Kloakken på din ejendom kan først endelig registreres som separeret i BBR, når kommunen har modtaget en opdateret kloaktegning med kloakmesterens stempel og dato.
Kloakmesteren skal indsende en opdateret kloaktegning senest 4 uger efter arbejdet er udført jf. § 11, stk. 1 i Bekendtgørelse om autorisation og drift af virksomhed på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet nr. 722 af 12. juni 2024. Kloaktegningen sendes pr. mail til separering@herning.dk. Du skal også selv beholde en kopi af kloaktegningen.
Kloaktegningen skal vise alle bygninger samt beskrive den undersøgelse eller de ændringer, der er foretaget på ejendommen. Det vil sige, at alle tagnedløb skal være vist på tegningen, med en markering af de eksisterende ledninger eller en beskrivelse af, hvor regnvandet afledes til (for eksempel regnvandsledning, faskine, ud på jorden eller regnvandstønde). Der skal være en tydelig mærkning af nye ledninger og eventuelle afpropninger, sandfang, brønde og faskiner. Det skal være tydeligt angivet, hvad der er regnvand og spildevand. Dette gælder for alle bygninger på ejendommen.