Kørekort
Det er ikke alle, der skal udfylde en ansøgning for at få et kørekort, men du skal altid møde op i Borgerservice. Husk at bestille en tid, da det er obligatorisk. Klik på 'Bestil tid' og følg trinnene. Hvis det er muligt at udfylde en ansøgning, vil du få valget. Det er dog ikke et krav at udfylde en ansøgning, så du kan også nøjes med at bestille en tid. Du skal ikke reservere en tid for at hente dit kørekort i Borgerservice. Du skal blot henvende dig i receptionen mellem klokken 8-16 mandag, 8-15 tirsdag og onsdag, 8-17 torsdag og 8-12 fredag (skal du afhente kørekort for andre, kræver vi en skriftlig fuldmagt).
Du kan tidligst få fornyet dit kørekort 3 måneder før, kortet udløber. Inden da kan vi kun lave en kopi af det eksisterende kørekort.
I Borgerservice kan du betale med alle typer betalingskort.
Vi tager fotos i forbindelse med bestillingen af kørekort. Det koster 130 kroner. Du må også medbringe et foto selv, der overholder kravene til pasfoto.
Hvis du tager kørekort som 17 årig, må du ikke køre bil uden ledsager. Her på siden finder samtykkeerklæringen og andre praktiske informationer.
Du kan også finde en masse praktisk information omkring kørekort APPen.
Læs mere om krav til medbragte pasfotos på politiets hjemmeside.
Skal du køre i udlandet, kan du finde flere oplysninger her.
Selvbetjening
Fornyelse af kørekort
Sådan fornyer du dit kørekort
Når du ønsker at forny dit kørekort, skal du henvende dig personligt i din kommunes borgerservice. Vær opmærksom på at tidsbestilling er nødvendig i flere kommuner.
Sådan fornyer du dit kørekort
Når du henvender dig i kommunens borgerservice for at
forny dit kørekort, skal du først undersøge hos din kommune, om tidsbestilling er nødvendig.
Ved fremmøde skal du medbringe:
- et vellignende foto
- dit gamle kørekort
- identifikation (pas eller sygesikringskort)
- evt. lægeattest (læs mere herom under overskriften "Hvornår skal jeg medbringe en lægeattest?")
Hvis du ikke har et kørekort af kreditkorttypen eller et gyldigt pas, skal du i stedet medbringe din originale dåbs- navne- eller fødselsattest, samt billedlegitimation.
Hvis du bruger kørekort-appen, skal du oprette dig i appen igen, når du fornyer dit kørekort. Når du fornyer dit kørekort, er det vigtigt, at du medbringer dit fysiske kørekort.
Der er specielle krav til det fotografi, der skal bruges i dit kørekort:
- fotografiet skal være uden skader
- det skal ligne dig
- have størrelsen 35 x 45 mm, hvor hovedet måler mellem 30-36 mm i højden
- billedet skal tages lige forfra og vise dit ansigt og det øverste af skuldrene
- hovedbeklædning må kun bæres, hvis ansøger anmoder om det af religiøse grunde. Hvis der gives tilladelse, skal pandeparti, kindben og hage være tydelige og synlige ansigtet skal være jævnt belyst begge øjne skal være helt synlige og blikket rettet mod kameraet
- munden skal være lukket
- briller må ikke være tonede og skal være uden reflekser
- baggrunden skal være lys og uden skygger eller motiver.
Læs mere om krav til billeder og dokumentation hos Færdselsstyrelsen
Det koster 130 kroner at få taget et foto til kørekort i Borgerservice. Du er også velkommen til selv at medbringe et nyere foto, der lever op til kravene.
Vær opmærksom på, at du kan tidligst få fornyet dit kørekort 3 måneder før, kortet udløber. Inden da kan vi kun lave en kopi af det eksisterende kørekort.
Hvad koster det?
Prisen for et nyt kørekort afhænger af hvilke(n) kategori(er) du har og om dit kørekort tidligere har været begrænset af helbredsmæssige årsager.
De forskellige gebyrer følger Færdselsloven, og du kan se en opdateret liste over alle gebyrer for udstedelse, fornyelse og ombytning af kørekort på Færdselsstyrelsens hjemmeside.
Foto taget i Borgerservice i Herning Kommune koster 130 kroner. Du er velkommen til at medbringe et nyere vellignende foto, der overholder kravene til foto.
