Herning Kommune træder ind på global klimaspillebane

27. august 2021

Bæredygtig udvikling er højt prioriteret i Herning Kommune, og på baggrund af ønske fra forligspartierne i byrådet sætter kommunen nu ekstra skub i den grønne udvikling.

Herning Kommune har sat sig et ambitiøst mål: Vi vil være et klimaneutralt område i 2050!

Sammen med 64 andre kommuner har Herning Kommune takket ja til at deltage i det nationale klimapartnerskab med navnet "DK2020" og det globale partnerskab "Cities Race to Zero". Målet med partnerskaberne er at blive i stand til at efterleve målene i Parisaftalen - ligesom en række andre klimaambitiøse byer i verden.

- I Herning Kommune vil vi være med til at forhindre fremtidige klimaforandringer og begrænse den globale opvarmning. For at skabe en bæredygtig fremtid for os alle skal vi løfte den her udfordring i samlet flok. Vi vil blandt andet samarbejde med borgerne, erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne og landbruget, siger borgmester Dorte West (V) fra Herning Kommune.

- Det er fuldstændigt afgørende for vores fremtid, at vi kommer i mål med en god og ambitiøs klimahandlingsplan. Ikke mindst for de kommende generationers skyld, tilføjer Dorte West.

Herning Kommune er i gang med at udvikle en ambitiøs lokal klimahandlingsplan, som skal vise vejen for, at kommunen som geografisk område senest i 2050 har reduceret CO2-udledningen, så CO2-regnskabet går i nul. Handlingsplanen skal også gøre Herning Kommune endnu mere robust i forhold til klimaforandringer.

CO2-udledningen skal gå i 0

I Herning Kommune som geografisk område er CO2-udledningen i dag på 1.111.000 tons om året. Målet er, at udledningen i 2050 skal være netto-0, dvs. at de udledninger, som ikke kan undgås, skal kompenseres.

- Hvis vi blot læner os tilbage og lader være med at lave ekstra tiltag i forhold til den grønne udvikling, så vil vi i Herning Kommune i 2050 ikke have en CO2-udledning på netto-0. Den vil derimod kun være en femtedel lavere end i dag, dvs. at der stadig vil være en udledning på 896.000 tons om året. Og så er målet altså langt væk, siger Pernille Hagen, der er klimakoordinator i Herning Kommune.

Med klimahandlingsplanen skal kommunen sammen med lokale aktører altså finde en vej, der fjerner de resterende 80 procent af CO2-udledningen.

- Vi har påbegyndt arbejdet. For eksempel er Bæredygtig Herning allerede godt i gang med at arbejde med virksomhederne, og her i efteråret samler vi nogle af nøgleaktørerne fra landbruget og transportsektoren, så vi i fællesskab kan komme med bud på vejen fremad. Vi glæder os til en masse input til, hvordan vi som kommune kan understøtte udviklingen i de forskellige sektorer, siger borgmester Dorte West.

65 danske kommuner deltager i DK2020. Danmark er på nuværende tidspunkt det eneste land i verden, hvor hovedparten af kommunerne udvikler klimahandlingsplaner i overensstemmelse med de ambitiøse målsætninger i Parisaftalen om klimaneutralitet i 2050.

Herning Kommune har lidt over et år til at udarbejde den nye klimaplan.

Fakta

CO2-udledning i Herning Kommune som geografisk område er i dag cirka 1.111.000 tons om året.

De danske kommuner har vidt forskellige udgangspunkter i niveauet af CO2-udledning afhængig af sammensætningen af forskellige sektorer i kommunen som f.eks. energiforbrug og -produktion, transport, arealanvendelse og landbrug.

Ifølge klimaregnskabet blev der i 2018 udledt 12,5 tons CO i Herning Kommune pr indbygger. Til sammenligning er tallet i Frederiksberg Kommune 1,8 tons, i Randers var det 7,4 tons og i Ringkøbing-Skjern var tallet 17,9 tons.

Klimapartnerskabet DK2020 handler om at gå i fodsporene på de mest klimaambitiøse byer i verden. Derfor laves der lokale klimahandlingsplaner, som er en forudsætning for, at målet i 2050 kan nås.

I klimahandlingsplanerne kigges der lokalt på alle sektorer, der udleder CO2: Energiforbrug og -produktion, transport, arealanvendelse og landbrug.

Det er Realdania, der sammen med det internationale bynetværk C40 og den grønne tænketank CONCITO, står bag DK2020. De danske kommuners arbejde vil blive fremhævet til FNs klimakonference i Glasgow til november (COP26).