VM i Kvindeishockey

VM i Ishockey for kvinder finder sted fra 25/8 – 4/9 2022. Hvis du har lyst til at give en frivillig hånd med – og få en kæmpe eventoplevelse, så læs videre her.  

Ud over at byde på toppen af poppen indenfor kvindeishockey, så byder sådan et VM også på en række fede frivilligopgaver.

Vi har valgt at dele opgaverne op i arbejdsområder, og der vil være frivilligjobs indenfor følgende områder:

  • Akkreditering
  • Transport
  • Ceremonier
  • Kampafvikling og statistik
  • VIP
  • Mediecenter
  • Team host
  • Team service
  • IT og elektronik
  • Frivilligcenter/ad hoc.

Her på siden kan du læse mere om de enkelte områder/teams.

Hvis du har en drøm om at være helt tæt på det hele og give den ekstra gas under hele turneringen, har du også mulighed for at søge om at blive teamleder – kryds af i tilmeldingen, så bliver du kontaktet.  

Hvis du vælger at melde dig som frivillig i Frederikshavn eller Herning (eller begge steder) kan du forvente en oplevelse ud over det sædvanlige. Ud over at få mulighed for at overvære verdensklasse ishockey (når du ikke er på vagt), kan du se frem til sjove opgaver sammen med andre frivillige, opleve et professionelt sport-event på tætteste hold, tøjpakke, forplejning under vagter, frivilligarrangement, briefing og fribilletter til udvalgte kampe.

Der er brug for frivillige i Frederikshavn og Herning fra 21/8-5/9.

Det er et krav, at du kan være frivillig minimum tre dage under eventet. Hvis det er noget for dig, så kan du kontakte Pia Trab Worm, bekpw@herning.dk hvis du har interesse i at være frivillig i Herning, eller Christina Benn, cbe@ishockey.dk, hvis du har interesse i at blive frivillig i Frederikshavn.

Luk alle
Åben alle

Akkreditering

Bemanding af akkrediteringscenter, hvor der laves og udleveres akkrediteringsskilte til hold, trænere, presse, officials, gæster, frivillige med mere. Det er en fordel at kunne tale dansk og engelsk. Dette område har mest travlt inden selve eventet går i gang og de første kampdage.

Transport

Før, under og efter eventet er der brug for at transportere blandt andet officials mellem lufthavne, hoteller, venues og lignende. Nogle shuttleopgaver bliver løst af eksterne leverandører, men den flexible shuttle i små biler løses af frivillige chauffører. Det er selvsagt et krav, at man har kørekort (B). Det er en fordel at være lokalkendt og kunne sprog.

Ceremonier

Der er brug for tre personer til at lægge tæppe/podie ud før kåring af kampens spillere. 

Til medalje ceremonien i Herning 4. september er der brug for lidt flere frivillige, og der er mulighed for at være frivillig her, hvis man har været med i Frederikshavn tidligere i turneringen. Håndtering af præmier med videre foretages af ungdomsspillere fra de to klubber. Det er en fordel at være godt gående og have god balance, da man går på isen (uden skøjter), og det skal gå ret hurtigt.

Kampafvikling og statistik

Dette team skal hjælpe med at kampene bliver korrekt afviklet, og at der bliver ført statistikker undervejs. Det er en fordel at have kendskab til kampafvikling og opgaverne på forhånd.

VIP

Området for VIP-gæster drives af andre, men det er frivillige, der byder velkommen, udleverer billet/armbånd og sørger for god stemning i loungen. Det er en fordel at være smilende og serviceorienteret, samt have lyst til at tale med mennesker.

Mediecenter

Pressefolk og journalister er dem, der formidler budskabet om ishockeyen men også om de to værtsbyer. De skal serviceres, klædes på med lokale informationer og have en god oplevelse. Det er en fordel at være serviceorienteret, have kendskab til pressearbejde og kunne sprog.  

Team host

Hvert hold får en vært for holdet. Personen skal følge holdet fra de lander i lufthavnen og til de rejser igen. En team host skal være behjælpelig med stort og småt under hele holdets ophold. Det er derfor et krav, at man er til rådighed i hele perioden, hvor du skal bo på hotel sammen med holdet. Det er et krav, at man som minimum taler dansk og engelsk – og meget gerne holdets modersmål (ud over engelsk: finsk, tysk, tjekkisk, svensk og ungarsk).

Team service

Denne funktion har til opgave at klargøre de områder, som spillerne har adgang til før, under og efter kamp og træning. Opgaverne vil variere fra klargøring af frugt og snacks, let rengøring, vask og lignende. Der er ikke specifikke krav til kendskab til ishockey, men man skal have lyst til at smøge ærmerne op.

IT og elektronik

Inden turneringen går i gang er der en del teknik, der skal sættes op, sluttes til og være på plads. Under turneringen skal dette team løse tekniske udfordringer. Det er en fordel at have teknisk flair og kendskab til IT.

Frivilligcenter/ad hoc

Der kommer en lounge for de frivillige på hvert venue. Her kan de frivillige slappe af, hygge sig, møde frivillige fra blandt andet andre teams. Der vil løbende være behov for justeringer, afløsning ved sygdom, antidoping-frivillige med videre. Bemanding af frivilligcenter og frivillige til ad hoc-opgaver er en del af dette team. Det er en fordel, at man har mod på forskellige opgaver og at kaste sig ud i nye ting, ligesom man skal have lyst til at være sammen med andre frivillige.  

Kontaktinfo

Pia Trab Worm
Projektleder og kulturkonsulent
Tlf.: 96288634
Mobil: 51189094

Send e-mail

Rådhuset
Torvet 5
7400 Herning

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.