Hjemmehjælp - hvem, hvordan og hvor meget

Her kan du læse om hjælp til praktiske opgaver og hjælp til personlig pleje.

Hvis du ikke i forvejen får hjælp fra Sundhed og Ældre, men får brug for akut hjælp udenfor Visitationsenhedens åbningstid, så kan du kontakte Rehabiliteringscentret. De besvarer henvendelser og videregiver dem til hjemmeplejen, som kan sørge for den akutte hjælp.

Telefonnummeret du skal benytte er 96 28 44 60. 

Visitationsenheden følger senere op på ydelserne og vurdere om der er behov for yderligere bevillinger og tiltag.

Hjemmehjælp er forskellige former for hjælp, som kommunen kan hjælpe dig med i dit hjem, hvis du har behov for det. Det kan være til personlig pleje og praktisk hjælp.

  • Personlig pleje er hjælp til personlig hygiejne, at få tøj på, at komme ud af sengen, hjælp til at spise m.m.
  • Praktisk hjælp er hjælp og støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet som fx hjælp til rengøring, tøjvask og indkøb.

Du kan få hjemmehjælp, hvis du har et handicap eller i en periode har været syg og derfor ikke længere har de fysiske eller psykiske færdigheder, du havde tidligere. Afgørelsen om, hvilken hjælp du kan få, træffer kommunen på grundlag af en vurdering af dit behov.

Du kan få hjælp til:

  • personlig pleje
  • praktiske opgaver i hjemmet     

Du kan ansøge kommunen om hjemmehjælp i form af varig hjælp, midlertidig hjælp eller som lejlighedsvis aflastning. Du kan få hjælp uanset om du bor alene, i eget hus, i bofællesskab, i plejebolig eller andet.

Du skal kontakte kommunen for at søge om hjemmehjælp. Det kan du gøre ved at ringe til visitationen i kommunen.

Kommunen vurderer din individuelle og samlede situation og afgør på dette grundlag, hvor meget hjælp du kan få, og om du har brug for at få varig hjælp eller hjælp i en kortere periode. Kommunen skal også overveje muligheden for et tidsafgrænset rehabiliteringsforløb, hvor du får hjælp til at forbedre din funktionsevne. Kommunens afgørelse skal være skriftlig, og den skal indeholde en klagevejledning. Hvis dine behov ændres, skal hjælpen tilsvarende ændres.

Kommunen fastsætter årligt kommunens serviceniveau, som beskrives i en kvalitetsstandard. Her kan du finde generel information om den hjælp, du kan forvente at få i kommunen, hvis du får behov for personlig og praktisk hjælp.

Uanset om du får hjemmehjælp til praktiske opgaver eller hjælp til personlig pleje, har du mulighed for selv at vælge hvem af de godkendte leverandører, der skal levere hjemmehjælpen. Kommunen skal oplyse dig om, hvilke leverandører du kan vælge imellem. Kommunen udleverer materiale, hvor du kan læse om, hvad den enkelte leverandør kan tilbyde.

Har du et specifikt ønske om, hvem der skal stå for din hjemmehjælp, kan du søge om at få personen godkendt af kommunen. Personen skal opfylde kommunens krav til uddannelse m.m.

Endelig kan du, hvis kommunen ikke kan yde den hjælp, du er blevet tilkendt, efter aftale med kommunen ansætte en privat hjælp og få tilskud til lønnen. Får du mere end 20 timers hjælp om ugen, har du også mulighed for at ansætte din egen hjælp og få tilskud. Kravet er, at du skal have en betydelig og varigt nedsat funktionsevne. Den person, du vælger, skal opfylde kommunens krav til uddannelse m.m. 

Fleksibel hjemmehjælp

Fleksibel hjemmehjælp betyder, at du har ret til at bytte ydelser inden for bestemte rammer. Hvis du modtager personlig pleje og praktisk hjælp, har du mulighed for at vælge en helt eller delvis anden hjælp end den, der er truffet afgørelse om.

Du kan for eksempel vælge at bytte støvsugningen med en gåtur eller andre ydelser, du aktuelt har behov for, hvis det kan holdes inden for samme tidsramme. Reglen er, at du skal være tildelt begge ydelsesformer – praktisk hjælp og personlig pleje for at kunne bytte mellem dem. Hvis du kun er tildelt en af ydelsesformerne, fx praktisk hjælp, kan du ikke bytte til en ydelse, der hører under personlig pleje eller omvendt. Du kan til gengæld bytte til andre former for praktisk hjælp.

Erstatningshjælp

Kommunen skal sørge for, at hjælpen leveres inden for en rimelig frist, hvis den oprindelige aftale ikke kan overholdes. Kommunen beslutter, hvad der er en rimelig frist.

Hvis du er berettiget til varig hjemmehjælp, kan du få hjemmehjælp i perioder, hvor du opholder dig i en anden kommune end din bopælskommune, fx i forbindelse med et sommerhusophold.

Det er din midlertidige kommune, der beslutter, hvilken hjælp du konkret kan få, og serviceniveauet vil blive tilpasset det lokale niveau.

Du skal kontakte din bopælskommune, hvis du ønsker hjemmehjælp i en begrænset periode.

Du kan klage over din hjemmehjælp, fx over hjælpens omfang, den måde opgaverne udføres på, den person, som udfører opgaverne, eller over at der er givet afslag på hjemmehjælp.

Det er kommunalbestyrelsen i kommunen, der har det overordnede ansvar for ældreplejen. Ønsker du at klage eller gå i dialog angående kommunens serviceniveau, kan du derfor rette henvendelse til kommunalbestyrelsen.

Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse om hjemmehjælp, skal du klage til kommunen inden 4 uger. Kommunen skal genvurdere sin afgørelse inden 4 uger, fra klagen er modtaget.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, sender kommunen din klage videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.

Indhold fra borger.dk

Har du spørgsmål?

Visitationsenheden
i Sundhed og Ældre
Bethaniagade 3 B
7400 Herning
Tlf.: 96 28 44 60

Åbningstider
Mandag - torsdag:
8-10 og 12.30-14
Fredag: 8-12

Udenfor Rådhusets åbningstid besvarer Rehabiliteringscentret opkaldene (kun ved akut behov).

Post sendes til Torvet 5,
7400 Herning

@: visitator.sec@herning.dk

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv via Virk.dk (Virksomhed)

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?