Hvornår skal jeg medbringe en lægeattest
Du skal som udgangspunkt ikke vedlægge lægeattest, når du skal forny kørekort til kategorierne AM, A1, A2, A, B og B/E, samt T/M:
- AM (lille og stor knallert)
- A1, A2 og A (lille, mellemstor og stor motorcykel)
- B og B/E (almindelig bil og bil med stort påhængskøretøj)
- T/M kørekort til traktor/motorredskab.
Hvis dit kørekort tidligere har været udstedt med en tidsbegrænsning af helbredsmæssige årsager, skal du medbringe en lægeattest når du skal forny dit kørekort.
Du skal altid vedlægge en lægeattest, hvis du skal forny et kørekort i kategorierne C1, C1/E, C, C/E, D1, D1/E, D og D/E, samt kørekort til erhvervsmæssig personbefordring:
- C1 og C (lille og stor lastbil)
- C1/E, C/E, D1/E, D/E (henholdsvis lille lastbil, stor lastbil, lille bus og stor bus med stort påhængskøretøj)
- D1 og D (lille og stor bus)
- kørekort til erhvervsmæssig personbefordring.
Jeg er 70 år eller derover
Når dit kørekort er ved at udløbe, skal du henvende dig til en af landets kommuner, som vurderer om betingelserne for fornyelse af kørekortet er opfyldt.
Den 1. juli 2017 trådte der nye regler i kraft om fornyelse af kørekort for ældre. Det betyder, at hvis du er fyldt 70 år eller mere, og du skal have fornyet dit kørekort, skal du som udgangspunkt ikke aflevere en lægeattest, når du ansøger om fornyelse af dit kørekort. Dit kørekort kan tidligst fornyes 3 måneder inden du fylder 70 år.
Kørekort til gruppe 1 udstedes som udgangspunkt med en gyldighed på 15 år, medmindre kørekortet begrænses som følge af helbredsmæssige forhold.
Gruppe 1:
AM - Stor knallert
A1 - Lille motorcykel
A2 - Mellemstor motorcykel
A - Stor motorcykel
B - Almindelig personbil
BE - Almindelig bil med stort påhængskøretøj
TM - Traktor og motorredskab
Du skal være opmærksom på, at hvis dit kørekort tidligere har været tidsbegrænset af helbredsmæssige årsager, skal du fortsat aflevere en lægeattest ved fornyelse, ligesom dit kørekort kan blive tidsbegrænset.
Det er ikke altid muligt ved indleveringen af ansøgningen at se om der skal afleveres en lægeattest, da det kan kræve en nærmere undersøgelse af sagen at se om kørekortet tidligere har været begrænset af helbredsmæssige årsager.
Du kan tidligst få fornyet dit kørekort 3 måneder før, kortet udløber. Inden da kan vi kun lave en kopi af det eksisterende kørekort.
Hvor længe er mit kørekort gyldigt?
Et kørekort er gyldigt i den periode, der er anført på kørekortet.
Gyldighedstid for kørekort i kategorierne AM, A1, A2, A, B og B/E samt til traktor/motorredskab
Kørekort, som udstedes efter 19. januar 2013, får som udgangspunkt følgende gyldighedsperiode:
15 år:
- AM (lille og stor knallert)
- A1, A2 og A (lille, mellemstor og stor motorcykel)
- B og B/E (almindelig bil og bil med stort påhængskøretøj)
- kørekort til traktor/motorredskab.
Du skal være opmærksom på, at kørekortet som følge af helbredsmæssige grunde, kan udstedes med kortere gyldighed end 15 år.
Gyldighedstid for kørekort i kategorierne C1, C1/E, C, C/E, D1, D1/E, D og D/E samt kørekort til erhvervsmæssig personbefordring
Kørekort, som udstedes efter 19. januar 2013, får som udgangspunkt følgende gyldighedsperiode:
5 år:
- C1 og C (lille og stor lastbil)
- D1 og D (lille og stor bus)
- C1/E, C/E, D1/E, D/E (henholdsvis lille lastbil, stor lastbil, lille bus og stor bus med stort påhængskøretøj)
- kørekort til erhvervsmæssig personbefordring.
