Nye regler for PDF-filer

PDF-filer på hjemmesiden skal være tilgængelige for alle. Også for mennesker med handicap.

Hvad gør jeg så nu?

Herning Kommunes weborganisation, HKweb, har samlet fem gode råd til, hvad du kan gøre med PDF-filer på hjemmesiden, når den ny lov træder i kraft.

Fjern filen

Ta' en kritisk vurdering af indholdet i filen og spørg dig selv: Hvad giver dette dokument til min bruger? Er det særlig vigtigt? Kan det mon undværes?

Formidl indholdet

Måske kan indholdet i dit dokument laves til almindeligt godt webindhold - det vil sige indhold, der er kort, klart og klikbart.

Kontakt Kommunikation eller din forvaltnings web-koordinator. De kan hjælpe dig med at finde ud af, om dette er den rigtige løsning.

Link til en anden hjemmeside

Hvis indholdet i din fil oprindeligt stammer fra en anden hjemmeside, så link til det oprindelige indhold i stedet.

Henvis til ekstra materiale

Er det kun en lille, særlig målgruppe, der har brug for dit dokument? Så kan vi på hjemmesiden lave en kort beskrivelse af indholdet i dokumentet og bede brugeren sende en mail, hvis han eller hun vil have det tilsendt.

Gør filen lovlig

Der findes værktøjer i blandt andet Word og Adobe Acrobat, som kan tjekke tilgængeligheden af dit dokument. Disse værktøjer forsøger også at anvise, hvad du skal gøre, for at sikre at dit dokument er tilgængeligt.

Simple dokumenter, som udelukkende indeholder tekst, illustrative billeder uden tekst og almindelige tabeller er forholdsvis enkle at gøre tilgængelige.

Dokumenter med diagrammer, grafer, kort og lignende er betydeligt vanskeligere at gøre tilgængelige. Her kan det være nødvendigt at betale sig fra at få professionelle til at gøre filen tilgængelig.