Museum får pris for at genfortælle historien om livsfarlig arbejdsplads

Fra 1939 frem til 1970 lå Danmarks farligste arbejdsplads i et klondyke-område lige syd for Herning. Det kneb med at skaffe brændstof fra udlandet, og derfor blev brunkullene gravet frem af den midtjyske jord. Arbejdsulykker med dødelig udgang var hyppige, når det hårde, fysiske arbejde blev udført i de dybe lejer. Men pengene var gode, og i området blev der skabt et lille og delvist anarkistisk samfund, der både tiltrak fattige, familier og plattenslagere.

Den dramatiske historie bliver i dag genfortalt og bevaret for eftertiden af Søby Brunkulsmuseum, som tirsdag 6. juni blev tildelt Herning Kommunes Kulturpris 2022.

- I videreformidler et helt unikt kapitel i Danmarks historie. I har indsamlet og registreret et væld af fotos, genstande og værktøj, som har tilknytning til perioden, og I arbejder hele tiden på at reparere, vedligeholde og istandsætte bevaringsværdige bygninger og anlæg for at styrke formidlingen og levendegørelsen af brunkuls-eventyret, sagde Johs. Poulsen, (Rad.), formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Herning Kommune, ved en højtidelighed i byrådssalen.

- Hele tiden er det frivillige arbejde udgangspunktet. Og netop frivilligheden er jo en karakteristisk del af Herning Kommunes DNA. Museet udvikler sig hele tiden. Samtidig indgår I gerne i kulturelle samarbejder, hvor I sammen med andre aktører sætter museet og naturen i området i spil på nye måder. Det er imponerende.

Kulturprisen blev modtaget af Søby Brunkulsmuseums formand, Jan Svendsen. Med prisen følger 10.000 kroner.