Ny uddannelse skal hjælpe mennesker med autisme

Engang troede man, at alle med en autisme-diagnose havde behov for nogenlunde den samme slags hjælp - først og fremmest en hel masse struktur i dagligdagen.

Nu ved man, at alle mennesker med autisme er forskellige. Og Herning er en af de kommuner i landet, hvor man har rigtig meget viden på området.

Derfor giver det god mening, at Handicap Og Psykiatri ved Herning Kommune i samarbejde med OK-fonden har udviklet et helt nyt uddannelsestilbud målrettet medarbejdere, der arbejder med borgere med en autisme-diagnose.

Det otte dage lange uddannelsesforløb er meget praksisnært og tager udgangspunkt i helt konkrete - og reelle - borgercases. Underviserne kommer fra PULS, Herning Kommunes eget læringscenter på Handicap Og Psykiatri-området.

Vi ved, det virker

- Grundlaget for uddannelsen er virksomme metoder, der bygger på et evidens- og erfaringsbaseret grundlag, som vi ved virker. Det harmonerer rigtig godt med det, der blev peget på for nylig i Tranæs-udvalgets anbefalinger til en bæredygtig udvikling på det sociale område i Danmark, siger Charlotte Hald Madsen, centerleder i Social, Sundhed og Beskæftigelse ved Herning Kommune.

Baggrunden er, at OK-fonden havde behov for et uddannelsestilbud til de medarbejdere, som arbejder på fondens bo-tilbud. Det er også OK-fondens medarbejdere, der i maj som de første skal afsted på uddannelsen.

- Undervisningen vil foregå på de tilmeldte botilbud eller i tilknytning til dem - netop for at sikre tilknytningen til praksis. Altså til de konkrete udfordringer og opgaver i hverdagen, siger Charlotte Hald Madsen.

På sigt er det naturligvis planen, at det nye uddannelsestilbud også skal komme kommunens egne borgere til gode. Det første hold for medarbejdere i Herning Kommune starter til efteråret.

- Jo mere viden, vi har, jo bedre kan vi hjælpe mennesker med autisme, siger Charlotte Hald Madsen.

Kontaktinfo

Ole Hansen
Kommunikationschef

Tlf.: 40 22 32 28
Mail: ole.hansen@herning.dk

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.