Hyp hyp, hurra! Ny legeplads indviet

0.-2. klasserne på Gullestrup Skole blev de første til at prøve den nye legeplads i VM-Skoven.

Legepladsen er udformet som en hest, og er etableret i anledningen af VM i ridesport, som blev afholdt i august 2022. Den er udviklet særlig til Hernings VM-Skov i samarbejde med VM-selskabet og legepladsproducenten Kompan.

Torsdag den 24. november kunne legepladsen endelig indvies.

Ca 45 elever var med til indvielsen. Der blev både leget på legepladsen, og lavet snobrød på det nye områdes tingplads med bålsted.

Herning Kommune arbejder i øjeblikket på at finde flere samarbejdspartnere, som kan være med til at udvikle området ved VM-Skoven yderligere.

Forventningen er, at VM-Skoven om fem år vil begynde at syne af en rigtig skov.

I foråret 2023 etableres et såkaldt legacy-område i skoven, hvor blandt andet et af dommertårnene fra VM placeres i skoven til brug for leg og læ. Desuden anlægges en bane til kæpheste.

Legepladsen i VM-Skoven kan benyttes frit af alle. Du finder den ved Løvbakkevej/Trælundvej tæt på dyrehaven.