Herning Kommune passerer milepæl

11. maj 2023

Danmarks Statistik har netop offentliggjort befolkningstallene for kommunerne pr. 1. april 2023. Tallene afslører, at Herning Kommune nu huser 90.044 indbyggere. Det er første gang nogensinde, at flere end 90.000 har adresse i den midtjyske kommune.

- Nu skal man jo passe på med at lægge alt for meget i tallet, for når vi er så tæt på de 90.000, kan det være små forskydninger og tilfældigheder, der afgør, på hvilken side af de 90.000, vi befinder os, siger Dorte West, (V), borgmester i Herning Kommune.

- Men det ændrer ikke på, at det er en særlig dag i kommunens og egnens historie. Ved kommunesammenlægningen i 2007 var vi 83.598 borgere, så siden da er vi altså vokset med næsten otte procent i indbyggertal. Vi har masser af kulturtilbud, god infrastruktur, et rigt foreningsliv, et varieret boligudbud, mange studerende, store naturoplevelser og et driftigt erhvervsliv - det meste lige uden for døren. Så jeg synes selvfølgelig, det giver god mening, at befolkningstallet vokser, siger borgmesteren.

Den primære årsag til den nuværende befolkningstilvækst er nettoindvandring af særligt borgere fra Ukraine, Polen og Rumænien. En mindre del af væksten kan tilskrives nettotilflytning fra andre kommuner. Det er særligt borgere fra Ikast-Brande, Viborg og Holstebro kommuner, der ifølge de nyeste tal flytter til Herning-området.

Kontaktinfo

Dorte West
Torvet 5
7400 Herning

Tlf.: 96 28 23 22 (arb.)
Mail: borgmester@herning.dk

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.