Nye regler for PDF-filer

PDF-filer på hjemmesiden skal være tilgængelige for alle. Også for mennesker med handicap.

Hvem har bestemt, at jeg skal gøre mine filer tilgængelige?

Det er Europa-Parlamentet og Rådet, der har bestemt, at offentlige myndigheders websteder skal være tilgængelige for alle. Det gælder også de PDF-filer og andre dokumenttyper, som ligger på hjemmesiden.

Det juridiske grundlag er "direktiv 2016/2102/EU af 26. oktober 2016 om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer (webtilgængeligheds-direktivet)", samt den danske "Lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer", som træder i kraft 23. september 2018, og som implementerer EU-direktivet i dansk lovgivning.

En 10 år gammel aftale

I virkeligheden har du skullet gøre dine PDF-filer tilgængelige i mere end 10 år! I hvert fald hvis du har levet op til den aftale, som regeringen, KL og Danske Regioner indgik i 2007, og som trådte i kraft 1. januar 2008.

Aftalen forpligtede parterne på at bruge syv sæt obligatoriske åbne standarder for software i det offentlige, herunder standarder for tilgængelige websteder (WCAG - Web Content Accessibility Guidelines) - også kendt som WCAG 2.0.