Overgang til børnehave

Her har vi samlet nogle gode råd til, hvor du som forældre kan hjælpe dit barn godt på vej, når det skal starte i børnehave.

Om cirka 3 måneder skal dit barn starte i børnehave. Det kan for nogle børn være et stort skridt.

For at skabe sammenhæng mellem det kendte til det nye, håber vi, at denne lille folder kan hjælpe dig og dit barn med at få en god opstart.

For at understøtte jeres barns læring og trivsel arbejder vi i både dagplejen, vuggestuen og børnehaven blandt andet med pædagogiske værktøjer som sprogtrappen, overgangsbeskrivelser og samspilsprofilen. Ved overgang fra dagplejen til børnehaven udarbejdes der overgangsbeskrivelser og/eller afvikles overleveringsmøde. 

Sprogtrappen laves både ved start i dagplejen/vuggestuen og igen efter overgangen til børnehaven. Sprogtrappen, overgangsbeskrivelsen og samspilsprofilen hjælper os med, at sikre en udviklingsorienteret tilgang til barnets læring og trivsel og skabe sammenhæng i barnets overgang fra dagpleje/vuggestue til børnehave. 

I børnehaven kan forældresamtaler tage udgangspunkt i både sprogtrappen og samspilsprofilen som et afsæt til at tale om dit barns udvikling og trivsel.

Vi understøtter selvfølgelig dit barn i overgangen fra dagpleje/vuggestue til børnehave, men du kan som forælder også hjælpe barnet på vej ved at øve selvhjulpenhed i hjemmet.

  • At barnet øver sig i selv at tage tøj, overtøj og sko af og på.
  • At barnet selv går, når I er ude på tur. I børnehaven er der ikke klapvogn. 
  • Overvej, om barnet er klar til at undvære bleen. Tæt samarbejde mellem dagpleje/vuggestue og hjemmet giver ofte den største succesrate. 
  • Skriv stadig gerne navn i tøjet, men vis og fortæl gerne barnet, hvordan dets tøj og sko ser ud. Det hjælper barnet i garderoben. 
  • I børnehaven sover børnene inde på en madras i et rum med flere børn. Du kan med fordel lade barnet sove andre steder end i barnevognen. 
  • I hjælper dit barn med at udvide sit sprog, når du læser højt og taler med barnet om hverdagsting. 
  • I børnehaven hjælper børnene med at dække bord og dele mad ud. Der siges ”værs’go” og børnene bliver siddende til de fleste er færdige. Det kan du lade dig inspirere af derhjemme og øve med barnet. 
  • Hvis børnehaven ikke har madordning, og man derfor skal have madpakke med, kan du med fordel lade barnet øve sig i at åbne sin madkasse, pakke maden ud og overskue mulighederne.

Har du spørgsmål?

Marianne Rahbek
Chef for Børn og Læring Dagtilbud

Mobil: 41 57 18 81
@: marianne.rahbek@herning.dk

Dan Pedersen
Leder af Dagplejen

Mobil: 20 90 58 82
@: dpldp@herning.dk

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv via Virk.dk (Virksomhed)

Digital tilgængelighed

PDF-filerne er desværre ikke digitalt tilgængelige for mennesker med visse typer handicap.

Kontakt os, hvis du har problemer med filerne

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?