Sensorer fortæller, om p-pladsen er ledig

24. april 2024

Flere af kommunens p-pladser er udstyret med digitale skilte, så du kan se, om der er ledige p-båse, inden du begynder at lede efter en plads.

Skiltene får enten besked fra spolere, der ligger i asfalten ved ind- og udkørsel, eller via kameraer, der registrerer bilerne på parkeringspladsen.

De forskellige systemer fungerer ret godt, men der kan være usikkerheder. Kameraerne kan fx have spærret udsyn, når træerne får blade, og sensorerne ved indkørslen til p-pladserne kan ikke vide, om bilerne parkerer på private eller offentlige pladser.

De usikkerheder er dog elimineret ved Nygades parkeringsplads i Herning, hvor et nyt sensorsystem er taget i brug.

Hver parkeringsbås får en sensor

På parkeringspladsen ved Nygade blev der for nyligt installeret sensorer på alle 28 offentlige p-båse med 3 timers parkering.

Hver sensor er limet på p-båsens asfalt, og den registrerer, om der holder en bil. Det bliver altså muligt at angive helt præcist, hvor mange af de offentlige pladser der står ledige.

P-pladsen rummer også private parkeringsbåse, men de er ikke udstyret med sensorer.

Det helt præcise tal over ledige offentlige parkeringsbåse, kan du se på den elektroniske parkeringstavle ved indkørsel til p-pladsen. Skiltet har indtil nu henvist til ledige pladser i p-kælderen under Torvet, men da der ikke er sket registrering her længe, skifter skiltet nu funktion, så det gør mere gavn.

Du kan også vælge at downloade app’en ’Papp’, som viser opdaterede tal for alle offentlige p-pladser i Herning centrum.

Nygades parkeringsplads er første sted i Herning Kommune, hvor den nye teknologi er taget i brug. Det er muligt, at sensorerne dukker op på flere af kommunens p-pladser i fremtiden.

P-plads ved Nygade: