Arrangementer og telte

Her finder du regler for afholdelse af arrangementer heriblandt kræmmermarkeder, byfester, opsætning af scene og telte, samt midlertidige campingområder.

Når du planlægger et arrangement, skal du som arrangør være klar over, at arrangementet kan kræve en tilladelse efter byggeloven, afhængigt af arrangementets karakter og størrelse.

Ansøgningen skal indsendes mindst fire uger før arrangementet.

Før du ansøger, skal du lave en aftale med ejeren af ejendommen om at bruge arealet. Det gælder både, hvis det er et privat areal, og hvis det er et areal, som Herning Kommune ejer.

Hvis arrangementet afholdes på et kommunalt areal, skal du søge om lov til at bruge arealet via Brug byen. Din tilladelse til lån af offentligt areal fungerer som din fuldmagt til byggesagsansøgningen.

Når du opstiller et telt, skal du være opmærksom på, at der er forskellige regler afhængigt af teltets størrelse og brug. Nogle telte kan opstilles uden byggetilladelse, mens andre vil kræve en. Se oversigten bagerst i bilag 11 i vejledningen om midlertidige udendørs arrangementer i Bygningsreglementet: Bilag 11: Præ-accepterede løsninger for forsamlingstelte og midlertidige udendørs camping- og salgsområder

Der skal ansøges via Byg og Miljø via ansøgningstypen: Midlertidige arrangementer

Der er krav om en pladsfordelingsplan ved telte, som indrettes til brug af flere end 150 personer. Denne kan vedlægges ansøgninger om arrangementer, eller som en selvstændig ansøgning under ansøgningstypen: Pladsfordelingsplaner.

Det kan også kræve en pladsfordelingsplan, hvis du skal afholde et arrangement i en sportshal eller et forsamlingshus med mere end 150 personer. Her skal du bruge ansøgningstypen: Pladsfordelingsplaner.

Du kan finde mere vejledning om pladsfordelingsplaner i bygningsreglementets bilag 11c: Bilag 11c: Vejledning om pladsfordelingsplaner

Større arrangementer som camping- og salgsområder, festivaler, by- og markedsfester, loppemarkeder, stævner, koncerter og spejderlejre, hvor der er mere en 150 personer, kræver en samlet arrangementsplan, da det tit er en blanding af forskellige aktiviteter.

Du kan finde hjælp til at lave en samlet arrangementsplan i Bygningsreglementets bilag 11a: Bilag 11a: Vejledning om arrangementsplaner for midlertidige udendørsarrangementer

Campingområder:
Campingområder til højst 150 personer er ikke omfattet af bygningsreglementets bestemmelser, herunder brandkrav. Der er derfor ikke krav til indretning eller meddelelse til kommunen for campingområder til højst 150 personer.

Campingområder til flere end 150 personer skal overholde bygningsreglementets brandkrav. Personantallet bestemmes som det forventede største antal personer, der vil være på campingområdet samtidigt. Personer, der er tilknyttet arrangementet m.m., skal medregnes i personantallet. 

Kommunen skal altid have meddelelse om etablering af campingområder til flere end 150 personer. Meddelelsen skal indeholde oplysninger om campingområdets placering, indretning og brug. Meddelelsen skal være modtaget af kommunen senest 4 uger før området tages i brug. 

Du finder mere vejledning om indretning af campingområdet i afsnit 3 i bygningsreglementets bilag 11: Bilag 11: Præ-accepterede løsninger for forsamlingstelte og midlertidige udendørs camping- og salgsområder

Hvis man ikke kan overholde reglerne i vejledningen, vil campingområdet kræve en byggetilladelse. I de tilfælde skal der sendes en brandtekniske redegørelse med ansøgningen, hvor der redegøres for hvordan man håndterer de afvigelser, der er i forhold til vejledningen.

Der skal anmeldes/ansøges via Byg og Miljø via ansøgningstypen: Midlertidige udendørs Camping og salgsområder

Salgsområder:
Salgsområder til højst 150 personer er ikke omfattet af bygningsreglementets bestemmelser, herunder brandkrav. Der er derfor ikke krav til indretning eller meddelelse til kommunen for salgsområder til højst 150 personer. Det gælder f.eks. hvis man opstiller en enkelt salgsvogn i forbindelse med et arrangement.

Hvis man opstiller flere salgsvogne i nærheden af hinanden, skal det samlede antal personer være under 150 personer for at være undtaget fra reglerne.

Personantallet bestemmes som det forventede største antal personer, der vil være på salgsområdet samtidigt. Personer, der er tilknyttet arrangements salgsboder og lignende, og befinder sig i salgsområdet, skal medregnes i personantallet. Personer som befinder sig i friområder foran salgsboden, skal ikkemedtages i personantallet. 

