Benzinstationsbekendtgørelsen regulerer anlæg, hvor der sker detailsalg af benzin og diesel. Bekendtgørelsen dækker ikke private anlæg.
I autoværkstedsbekendtgørelsens § 12 styk 2 står:
Arealer, hvor spild af benzin eller andre olieprodukter forekommer, samt arealer, hvor der er risiko for et ikke uvæsentligt spild af sådanne stoffer, skal udformes således, at der ikke kan ske nedsivning i jorden. Spildevand fra disse arealer skal passere særskilt olieudskiller.
Dette krav er oprindelig rettet mod påfyldnings- og tankningspladser generelt ved autoværksteder, der tidligere også omfattede servicestationer. Det gælder altså ikke for alle påfyldnings- og tankningspladser.
Land og Natur mener ikke at samtlige påfyldnings- og tankningspladser som udgangspunkt skal have tæt belægning og afløb til olieudskiller. Ved etableringen af en normal sjældent brugt landmands dieseltank vil vi ikke kræve det. Det er ikke tankens størrelse, der er afgørende, men aktivitetsniveauet.
Hvis der er tale om hyppig tankning og påfyldning for eksempel ved en vognmandsvirksomhed eller tilsvarende, stiger risikoen og behovet for at forebygge jordforurening. Land og Natur vurderer, at hvis anlægget bruges mere eller mindre daglig, er der tale om en nærliggende risiko for væsentlig forurening.
Nye etableringer
Ved nye etableringer skal aktivitetsniveauet vurderes. Hvis anlægget skal anvendes daglig eller mere end 4 gange om ugen eller mere end 200 gange om året, er der tale om en nærliggende risiko for væsentlig forurening, og påfyldnings- og tankningspladsen skal etableres med tæt belægning og afløb til olieudskiller.
Hjemlen til dette krav er påbudsmuligheden i Miljøbeskyttelseslovens § 41 styk 1 for listevirksomheder og § 42 styk 2 for andre virksomheder end listevirksomheder.
Eksisterende anlæg
Under Land og Naturs almindelige tilsyn med virksomheder (inklusiv landbrug) ser vi på om der er sket spild på eksisterende pladser enten til jord eller kloak. Hvis der er det, vil vi kræve oprydning af forureningen såfremt der er hjemmel til dette og foranstaltninger til at forhindre gentagelser fremover. Foreslåede foranstaltninger fra virksomheden skal vurderes i forhold til aktivitetsniveauet og kravet ved nye etableringer.
Hjemlen til påbud om forebyggende foranstaltninger er Miljøbeskyttelseslovens § 41 styk 1 for listevirksomheder og § 42 styk 2 for andre virksomheder end listevirksomheder.