Sølvklenodie dukker op under oprydning

Publiceret15-12-2025

En tidligere Herning-borgmesters gamle murske finder vej til rektorkontor.

Tidligere borgmester i Herning Kommune Poul Munk-Poulsen, lægger grundstenen til det daværende Herning Seminarium.

Tidligere borgmester i Herning Kommune Poul Munk-Poulsen, lægger grundstenen til det daværende Herning Seminarium. Foto: Hugo E. Madsen/Lokalhistorisk Arkiv i Herning

Nogen er født med en sølvske i munden – andre får dem skænket fra en uventet kant.

Det sidste gælder for Herning VUC og HF.

De fik nemlig i efteråret foræret en gammel murske i sølv. Og ikke bare en hvilken som helst murske: Murskeen, som kan ses på billederne, blev brugt til at lægge grundstenen og mørtel til Herning Seminarium d. 26. september 1962 – bygningen, hvor der nu er VUC og HF.

Murskeen dukkede op, da Poul Bjerrum en dag besluttede sig for at sortere i sine gamle arvestykker:

- Nu skulle der ryddes op, og nogen kan måske bruge den til et eller andet, mente Poul Bjerrum, og derfor henvendte han sig til Herning Kommune

Murskeen havde nemlig tilhørt hans morfar, Poul Munk-Poulsen, der var borgmester i Herning Kommune fra 1946-1961 og derefter blev skoledirektør. Det var selvsamme Poul Munk-Poulsen (fra billedet), der lagde den første sten i kraft af sin titel som skoledirektør. Men som tidligere borgmester var det ikke en helt fremmed opgave.

På borgmesterbarnebarnet Poul Bjerrums foranledning er skeen nu nået tilbage til Herning og er blevet genforenet med den grundsten, den lagde engang i det hedengangne årtusind.

Den ligger nu hos rektoren på Herning VUC og HF.

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?