Gyldighedstid for personer over 70 år
Gyldighedstiden for kørekortet i kategorierne C1, C1/E, C, C/E, D1, D1/E, D og D/E samt kørekort til erhvervsmæssig personbefordring vil afhænge af din alder på tidspunktet for udstedelsen:
- fyldt 70 år, men ikke 71: Fire år
- fyldt 71 år, men ikke 72 år: Tre år
- fyldt 72 år, men ikke 80 år: To år
- fyldt 80 år: Et år
Kørekort kan - bl.a. som følge af helbredsmæssige grunde - udstedes med kortere gyldighed end 5 år.
Hvis det er mere end tre år siden, dit kørekort udløb, skal du normalt aflægge og bestå en kontrollerende køreprøve (teori- og praktisk prøve), inden du kan få udstedt et nyt kørekort
Du kan tidligst få fornyet dit kørekort 3 måneder før, kortet udløber. Inden da kan vi kun lave en kopi af det eksisterende kørekort.
Mit kørekort er udstedt før 2013 - er det stadig gyldigt?
Kørekort af EF- eller EU-modellen, der er udstedt før den 19. januar 2013, er fortsat gyldige og bevarer indtil videre den gyldighedsperiode, som er anført på kortet.
Alle kørekort skal dog senest 18. januar 2033 være ombyttet til den nye EU-kørekortmodel, som til forveksling ligner et kreditkort.
Navneændring
Hvis du ændrer navn, er det ikke lovpligtigt, at du skal ansøge om nyt kørekort, men du kan godt ansøge om et duplikatkørekort med det nye navn.
Duplikatkørekort er en kopi af det kørekort du har, blot med dit nye navn. Du kan ansøge om et duplikatkørekort ved enhver kommune i Danmark.
Det koster 280 kr. (2023) at få udstedt et nyt (duplikat) kørekort.
Hvis du vil klage
Hvis du vil klage over begrænsninger i gyldigheden af dit kørekort, skal du sende din klage til den kommune eller politikreds, som har truffet afgørelsen. Kommunen eller politikredsen videresender så klagen til Færdselsstyrelsen sammen med sagen. Klagefristen er fire uger fra den dag, kommunens eller politikredsens afgørelse er meddelt.
Læs mere om klagesager og behandling af klager hos Færdselsstyrelsen.
Mistet, slidt eller ødelagt kørekort
Mistet, slidt eller ødelagt kørekort - sådan ansøger jeg om et nyt
Hvis du mister dit kørekort eller hvis dit kørekort er
slidt, knækket eller ødelagt, skal du møde personligt op i borgerservice for at
ansøge om at få udstedt et duplikatkørekort.
Husk, at flere kommuner kræver tidsbestilling inden fremmøde i Borgerservice.
Duplikatkørekort er en kopi af det
kørekort, du har mistet. Duplikatkørekortet er derfor dit nye kørekort.
Du kan ansøge om et duplikatkørekort ved enhver kommune i Danmark.
Priser på duplikatkørekort, midlertidigt erstatningskørekort, internationalt kørekort og turistkørekort (2023) | Pris |
Midlertidigt erstatningskørekort, bortset fra kategori LK og AM (lille og stor knallert) | 170 kr. |
Udstedelse af duplikatkørekort, bortset fra kategori LK og AM (lille og stor knallert) | 280 kr. |
Udstedelse af duplikatkørekort til kategori LK og AM (lille og stor knallert) | 140 kr. |
Udstedelse af internationalt kørekort | 25 kr. |
Udstedelse af turistkørekort | 0 kr. |
Midlertidigt erstatningskørekort til kategori LK og AM (lille og stor knallert) | 140 kr. |
Du kan også se de aktuelle priser for duplikatkørekort på Færdselsstyrelsens hjemmeside.
- Du kan få udstedt et duplikatkørekort, hvis:
- Hvis du mister dit kørekort
- Hvis dit kørekort er meget slidt, knækket eller ødelagt
- Hvis du skifter navn
- Hvis du ønsker et kørekort af kreditkorttypen
- Hvis du har sædvanlig bopæl i Danmark og mister dit kørekort som er udstedt i et af de andre EU- eller EØS-lande
Du skal være opmærksom på, at alle kørekort, der udstedes fra den 19. januar 2013, er gyldige i højest 15 år afhængig af dit kørekorts kategori(er), alder og dit helbred.
