Kæmpefabrik på vej i Herning

22. maj 2022

Topsoe investerer stort i Herning, som vil blive et vigtigt knudepunkt i Europas omstilling fra sort til grøn energi. 

Fredag underskrev den hæderkronede danske virksomhed en aftale om at købe en erhvervsgrund på mere end 70.000 kvadratmeter i det sydlige Herning.

Topsøes plan er at opføre, hvad virksomheden selv betegner som verdens mest avancerede elektrolyse-fabrik, som er afgørende for at kunne producere grøn brint.

- Der har været meget stor interesse, også internationalt, for at blive hjemsted for Topsøes kommende brintsatsning. At en så hæderkronet virksomhed vælger Herning og Herning Kommune til, gør mig både glad og stolt. Det fortæller for mig historien om, at Herning-egnens driftighed og handlekraft er en kvalitet, der er bredt anerkendt, siger Dorte West, (V), borgmester i Herning Kommune. 

Topsøes ambitiøse planer i Herning passer meget fint med byrådets prioritering af bæredygtighed:

- Det spiller godt sammen og peger i den grad ind i fremtiden. Samtidig glæder jeg mig naturligvis over, at der er udsigt til mange nye arbejdspladser i kommunen, siger Dorte West.

Elektrolysatorer kan lave grønt brint i kommerciel skala. Grøn brint ses som en uundværlig brik på vej mod en CO2-neutral fremtid, fordi det er nøglen til at gøre den tunge industri fri af fossile brændsler som olie, kul og gas. Grøn brint kan også omdannes til flydende CO2-fri brændstof – også kaldet Power-to-X (PtX) - til skibe, fly og lastbiler.

Den kommende fabrik ventes at komme til at beskæftige 160-170 medarbejdere. 

Kontaktinfo

Dorte West
Torvet 5
7400 Herning

Tlf.: 96 28 23 22 (arb.)
Mail: borgmester@herning.dk

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.