Hvem kan få gratis transport til læge?

Hvem kan få gratis transport?

I nogle tilfælde kan du få arrangeret transport eller få betalt dine udgifter til transport til læge, speciallæge, sygehus eller genoptræning.

Dine muligheder for at få gratis transport afhænger af, om du skal til læge, speciallæge, sygehus eller genoptræning.

Transport til praktiserende læge eller praktiserende speciallæge

Du kan få transport eller få udgifterne til transport betalt, hvis du er i sikringsgruppe 1 og opfylder et eller flere af disse krav:

  • din tilstand kræver transport med ambulance eller sygekøretøj til akut skadebehandling, eller
  • du skal til speciallæge, som er mere end 50 km fra, hvor du bor, eller
  • du er pensionist.

Du kan læse mere om sikringsgrupper her:

Transport til speciallæge uden henvisning

Du kan få transport eller få udgifterne til transport betalt uden henvisning hos de følgende speciallæger:

  • Speciallæge i øjensygdomme
  • Speciallæge i øre-næse-halssygdomme
  • Speciallæge i gynækologi og obstetrik ved svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. uge.

Hvis du vil have transport til speciallæge uden henvisning, kræver det, at du vælger den speciallæge, der har konsultation nærmest ved din bopæl. Hvis den speciallæge, som ligger tættest på dig, ikke har mulighed for at hjælpe dig, kan du få arrangeret transport eller få godtgjort transport til den nærmeste speciallæge, som ikke er forhindret.

Transport til sygehus

Du kan få transport eller udgifterne til transport betalt, hvis:

  • din tilstand kræver transport med ambulance eller sygekøretøj, eller
  • du bor mere end 50 km. fra sygehuset, eller
  • du er pensionist, eller
  • du ikke er i stand til at tage med offentlige transportmidler, og
  • du er indlagt på sygehuset, men skal hjem midlertidigt, eller
  • du skal til videre ambulant behandling på sygehuset.
Transport til genoptræning efter indlæggelse

Hvis du har været indlagt på sygehus og har fået en genoptræningsplan, kan du få transporten eller få udgifterne til transport til genoptræning betalt, hvis:

  • du bor mere end 50 km. fra genoptræningsstedet, eller
  • du er pensionist, eller
  • du ikke er i stand til at køre selv eller tage med offentlige transportmidler.
Pris for turen

Det gælder for alle ture, at:

  • turen skal koste mere end 113 kr. tur/retur for ikke-pensionister og mere end 48 kr. tur/retur for pensionister (2024)
  • du kan få betalt det, turen koster med det billigste transportmiddel, du har mulighed for at bruge
  • du kan få transport til/betalt det, turen koster til din egen læge eller den nærmeste speciallæge, hvor du kan få behandling, til det sygehus, du er henvist til efter regionens visitationskriterier, eller til det genoptræningssted, du er henvist til efter kommunens visitationsretningslinjer.

Kan jeg få en ledsager med?

I tilfælde hvor du selv kan få gratis transport, kan du også få dækket transporten for en ledsager, hvis:

  • din alder eller dit helbred kræver, at du har en ledsager med, og
  • turen for ledsageren koster mere end 113 kr. tur/retur for ikke-pensionister og mere end 48 kr. tur/retur for pensionister (2024)

Hvis ledsagelsen kræver mere end 12 timers fravær fra hjemmet, har ledsageren også ret til gratis transport til ud- eller hjemrejse uden ledsagelse af patienten.