Midlertidigt kørekort
Mens du venter på, at du får et duplikatkørekort (kopi
af det mistede kørekort, og som erstatter dit gamle, varige kørekort), kan du
ansøge om at få et midlertidigt kørekort ved Borgerservice i din kommune.
Husk, at flere kommuner kræver tidsbestilling inden fremmøde i Borgerservice.
Det midlertidige kørekort udstedes med det samme.
Begrænsninger ved et midlertidigt kørekort
Et midlertidigt kørekort er gratis og gælder kun i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island. Det midlertidige kørekort gælder kun i en begrænset periode og kun frem til, du får dit nye kørekort - duplikatkørekortet.
Midlertidigt erstatningskørekort til kørsel i udlandet
Hvis du skal køre i udlandet, bortset fra Norge, Sverige, Finland og Island, og ikke kan nå at få udstedt et nyt kørekort, kan du få udstedt et midlertidigt erstatningskørekort.
Du kan søge om at få udstedt et midlertidigt erstatningskørekort hvis:
- dit duplikatkørekort (dit nye kørekort) ikke kan nå at blive udstedt, inden du skal bruge det
- du skal køre bil i udlandet – bortset fra Finland, Island, Norge og Sverige.
Priser på ombytning af kørekort (2023) | Pris |
Ombytning af udenlandsk kørekort til dansk kørekort, bortset fra kategori LK og AM (lille og stor knallert) |
280 kr. |
Ombytning af udenlandsk kørekort til dansk kørekort til kategori LK og AM (lille og stor knallert) | 140 kr. |
Tvungen ombytning som følge af nye regler og lignende | 140 kr. |
Se de aktuelle priser på Færdselsstyrelsens hjemmeside.
Hvor skal jeg henvende mig for nyt kørekort og midlertidigt kørekort?
Du skal henvende dig i kommunens borgerservice for at
ansøge om udstedelse af et duplikatkørekort (nyt kørekort) eller midlertidigt
kørekort. Du kan ansøge ved enhver kommune i Danmark.
Husk, at flere kommuner kræver tidsbestilling inden fremmøde i Borgerservice.
Hvis du har mistet kørekortet, skal du underskrive en erklæring under strafansvar. Du underskriver erklæringen på kommunen. Finder du dit kørekort igen efter at have fået et duplikatkørekort (nyt kørekort), skal dit oprindelige kørekort afleveres til kommunen.
Inden du møder op i Borgerservice, skal du først sikre dig, om der kræves tidsbestilling inden fremmøde. Herudover skal du medbringe:
- et fotografi
- gyldig legitimation, eksempelvis gyldigt pas
- opholdstilladelse, hvis du ikke er dansk statsborger
Krav til foto i kørekortet
Der er specielle krav til det fotografi, der skal bruges i dit kørekort:
- fotografiet skal være uden skader
- det skal ligne dig og have størrelsen 35 x 45 mm, hvor hovedet måler mellem 30-36 mm i højden
- billedet skal tages lige forfra og vise dit ansigt og det øverste af skuldrene
- hovedbeklædning må kun bæres, hvis det er af religiøse grunde, og pandeparti, kindben og hage skal være synlige
- ansigtet skal være jævnt belyst
- begge øjne skal være helt synlige og blikket rettet mod kameraet
- munden skal være lukket
- briller må ikke være tonede og skal være uden reflekser
- baggrunden skal være lys og uden skygger eller motiver.
Et billede i Borgerservice koster 130 kroner.
Kørekort som 17 årig
Sådan får du kørekort som 17-årig
Du kan begynde at tage kørekort til almindelig bil, når du er fyldt 16 år og 9 måneder, og du kan tidligst få udstedt dit kørekort når du er fyldt 17 år.
Når du tager kørekort som 17-årig er der særlige regler du skal opfylde for at få kørekortet.
Det er i kommunens borgerservice eller hos en kørelærer du skal henvende dig, når du skal ansøge om at få kørekortet. Dine forældre skal give samtykke til at du kan få udstedt kørekort til kategori B (bil, lille knallert og traktor- og motorredskab). Du skal derfor aflevere en underskrevet samtykkeerklæring fra dine forældre, når du indleverer ansøgningen.
