Stort naturområde indviet tæt ved bymidte

16. maj 2023

Et stort naturområde få kilometer øst for Hernings centrum blev mandag officielt indviet. Heste blev sluppet løs på de 90 hektar, som skal øge biodiversiteten og give langt bedre livsbetingelser for en række planter, insekter og fugle.

Bag projektet, som lyder navnet Gjellerup Enge, står Herning Kommune, Ege Carpets, Herning Vand, Den Danske Naturfond og Raunsbjerg Grundejerforening. Alle har de bidraget med arealer til det nye naturområde, som i et vist omfang vil blive overladt til sig selv. Hestene vil naturligvis blive tilset dagligt, så dyrevelfærden er sikret.

Målet er bogstavelig talt at få naturen i området til at blomstre mere vildt til gavn for biodiversitet og bæredygtighed.

- Det er på mange måder en klassisk Herning-historie, hvor ildsjæle, erhvervsliv, kommune og borgere går sammen, får hjælp udefra - i dette tilfælde fra Den Danske Naturfond - og lykkes med noget, de færreste havde set komme, sagde borgmester Dorte West ved indvielsen mandag.

- Vi står i disse år midt i en klimakrise, som presser os på mange forskellige fronter. Vi arbejder alle hårdt på at reducere vores CO2-udslip. Men biodiversiteten er også under pres. Og i naturen hænger tingene sammen. Det betyder noget, at vi sikrer insekter, fugle og planter plads og ro. Det får de her i Gjellerup Enge, lød det fra borgmesteren, som også glæder sig over det nye tilbud til borgerne:

- Vi kan så fremover se det hele fra første parket, når vi begiver os rundt i det store område. Herning-egnen har fået endnu en attraktion at byde på, lød det fra borgmesteren.

Det store naturområde med enge, kær, overdrev, skov og krat er hegnet ind, og der er masser af muligheder for at gå ture. Der er sat formidlingsskilte op i området og indrettet en udstilling på den gamle Egegård, hvor man kan blive klogere på naturen - og tæppeproduktionen - i området.

Kontaktinfo

Dorte West
Torvet 5
7400 Herning

Tlf.: 96 28 23 22 (arb.)
Mail: borgmester@herning.dk

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.