en måned. Herning Kommune kan opsige dig efter reglerne i overenskomsten mellem FOA og KL.
Hvis du er ansat under 8 timer pr. uge, bliver du betragtet som timelønnet. Som timelønnet har du ret til fravær uden løn i forbindelse med sygdom og graviditet.
Hvis du fra en tidligere ansættelse har optjent pensionsanciennitet, mister du ikke denne, og Herning Kommune vil fortsat indbetale pensionsbidrag til pensionsordningen.
Som timelønnet er der et opsigelsesvarsel på 2 dage fra begge parter.
Ferie, sygefravær og barsel
Visitationsenheden i Sundhed og Ældre skal have besked senest 8 uger før, du afholder din ferie, så der kan findes en ferieafløser.
Hvis du bliver syg, skal du kontakte Visitationsenheden, som vil sørge for, at en godkendt (privat eller kommunal) leverandør yder hjælpen i den periode, hvor du er fraværende.
Hvis du skal gå på barsel, skal du kontakte Visitationsenheden i Sundhed og Ældre, så der kan blive lavet en aftale: Enten om der skal ansættes en barselsvikar, eller om en af de godkendte (private eller kommunale) leverandører skal yde hjælpen, mens du er fraværende