Du skal foruden en samtykkeerklæring medbringe følgende når du indgiver en ansøgning om kørekort:
• et vellignende foto
• pas eller anden legitimation
• en lægeattest
• kursusbevis for færdselsrelateret førstehjælp (dog kun hvis det er første gang du skal have kørekort)
Kommunen vil efterfølgende vurdere om betingelserne for udstedelse af kørekort er opfyldt, beramme køreprøver og opkræve betaling.
Prisen for køreprøve og teoriprøve er 1.000 kr. (2023). Gebyret dækker både den teoretiske og den praktiske køreprøve. Hvis du ikke består enten den teoretiske eller den praktiske prøve første gang, skal der betales et nyt gebyr ved berammelsen af en ny køreprøve.
Særlige vilkår for 17-årige
Når du får kørekort som 17-årig, vil dit kørekort få påført kode 141. Koden betyder, at du frem til du fylder 18 år kun må køre bil på særlige vilkår:
- Du må kun køre bil, hvis du har en ledsager i bilen.
- Ledsageren skal opfylde nogle specifikke krav, som du kan læse mere om på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside.
- Du må kun køre bil i Danmark.
- Du må kun køre almindelig bil, lille knallert og traktor- og motorredskab.
- De øvrige køretøjer i kategori B vil du først kunne køre, når du fylder henholdsvis 18 år (stor knallert) og 24 år (trehjulede motorcykler og trehjulede biler med en motoreffekt over 15 kW)
Dit kørekort til kategori B bliver først et fuldt gyldigt EU-kørekort til almindelig bil, når du fylder 18 år. Af samme årsag, kan du eksempelvis heller ikke påbegynde køreuddannelsen til lastbil før du er fyldt 18 år, da du skal være indehaver af et gyldigt EU-kørekort til kategori B, før end du kan begynde disse køreuddannelser.
Kørekort-appen
Hvad er Kørekort-appen?
Kørekort-appen er et frivilligt supplement til dit fysiske kørekort, og fungerer som gyldigt kørekort i Danmark.
Det betyder, at du kan lade dit fysiske kørekort ligge i skuffen derhjemme, så længe du i stedet kan fremvise din Kørekort-app. Behold dog dit fysiske kørekort, det skal du stadig bruge, når du kører i udlandet.
Med appen kan du:
- dokumentere, at du har et kørekort under kørsel i Danmark
- fremvise dit kørekort på mobilen de steder, hvor du eller plejer at bruge dit kørekort, fx som id-bevis.
Det er dit ansvar at kunne fremvise dit kørekort i appen til politiet. Er din mobiltelefon løbet tør for strøm, eller har den en ødelagt skærm, kan du få en bøde for ikke at have medbragt dit kørekort under kørslen.
Kørekort-appen følger gyldigheden af dit fysiske kørekort. Det betyder, at du skal have et gyldigt dansk kørekort for at kunne oprette appen, og hvis du fornyer dit kørekort, skal du oprette dig i appen igen. Når du skal forny dit kørekort, er det vigtigt, at du medbringer dit fysiske kørekort.
Kørekort-appen er udviklet af Digitaliseringsstyrelsen i samarbejde med Justitsministeriet, Rigspolitiet, Transportministeriet og Færdselsstyrelsen.
Hvordan får jeg Kørekort-appen?
For at kunne oprette dig i Kørekort-appen kræver det, at du har et gyldigt dansk kørekort i kørekortregisteret.
Derudover skal du også bruge:
- et NemID/MitID
- et gyldigt dansk pas, diplomatpas eller tjenestepas
Du kan downloade Kørekort-appen fra den danske App Store eller Google Play.
Tekniske krav
Kørekort-appen er tilgængelig til både iPhones og Android-telefoner. Din mobiltelefon skal som minimum opfylde følgende krav:
- for iPhones gælder det, at du har en iPhone 7 eller nyere, der kører iOS 13.2 eller nyere
- for Android-telefoner gælder det, at din mobiltelefon kører Android 8.0 Oreo eller nyere og er udstyret med NFC.
Hvor kan jeg få hjælp?
Hvis du har brug for hjælp eller har spørgsmål til Kørekort-appen, kan du kontakte supporten.
Support kan kontaktes på:
Tlf. 33 98 00 90
Telefontid:
- Mandag til fredag: kl. 8:00 - 20:00
- Weekend og helligdage: kl. 10:00 - 16:00
Skriv til os:
Vejledning til at oprette dig i Kørekort-appen
Hvis du har brug for hjælp til at oprette dig i appen, kan du læse mere i vejledningen herunder.
