Nu skal der liv i forladt sygehusbygning

Når man går rundt i lokalerne i dag, kan man godt få associationer til en gyserfilm. De gamle senge-, operations- og fødestuer står tomme, uopvarmede, afpillede.

Men sådan bliver fremtiden ikke for den tidligere sengebygning ved det nu rømmede sygehus midt i Herning. Planerne er nemlig store for bygningen. Den er placeret ud mod det kommende torv på Herning+ og bliver derfor om nogle år et vigtigt omdrejningspunkt i det nye kvarter midt i Herning.

Sengebygningen skal ombygges og summe af liv. Kreativt iværksætteri, små butikker, åbne værksteder, café-miljøer, undervisning og kultur-aktiviteter skal spille sammen i bygningen og skabe masser af byliv. Både for de kommende beboere i Herning+-området, men også for byens og kommunens øvrige borgere.

En usædvanlig konstruktion

For at sætte skub i planerne er der nu etableret et udviklingsselskab. Det bliver, som noget ret usædvanligt, et privat-offentligt samarbejde mellem Herning Kommune og Herning-virksomhederne The White Box og Witt.

Selskabet skal udtænke, hvordan rammerne og konceptet skal være for den gamle sengebygning. En forretningsmodel skal etableres, og der skal findes investorer.

På baggrund af udviklingsselskabets arbejde skal politikerne efterfølgende se på sagen igen. Herefter skal et driftsselskab bringe projektet det sidste stykke i mål.

Store forventninger

- Med Herning+ får vi en helt ny bydel, lige midt i Herning. For nylig kunne vi præsentere vinderen af arkitektkonkurrencen omkring selve byrummet. Nu tager vi så endnu et stort skridt ved i samarbejde med The White Box og Witt konkret at se på mulighederne i den gamle sengebygning, siger Dorte West, (V), borgmester i Herning Kommune.

- Politisk har vi meget store forventninger til, hvordan den gamle sengebygning kan nytænkes og sættes i spil på helt nye måder. Nu får vi udarbejdet et gennemarbejdet oplæg, som også tager højde for det juridiske og økonomiske. Jeg glæder mig til at se, hvad udviklingsselskabet kommer frem til, siger borgmesteren.

Kreative og inspirerende miljøer

Hos The White Box ser direktør for Udviklingsselskabet Midt, Brand Director Christine Lindgaard frem til arbejdet:

- Kreative og inspirerende miljøer er helt afgørende for både iværksættere og fremtidens byudvikling. Vi er stolte af at bidrage til at omdanne den tidligere sengebygning til et innovations- og udviklingsmiljø. Vi vil have fokus på at skabe imødekommende rammer for fællesskab og aktiviteter for både borgere, iværksættere, virksomheder, organisationer og investorer, siger Christine Lindgaard.

Kasper Witt, Business Development And Investment Director hos Witt og bestyrelsesmedlem i udviklingsselskabet, glæder sig over, at Herning+-projektet passer perfekt ind i virksomhedens fokus på innovative løsninger i kreative og unikke rammer.

- At skabe spændende rammer for iværksætteri og stimulere udviklingen af Herning by er en vigtig prioritet for os. Derfor støtter vi op om det her spændende projekt, hvor der kan skabes en unik og nytænkende løsning på den gamle sygehusgrund, siger Kasper Witt.

Kontaktinfo

Dorte West
Torvet 5
7400 Herning

Tlf.: 96 28 23 22 (arb.)
Mail: borgmester@herning.dk

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.