Et barn får selv lov at bestemme hvor han eller hun vil starte i en fritidsaktivitet. I nogle tilfælde kan det dog være en god idé at guide barnet.
Nogle aktiviteter har vist sig velegnet til børn med fritidspas:
Atletik
Individuel sport, der giver mulighed for at dyrke flere forskellige discipliner og derved tage udgangspunkt i den enkelte deltagers niveau.
Badminton
Deltagerne spiller på hver deres banehalvdel, der tydeligt er markeret med streger. Det gør sporten nemmere at overskue for barnet. Badminton er ikke velegnet til børn med motoriske vanskeligheder.
Svømning
Individuel sport, der stadig giver mulighed for at involvere barnet eller den unge i et fællesskab.
(Bue)skydning
Individuel sport, der kræver koncentration og har vist sig velegnet til børn med fx ADHD, da disciplinen giver ro og struktur.
Kampsport
Karakteriseret ved klare regler, disciplin og rutiner, der har vist sig at have en positiv indflydelse på børn med fx ADHD eller andre former for koncentrationsbesvær.
Parkour
Har vist sig særdeles velegnet til børn og unge med særlige behov. Giver mulighed for at stille fælles opgaver, men med frihed i udførelsen. Kan dyrkes hvor som helst.
Gymnastik
Individuel sport, hvor bl.a. brugen af redskaber kan være med til at strukturere undervisningen.
Friluftsliv/spejderliv
Nogle børn og unge med særlige behov har det svært med at være indendørs i fx en hal. Aktiviteter i naturen giver plads til denne gruppe børn, ligesom friluftsliv har vist sig at være en velegnet aktivitet til at involvere hele familien sammen med barnet.
OBS: Oplysningerne er hentet i Socialstyrelsens rapport "Udbredelse af erfaringer med fritidspas."