Hvordan bruger jeg Kørekort-appen?
Du kan kun bruge Kørekort-appen i Danmark
Kørekort-appen kan kun bruges som gyldigt kørekort i Danmark. Husk derfor dit fysiske kørekort, når du rejser til udlandet.
Politiet kan scanne din Kørekort-app
Bliver du bedt om at vise dit kørekort til politiet, skal du med Kørekort-appen fremover vise en QR-kode til politiet, som de scanner for at tjekke din Kørekort-app.
Kørekort-appen som id-bevis
Hvis du bruger din Kørekort-app som id-bevis i andre sammenhænge, fx til at hente en pakke eller ved køb af varer med aldersbegrænsning, kan den person, der tjekker din Kørekort-app bede om at scanne den QR-kode, der er beregnet for denne kontrol. Dette er for at få sikkerhed for, at din app er ægte, og at du er indehaveren af id-beviset.
Hvad gør jeg, hvis jeg får et nyt fysisk kørekort?
Kørekort-appen følger gyldigheden af dit fysiske kørekort. Det betyder, at du skal have et gyldigt dansk kørekort i kørekortregisteret for at kunne oprette appen.
Hvis du får et nyt kørekort eller fornyer dit kørekort, skal du huske at oprette dig i appen igen. Det vil ikke automatisk blive opdateret til det nyeste.
Når vi har modtaget de nye informationer i kørekortregisteret, kan du oprette dig i Kørekort-appen.
Hvordan afmelder jeg min Kørekort-app?
Du kan afmelde din Kørekort-app inde i appens menu.
Mister du din mobiltelefon, låner du den til andre, eller har du ikke lyst til at være oprettet i Kørekort-appen mere, kan du benytte dig af selvbetjeningsløsningen "Administrer din Kørekort-app", hvorfra du kan afmelde dit digitale kørekort.
Alt hvad du skal gøre er, at klikke på Start og logge ind med dit NemID/MitID.
Hvilke persondata er der om mig i løsningen?
Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata i løsningen her:
Du kan også anmode om et udtræk af alle de persondata, som vi opbevarer om dig i løsningen, ved at trykke på Start, og logge ind med dit NemID/MitID.
Kørekort-appen har ikke adgang til information om, hvor du færdes med appen, eller hvordan du bruger den. Digitaliseringsstyrelsen har kun adgang til de normale app-oplysninger fra App Store og Google Play om, hvor mange der har downloadet og installeret samt afinstalleret appen, og hvilke typer enheder, der er anvendt.
Hvorfor siger Kørekort-appen, at mit kørekort ikke er gyldigt?
Dit kørekort skal være gyldigt i Færdselsstyrelsens kørekortregister. Ellers kan du ikke oprette dig i Kørekort-appen. I visse tilfælde kan dit kørekort fremstå som ugyldigt i Færdselsstyrelsens kørekortregister, fx hvis det har været meldt stjålet, udløbet eller hvis du har fået frakendt dit kørekort.
Hvis du får at vide i Kørekort-appen, at dit kørekort ikke er gyldigt, og du ikke mener, at dit kørekort har været meldt stjålet, udløbet eller frakendt, bedes du kontakte Færdselsstyrelsen.
De kan kontaktes på:
E-mail: info@fstyr.dk
Telefon: 72 21 88 99
Færdselsstyrelsen vil hjælpe dig så godt som muligt, og undersøge, om der skulle være en fejl i kørekortregistret. Hvis der er en fejl, har Færdselsstyrelsen mulighed for at rette i registeret. Der kan gå op til 30 dage fra opdateringen af oplysninger i kørekortregisteret til, at du vil kunne oprette dig i Kørekort-appen.
Hvad gør jeg, hvis oplysningerne på mit kørekort er forkerte?
Skulle der være sket fejl på dit producerede kørekort, skal du tage kontakt til kommunens Borgerservice. Det er kommunen der opretter/opdaterer kørekort.
Hvorfor skal jeg bruge mit pas, når jeg opretter mig?
