Hvert andet år i ulige år er der anmeldt tilsyn i alle dagtilbud. Formålet med det anmeldte tilsyn er at kontrollere kvaliteten og skabe kvalificeret udviklingsrum for den videre kvalitetsudvikling.
Tilsynskonsulenten observerer i institutionen med udgangspunkt i observationsrammen og inden for den fastlagte tidsramme. Institutionslederen skal i ugen op til det anmeldte tilsyn ligeledes gennemføre en observation med udgangspunkt i observationsrammen og tidsrummet således begge observationer er foretaget på dagen for observationssamtalen.
Tilsynskonsulenten og institutionslederen mødes samme dag som den tilsynsførendes anmeldte observation, og drøfter observationerne. Temaer der drøftes, er blandt andet hvor der i observationerne er ligheder og forskelle, og hvad observationerne peger på. Observationsdialogen har et udviklende sigte og sluttes af med, at der identificeres områder hvor der er høj pædagogisk kvalitet og områder med lavere pædagogisk kvalitet.
Udviklingsdialog
Herefter afholdes udviklingsdialogen, hvor relevant data præsenteres og indgår i en fælles drøftelse af den pædagogiske praksis – herunder hvor kvaliteten er særlig stærk, og hvor der er potentiale for udvikling. I dialogen præsenteres institutionens kvalitetskategori, og der aftales konkrete fokusområder, som indarbejdes i den kommende kvalitetsplan. Under tilsynsrullet kan der planlægges opfølgningsmøder. Dette vil typisk være hvis den samlede kvalitetsvurdering lander på 3 eller 4 eller hvis der ikke ses tilstrækkelig progression i kvalitetsudviklingen under den igangsatte kvalitetsplan.
Kvalitetsplan
Som afslutning på det anmeldte tilsyn udarbejder institutionslederen en kvalitetsplan for de kommende 2 år. Kvalitetsplanen skal indeholde 2-3 overordnede fokusområder og udarbejdes i skabelonen nedenfor. Fokusområderne kan afspejle tilsynets bemærkninger, men der kan også angives andre områder af den pædagogiske praksis, som institutionen vurderer, har behov for udvikling. Når kvalitetsplanen er færdigudfyldt, sendes den til tilsynskonsulenten, så den kan godkendes af dagtilbudschefen.