Salgsområder til flere end 150 personer skal overholde bygningsreglementets brandkrav. Meddelelse til kommunen skal ske uanset om etablering af salgsområdet kræver byggetilladelse eller ej. Komunen skal derfor altid have meddelelse om etablering af salgsområder til flere end 150 personer. 
Meddelelsen skal indeholde oplysninger om salgsområdets placering, indretning og brug. Meddelelsen skal være modtaget af kommunen senest 4 uger før området tages i brug.

Du finder mere vejledning om indretning af salgsområder i afsnit 4 i bygningsreglementets bilag 11: Bilag 11: Præ-accepterede løsninger for forsamlingstelte og midlertidige udendørs camping- og salgsområder

Hvis man ikke kan overholde reglerne i vejledningen (f.eks. afstand til bygninger), vil salgsområdet kræve en byggetilladelse. I de tilfælde skal der sendes en brandtekniske redegørelse med ansøgningen, hvor der redegøres for, hvordan man håndterer de afvigelser, der er i forhold til vejledningen.

Der skal anmeldes/ansøges via Byg og Miljø via ansøgningstypen: Midlertidige udendørs Camping og salgsområder

Ved indendørs arrangementer kan det være aktuelt, at der sker midlertidige ændringer i lokaler eller bygningers anvendelse. Det kan være f.eks. være arrangementer med mange mennesker i landbrugs- eller lagerbygninger, kontorbyggeri eller andet, som ligger udover bygningens oprindelig godkendelse.

Her kan det være muligt at opnå en midlertidig byggetilladelse til den ændrede anvendelse, så arrangementet kan afholdes. Der kan kun opnås tilladelse til ændret anvendelse op til i alt 50 dage om året.

I forbindelse med ansøgningen skal der redegøres for de brandmæssige forhold (f.eks. flugtveje, varsling, flugtvejs- og panikbelysning m.v.)

Denne type ansøgning vil som regel være indeholdt i en af de andre ansøgninger i forbindelse med arrangementer, da der på samme tid vil skulle redegøres for indretningen af lokalerne. 

Midlertidig overnatning er ofte en hyggelig del af mange institutioner og foreningers aktiviteter, som kan være i forbindelse med f.eks. sport-, eller skolearrangementer. Overnatninger kan ske på skoler, institutioner, haller, spejderhytter mm. Hvis lokaler ikke er godkendt til overnatning, skal retningslinjerne i Bygningsreglementet overholdes.

Både den ansvarlige for overnatningen, samt den daglige ansvarlige for de lokaler, der benyttes, skal være bekendt med reglerne inden overnatningen finder sted.

For nærmere vejledning henvises til: Bilag 11b: Præ-accepterede løsninger for midlertidig overnatning i bygninger

Du skal være særligt opmærksom på reglerne, hvis du skal overnatte over stueetagen, da det kan kræve en byggetilladelse,

Der skal anmeldes/ansøges via Byg og Miljø via ansøgningstypen: Midlertidig overnatning

Transportable konstruktioner som telte, tribuner, scener, skurvogne, containere, pavilloner, messestande, portaler, tårne, raftekonstruktioner m.v., anvendes ved alle former for arrangementer og begivenheder, herunder private fester, koncerter, sportsstævner, festivaler, byfester, cirkusforestillinger og lignende. De vil nogle gange kræve en byggetilladelse afhængigt af størrelse og placering.

I bygningsreglementet fremgår det, hvilke transportable konstruktioner, der er undtaget fra kravet om byggetilladelse: (BR18) § 6b, stk. 1, nr. 1-7.

Du kan også finde de konstruktioner, som enten kræver en certificering eller en byggetilladelse: (BR18) § 6b, stk. 2, nr. 1 -12 og stk. 4

Hvis din konstruktion skal være opstillet mere end 6 uger vil den altid kræve en byggetilladelse.

Ud over det kan der være tilfælde hvor f.eks. de generelle afstandskrav på minimum 7,5 meter til andre bygninger, eller certifikater der ikke overholdes i sin helhed, kan resultere i at konstruktioner til trods for undtagelserne vil kræve en byggetilladelse.

Hvis en transportabel konstruktion ikke er nævnt i § 6b, stk. 1, nr. 1-7 skal kommunen vurdere, om konstruktionen i det konkrete tilfælde er omfattet af byggeloven og bygningsreglementet.

Hvis konstruktionen ikke er omfattet af byggeloven, er der hverken krav om byggetilladelse eller certificering.

Der skal ansøges via Byg og Miljø via ansøgningstypen: Transportable konstruktioner 

Har du spørgsmål?

Byggeri og Ejendomsdata
Torvet 5
7400 Herning

@: byggesag@herning.dk

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv via Virk.dk (Virksomhed)

Telefontider

Byggeri og Ejendomsdata
Tlf.: 96 28 80 15

Telefontider:
Mandag 8.30 - 16.00
Tirsdag og onsdag 8.30 - 15.00
Torsdag 10.00 - 17.00
Fredag 8.30 - 12.00

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?