Du skal bruge dit danske pas, for at dit pasfoto kan komme ind på Kørekort-appen. Dit pas indeholder en chip, hvori dit pasfoto ligger, og når du scanner passet med appen, hentes fotoet ind i din Kørekort-app.
Fotoet fra dit fysiske kørekort er ikke gemt nogen steder, efter at dit fysiske kørekort blev trykt. Dit pasfoto kan bruges i appen i stedet, fordi det overholder samme krav, som gælder for dit kørekortfoto. Dine øvrige kørekortoplysninger henter vi fra kørekortregisteret.
Desuden bruges CPR-nummeret i dit pas til at sikre din identitet, ved at samstemme oplysningerne fra NemID/MitID og dit kørekort.
Hvorfor kan jeg kun bruge et gyldigt dansk kørekort og pas?
For at kunne oprette dig i Kørekort-appen kræver det, at du har et NemID/MitID og et gyldigt dansk kørekort og pas.
Kørekort-appen er udviklet som supplement til det fysiske kørekort, som er omfattet af den danske kørekortbekendtgørelse, og du skal derfor have et gyldigt dansk kørekort i kørekortregisteret for at kunne oprette dig i appen.
For at være sikker på din identitet, skal oplysningerne fra dit NemID/MitID, kørekort og pas kunne sammenstilles. Det er kun pas, som indeholder et dansk CPR-nummer, som kan anvendes ved oprettelse af appen.
Du kan ikke bruge et udenlandsk pas, fordi det ikke indeholder et dansk CPR-nummer. Der kan derfor ikke foretages et match mellem et NemID/MitID, kørekort og pas, hvis ikke det er dansk og dermed indeholder et CPR-nummer.
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg får en ny telefon?
Kørekort-appen kan kun anvendes på én mobiltelefon ad gangen. Når du har oprettet dit kørekort på en ny telefon, bliver det automatisk afmeldt fra din gamle telefon.
Vær særligt opmærksom, hvis du opsætter din nye telefon ved brug af en sikkerhedskopi af din gamle telefon. I det tilfælde skal du oprette dig i appen igen.
Hvorfor skal jeg stadig have et fysisk kørekort?
Din Kørekort-app vil ikke træde i stedet for det fysiske kørekort, men derimod være et supplement til det fysiske kørekort. Det skyldes blandt andet, at EU-reglerne kræver, at kørekortet udstedes fysisk. Derfor vil det digitale kørekort også kun gælde under kørsel i Danmark.
Hvorfor kan jeg ikke finde Kørekort-appen i App Store eller Google Play?
Hvis du har en iPhone, der er ældre end iPhone 7, vil du ikke kunne anvende Kørekort-appen. Det skyldes, at ældre iPhones, ikke har den teknologi, der skal bruges til at scanne et pas og hente pasfotoet ind i appen.
Android-telefoner med ældre styresystemer end Android 8.0 (Oreo), og som ikke er udstyret med NFC, kan ikke anvendes af sikkerhedshensyn.
Hvad betyder kategorierne, symbolerne og koderne på mit kørekort?
Kan jeg anvende Kørekort-appen i borgerservice?
Kørekort-appen kan kun anvendes i borgerservice til fx udstedelse af pas eller NemID/MitID, såfremt det nødvendige udstyr til stede. Tjek gerne kommunens hjemmeside først, eller tag dit fysiske kørekort eller anden billedlegitimation med for en sikkerheds skyld.
Hvorfor kan min Kørekort-app blive scannet?
Hvis du bruger Kørekort-appen som id-bevis, fx til at købe alkohol eller hente en pakke, kan medarbejderen eventuelt bede om at scanne din Kørekort-app for at foretage et ekstra sikkerhedstjek af appen.
Du kan læse mere om at scanne Kørekort-appen i vejledningen herunder.
Du kan også se i en video, hvordan du fremviser Kørekort-appen med QR-koder til politiet eller som id-bevis.
Kan jeg få mit erhvervskørekort i Kørekort-appen?
Kørekort-appen omfatter kun det almindelige lyserøde kørekort og de kategorier, som findes på dette. Det betyder, at forskellige chaufførbeviser, som fx det gule taxakørekort og andre erhvervsbeviser, fortsat skal medbringes fysisk under kørslen.
Kontaktinfo
Borgerservice
Torvet 5
7400 Herning
Tlf.: 96 28 24 00
Mail: borgerservice@herning.dk
Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.